Mellem to stole

Digtfortællinger er ikke hverdagskost, men Sten Kaaløs nye bog »Adrian Moccels papirer« er et forsøg med genren. Monologdigtene i bogen er lidt i slægt med forfatterens eksperiment »hvisken«, der kom for en halv snes år siden, og viljen til ind imellem at prøve noget helt andet aftvinger respekt, men også til tider som her desorientering. Hvorfor nu netop det arrangement? Historien, der fortælles af et jeg, som har mistet både arm og hørelse ved en bombeeksplosion, foregår på institutionen Figenhuset bestyret af nonner og beboet af mennesker med forskellige former for handicap. Bogens jeg - en tidligere sanger - er forladt af sin kone, oplever en ny kærlighedshistorie og ser også med interesse på flere andre kvinder. Men hverken kærlighedshistorier eller persongalleri bruges til så voldsomt meget. Den stribe tekster, der fungerer bedst som digte i bogen, er sansninger og øjebliksbilleder uden megen sammenhæng med selve fortællingen og det ydre drama. Tilsyneladende helt bevidst har lyrikeren Kaalø valgt at sætte sig præcist mellem to stole. Nu glæder jeg mig til den næste samling, hvor forfatteren koncentrerer sig om fortætningen af den nøgne sansning, det andægtige tilstedevær. Der ligger saligheden gemt.