Men nogen festabe - det er han ikke

Biografi: »Fogh. Historien om en statsminister.« Journalisten Anne Sofie Kragh har skrevet en biografi om statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det er ikke en medbiografi, og det er ikke en modbiografi. Det er en nærgående, nuanceret, indsigtsfuld, velskrevet og meget vellykket biografi.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Biografier om betydelige nulevende politikere er sjældent vellykkede. Nogle gange er de for tamme, fordi hovedpersonen og hans modstandere skal tage for mange hensyn, andre gange for onde, fordi den negative dagsorden er sat på forhånd, og ofte lefler de for hovedpersonen, der løber med ordet side efter side efter side. Andre gange er de bare kedelige, fordi politik ofte er meget kedeligt.

Sådan forholder det sig ikke med den biografi, journalist Anne Sofie Kragh har skrevet om statsminister Anders Fogh Rasmusssen. Skulle han en dag få brug for hjælp, bør han læse denne bog, før han går til psykolog. Her står så meget om ham, at han næppe selv er klar over det hele. Det er ikke en medbiografi, det er ikke en modbiografi. Det er en biografi, der ikke har andre ambitioner end ambitionen om at komme dybt ind i det menneske, der har været Danmarks statsminister de sidste tre år og sandsynligvis vil være det en rum tid endnu. Den ambition indfrier forfatteren på vegne af læseren. Derfor er det en sjældent vellykket biografi.

Det tager lidt tid, før vi kommer til hovedpersonen. Det gør ikke noget. Forfatteren har sproget til at være langsom, til at forklare at slægter følger slægters gang, og at det er nødvendigt at runde flere generationer, hvis man vil gøre rede for, hvorfor et menneske er blevet, som det er.

Stille, men ikke uden humoristiske nedslag, føres vi ind i det lidt knugede og nøjsomme univers, som Ramussen er rundet af. Der er byen Hvidding »hvor alle var lige fattige«, og hvis jord var så sandet, at det var det eneste sted, hvor husmænd med gårdejerdrømme havde råd til at få fod på egen jord. Der er det nøjsomme, lidt knugede alvorshjem, hvor man sidder rank ved bordet og får faren Knud Rasmussens pegefinger i ryggen, hvis man falder lidt sammen. Her må man kun tale, hvis man ved noget om det, man gør sig klog på, her er ydmyghed den fornemste dyd, og her bestemmer sognerådsmedlemmet Knud Rasmussen, der er så tavs en skikkelse, at de øvrige medlemmer af sognerådet i mange år troede, at han havde en talefejl.

»Aldrig færdig, altid på vej,« er Anders Fogh Rasmussens ledesætning i livet, og man forstår, hvor han har den fra. Det er ikke et indremissionsk barndomshjem, men der er en indremissionsk strenghed over det. Der blev ikke uddelt mange knus, for det er ikke en familie, hvor man knuser hinanden eller rutter med »jeg elsker dig min skat«. Det betyder ikke, at der ikke var kærlighed. Mellem linjerne fornemmer man klart, at den var der, men den har levet kuet, holdt nede af pligter og slid, af svinestalde, der skal muges ud i, af høst der skal i hus, og af en evig bevidsthed om, at en mand måtte yde for at nyde det privilegium, det er, at vinde sin egen klassekamp og blive gårdejer. Det er den kamp, som Knud Rasmussen kæmper gennem hele sit liv. Det er den kamp, som Anders Fogh Rasmussen er født af, og som han måske stadig kæmper.

Social indignation
Sin egen klassekamp kan man udkæmpe på mange måder. Anders Fogh Rasmussen kæmper den ved at indtage en rolle som den gammelkloge, dadelfri duksedreng. Den rolle er blevet hans livs rolle, men biografien nuancerer billedet og giver det flere facetter.

På samme måde som Anders Fogh Rasmussen var opdraget til, at man ved flid skulle gøre sig fortjent til at tale ved middagsbordet, så havde han også lært, at man skulle tage sig af de svageste. Klassens svageste dreng fornemmer klart, at den dygtigste har besluttet sig for, at han ikke skal holdes udenfor, og når der var afdansningsbal i forsamlingshuset, gik Anders Fogh Rasmussen hen og bød den mest upopulære pige op.

