Mellemøsten og den centrale journalist

Faglitteratur: Journalist Jakob Andersen er en af de utallige journalister, der prøver kræfter med den mellemøstlige konflikt. For meget Andersen og for lidt perspektivrig information.

Jakob Andersen er mangeårig journalist på Ekstra Bladet og han modtog Cavling Prisen i 1978. Han har gennem mange år rejst i Mellemøsten, og i sin bog »Blodig jord« fortæller han om konflikten mellem jøder og arabere med sig selv som den gennemgåënde figur. Vi ser Jakob Andersen med solbriller læne sig ind over en israelsk maskingeværstilling. Så er han i en ødelagt palæstinensisk flygtningelejr. Det næste foto viser ham styrte afsted sammen med den nu afdøde forfatter Jan Stage i Beirut i 1982. Næste billede: Jakob Andersen sammen med PFLP-terroristen Ali Muhammed Ahmed Jedah. Og teksten følger fotografierne med Jakob Andersen som historiens hovedperson.

Der er bare alt for meget Jakob Andersen i denne 500 sider store bog om den komplicerede konflikt i Mellemøsten. Værket kunne med fordel være skåret ned med 250 sider, hvor al omtale af journalist Jakob Andersen burde være røget ud.

Men de resterende 250 sider er faktisk ikke så ringe endda. Jakob Andersen har haft fat i væsentlig ny faglitteratur, og han har øjensynlig truffet konfliktens mange aktører. Hans grundlæggende vurdering synes at være, at for mange af israelernes og arabernes ledere ikke har været dygtige eller modige nok til at søge freden. Det er dog Arafat, der må finde sig i de hårdeste skældsord hos Jakob Andersen, der kalder ham terroristchef og massemorder. Jakob Andersen tror ikke, at Arafat mente Oslo-fredsaftalen alvorligt, og at han blot ventede på en chance til at fortsætte sin livslange likvideringskamp mod Israel.

Den tredje part mangler
Konflikten mellem Israel og araberne er den mest internationaliserede konflikt i verden. Dens drivkraft er bl.a. omverdens mediefokusering. Man kan faktisk ikke forstå ret meget af konflikten, hvis ikke parternes spil med verdenssamfundet tænkes med. Tænk blot på den muslimske verdens kidnapning af FNs racisme-konference i Durban i 2001. En væsentlig del af konferencen drejede sig ikke om racisme, men om Israel og zionismen. Propaganda-krigen rasede og Israel og USA blev lagt for had. Mens USA, Canada og Israel foretog sig det eneste rationelle og udvandrede, forblev Europa og gjorde gode miner til slet spil uden at europæiske medier fattede, at her var et eksempel på den hadstemning, der udmøntede sig i 11. september og selvmordbombernes terror. Europas medløb har været en af de medvirkende faktorer til terrorens medvind.

Den slags internationale perspektiver er udeladt af Jakob Andersens bog. Der havde været plads, hvis han havde sakset sig selv ud.