»Men først skal jeg vokse op«

I »Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre« skriver Pedro Carmona-Alvarez smukt og sorgfuldt om en familiekatastrofe.

Der findes to slags katastrofer. Den ene er pludselig, mens den anden udvikler sig gradvist. Men i nogle tilfælde afføder den første den anden, sådan som det er tilfældet i Pedro Carmona-Alvarezs roman »Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre«.

Forfatteren bag den vidunderlige titel har, som navnet antyder, chilensk baggrund, men bor i Norge, hvor han har udgivet tre romaner og en digtsamling. Det lyriske er da også til stede i sproget i »Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre«, der desuden skifter synsvinkler og peger på det forhold, at romanen i sidste ende er en konstruktion. Som når der på en af de første sider står »Men først skal jeg vokse op.«

Pigen, som skal vokse op, er Marita, der er den tredje datter af amerikanske Johnny og norske Kari. De mødte hinanden i 1950'ernes New York, hvor de byggede et liv op sammen, og hvor Johnny overtog ledelsen af farens firma. Men det gik galt, da Johnny forsøgte sig med nye planer, og kort efter indtraf en langt større katastrofe, da parrets to piger blev dræbt af en mand i en vildfaren bil: »Han ser ikke, at han kører tværs gennem det grønmalede stakit, hen over Veras cykel og en trehjulet cykel og nogle børneskovle og direkte ind i husmuren og ind i Vera og Anns værelse, hvor pigerne ligger og sover på maven med en arm hængende ud over siden af hver sin seng.«

Dét er den pludselige katastrofe, og siden følger de katastrofale eftervirkninger, hvor Johnny og Kari langsomt ædes op af sorg, både som par og som individer. I et forsøg på at komme ud af mørket flytter de til Norge, »Til et nyt liv. Måske kan det hjælpe på sigt.« Det kan det selvfølgelig ikke, og Kari drikker sig væk – »Der lugter altid ud af munden på hende«, som Marita registrerer – mens Johnny bliver tyndere og tristere i et land, hvor han hverken forstår sproget eller skikkene, der er meget langt fra dem i New Jersey. Johnnys længsel kommer også til udtryk i hans kærlighed til Bruce Springsteen, der er fra samme amerikanske område og samfundsklasse og synger om længsel, mørket i byens udkant og biler. Både de konkrete og dem der er billeder på drømmen om et andet liv, et andet sted.

Da Johnny rejser hjem til New Jersey for at besøge sine forældre og den gamle ven Billy, er katastrofen også med som blind passager og som fremmedgørende kraft: »De ved det godt, begge to. Men de aner ikke, hvad de ellers skulle gøre. De efterligner sig selv, så godt de kan.«

Den sidste sætning er smuk og med en poetisk kraft, som tegner de stærkeste passager i romanen. Her trænger sorgen og det ødelagte, det tabte, virkelig ind. Alt det som efternøleren Marita minder sine forældre om. Hun ligner jo deres to døde piger, som hun aldrig nåede at møde, og i dét er der en grum ironi: Nyt liv minder om døden.

Indimellem har Carmona-Alvarez imidlertid en tendens til at overforklare. Som når han om tiden inden katastrofen skriver, at det var »før de sank ned i det kviksandsagtige liv, der stod og ventede på dem.« Det er ikke desto mindre en god roman om sorg, som ikke kan undslippes, men er et usynligt kors, der må bæres livet ud, og hvis vægt resulterer i vidt forskellige reaktioner. Nogle drikker. Andre søger trøst i kunsten. De fleste bliver tavse. Det er tunge temaer, som Carmona-Alvarez turnerer på en både bevægende og litterær facon.

Titel: Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre Forfatter: Pedro Carmona-Alvarez Oversætter: Morten Visby Sider: 250 Pris: 280 kr. Forlag: Turbine