Det gennemsyrer bogen, at den sociale indignation på vegne af den lille mand i samfundet ikke er et postulat, der blev opfundet til sidste valgkamp men er en ægte drivkraft hos et forunderligt højt begavet, sammensat menneske, der rummer mod til at være anderledes, mod til at turde være kedelig, en viljestyrke der er gjort af hærdet stål, men som også er en klokkeslætshysterisk, bakterieforskrækket, manisk renlig magtmand med et frygtindgydende temperament og et cost-benefit-syn på sit eget liv.

I Anders Fogh Rasmussens univers står den løssluppenhed og det tab af kontrol, der ligger på bunden af en flaske vin, som man har tømt i gode venners lag ikke mål med de tømmermænd, man får dagen efter. Eller som hans søn Henrik Fogh Rasmussen fortæller:

»Jeg kan også huske engang, vi havde været til nytårsaften hos nogle af vores naboer i Skals, hvor en del af dem blev ret tågede i løbet af aftenen. Da klokken blev to, sagde min far, at han ville hjem, og jeg tog med ham. På vejen hjem sagde han: Prøv at tænke på hvor mange hjerneceller de andre mister nu, mens de drikker. Og tænk på, hvor længe de skal sove i morgen, mens vi kan stå op tidligt og være friske og få noget ud af dagen«.

At sønnen beundrer og elsker sin far er hævet over enhver tvivl, og at Fogh fik så meget kærlighed i sit eget hjem, at han er i stand til at give den videre til sine egne børn, er der heller ikke tvivl om.

Den følelseskølige ironman findes, men det gør den følelsesblufærdige og socialt usikre mand også, og bogen lader ham træde ud af sin rustning. En mand, der knytter mange dybe venskaber og betror sig til andre, bliver han dog aldrig. Eller som hans broder Peter siger:

»Jeg er ikke tæt på ham, jeg kender ham bare. Ved bare hvordan han tænker. Han er forudsigelig...Det er jo ikke alle, der synes, Anders er hyggelig. Selv om vi jo også ser ham fra den side, men dog ikke løssluppen. Det ser vi aldrig. Det er en kontrolleret form for hygge. Men jeg er mest tryg ved, at det er sådan en som Anders, der er statsminister, en der har styr på tingene.«

Fessor Papkasse
Danmarks statsminister kan ikke fordrage snobberi, og overklassen og andre driverter, der kommer for let til tingene, har han ikke meget til overs for. Forfatteren hæfter ikke alle disse tillægsord på ham som postulater, men dokumenterer dem med morsomme, rammende, næsten foruroligende detaljer, som for eksempel, at Anders Fogh Rasmussen, første gang han var hjemme hos sin nuværende kone, endte med at sidde og diskutere de politiske forviklinger omkring kloaknettet i Bramsnæs med sin kommende svigerfar.

Da han kommer i gymnasiet bliver han døbt Fessor Papkasse, fordi han er så dygtig, og fordi kammeraterne synes, at han har sådan et firkantet ansigt.

»Fessor Papkasse sad ved siden af Gert Sørensen, der var den næstdygtigste i klassen. Han kunne måske have været lige så dygtig som Anders Rasmussen, men gad ikke lave sine ting og brugte de fleste timer på at sidde og dissekere insekter. I frikvartererne morede Gert Sørensen sig med at spørge Anders Rasmussen om hjælp til lektierne. Han vidste godt, at svaret hver gang var et meget høfligt men urokkeligt nej. Anders Rasmussen brugte gerne tid i frikvartererne på at hjælpe dem, der ikke kunne men gerne ville. Gert, som kunne det hele, men bare ikke gad, måtte klare sig selv. Det var noget for noget,« står der, og således bliver dagligdagen i slutningen af tresserne på Viborg Katedralskole skrevet ind som bagtæppe for den »noget for noget« moral, som er en del af regeringen Foghs helt overordnede politiske filosofi.

Bagtæppet hejses også til forståelse af Danmarks engagement i Irak. Man kan fremstille 1.000 konspirationsteorier. De holder bare ikke. Fogh tror i bund og grund på, at hvad Amerika gør, er altid det rigtige. Det har han gjort, siden han var barn. Derfor er Danmark i krig.

Foghs terrorregime
»Da han blev minister, optrådte han nok som det dummeste svin i nyere tid. Han har en plovfure af lig efter sig,« siger en tidligere embedsmand om Fogh som skatteminister. Derefter følger andre embedsmænd, der fortæller om en egenrådig politiker, der anså folk som uduelige, som glemte, at han havde 15.000 ansatte, og som var så grænseløs ambitiøs og ærekær, at han brugte andre mennesker og smed dem væk på en måde, som får embedsmændene til at tale om »et rædselsregime.« Anders Fogh Rasmussen måtte gå som skatteminister på grund af roderi i sit ministeriums regnskaber, men det ligger mellem bogens linjer, at det ville han aldrig have behøvet, hvis han han havde opført sig ordentligt. Faktisk kunne embedsmændene have reddet ham. De gad bare ikke. For han havde besat deres ministerium med en rigid perfektionisme, og på den måde skabte han selv den modstandsbevægelse, der lod ham vælte.

»Men det er indviklet med Fogh, for når man lærte ham at kende, var han jo ikke noget dumt svin, tværtimod. Og modsat hvad de fleste tror, så har han en forrygende humor. Meget skarp elegant og selvironisk. Mit indtryk af ham i dag er lidt blandet, men det er kun, fordi jeg ved, hvad jeg ved fra skatteministertiden. I dag kan jeg faktisk godt lide ham, men jeg kan alligevel ikke udviske billedet af ham fra dengang. Det var et sandt terrorregime, et rædselsregime,« siger en embedsmand.

Samlet set er kapitlet noget af det mest kritiske, der er skrevet om en dansk minister. Anonymiteten hos embedsmændene er forståelig, men de kunne egentlig godt have stået frem. De gør faktisk Fogh en tjeneste. Den skarpe kritik yder troværdighed til resten af bogen. Det er sådanne embedsmænd, alle journalister leder efter, når de laver portrætter af ministre. Anne Sofie Kragh har fundet dem, og hun har fået dem til at tale om et umodent hovmod, der blev bragt til fald.

Bogen er først og fremmest et portræt af mennesket Fogh, men det menneske kan ikke adskilles fra sin politik, og en af de overraskende røde tråde i bogen er Fogh Rasmussens mange ideologiske skift. Det har været fremme før, men efter den her bog er Fogh for altid berøvet muligheden for at beskylde andre for at danse slingrevals. Han har været mere end almindelig lyserød, han har været mere end almindelig liberal, og når han før sidste valg blev mere end almindelig midtsøgende, så er moralen, at han ville magten så meget, at midlerne blev underordnede selve målet. Foghs vilje til at ville magten glemmer bogen ikke. Han kan lægge sine »kongekabaler,« og det er gennem den helt overordnede optik, at biografien skal læses. Han er et magtmenneske, men også et menneske. Måske også et ensomt menneske.

»Min bedsteste ven,« siger Bamse, når han taler om Kylling i DRs børneklassiker hver søndag klokken 18.00. For at have sådan en er vigtigt. Anders Fogh Rasmussen har haft tilløb til en »bedsteste ven,« men aldrig rigtig fundet ham.

Så en dag ret sent i sin karriere, går han en tur i Paris efter et vigtig politisk møde. Under triumfbuen falder han i snak med en polsk læge, og de får en øl sammen på en bar. Det bliver begyndelsen til et smukt venskab. Måske det bedste Anders Fogh Rasmussen har.

Det er en livsbekræftende historie. Det er biografien også. Men den er ikke kun det. Den er levende, kritisk, detaljeret nuanceret og sine steder er den lidt lang i spyttet, for vil man have det hele med, så falder kadencen uundgåeligt.

Den slutter også lidt uforløst, lidt anstrengt og lidt disneyagtigt. Som om der skal tegnes et billede af en Fogh, der er blevet mere menneskelig, mere følsom og mindre perfekt, end han var engang. Det ligner et forsøg på at finde et sidste forløsende punktum i en privat og politisk historie, som man gerne vil have skal ende godt men som kun er halvt færdig. Lige der bliver det lidt for tydeligt, at forfatteren er kommet til at holde af sin hovedperson, og derfor taber sit eget talentfulde hoved lidt.

Det ændrer bare ikke på, at når man lukker den på side 275, så er der på godt og ondt åbnet for Anders Fogh Rasmussen. Det er godt gået. Det er rigtig godt gået.

Men nogen festabe er han ikke.