Mellem sindets træstammer

Rigt illustreret kunstnerbiografi om tegneren og maleren Jens Lund (1871-1924) går dristigt i dybden med det psykologiske.

»Mesterlige art nouveau arabesker« af Jens Lund. Fold sammen
Læs mere

Hvor er det herligt, når en kunstnerbiografi frygtløst bevæger sig ind i sindets og værkernes kroge og frit tolker symbolik og nervøst sugende linjer i tegninger og malerier. Når bogen tilmed er et overflødighedshorn af illustrationer – især tegninger – der har fået stor betydning for efterfølgende kunstnere, bliver det særlig relevant. Som det nu er tilfældet med den store biografi »Jens Lund – mesterlige art nouveau arabesker« om en dansk kunstner, hvis kunst blev udviklet i mødet med fransk symbolisme og art nouveau. En dekorativ stil, der blomstrede i tiden fra 1890 til Første Verdenskrig.

Det frodige bohememiljø i Paris, hvor Jens Lund (1871-1924) deltog i kredsen af danske kunstnere, der kom i billedhuggeren Niels Hansens Jacobsens hjem og atelier på Boulevard Arago i Paris’ 15. arrondissement, blev afgørende for den danske tegner og malers værker. Tiden i Paris løste op for Jens Lunds kreativitet, og han tog intenst art nouveau-stilens slyngede, organiske former til sig og gav dem et personligt, nordisk præg i drømmende kompositioner. Jens Lund var klar over, at han havde særlige visioner. I bogen citerer Teresa Nielsen kunstneren for følgende udmelding: »Jeg ser en anden verden, andre ikke ser«. Og man må indrømme, at værkerne i bogen vidner om en både truende og sanselig drømmeverden.

Jens Lunds tegninger og malerier med strømmende og slyngede linjer er i flere tilfælde åbenlyst kropslige og erotiske, som i »Drifternes skov« og »Hjemmets skov« fra 1900, som viser former, der minder stærkt om kvindekønnet, og planteornamenterne og de kvindelige figurer i Jens Lunds værker kom til at inspirere Richard Mortensen og Asger Jorn, som Troels Andersen er inde på det i bogen. Bohemelivet i 1890ernes Paris løste op for fortrængte områder i Jens Lunds sind, satte skub i hans kreativitet og gav hans kunstneriske udtryk en frihed.

Et kig ind mellem sindets træstammer

Psykoanalytikeren Ole Vedfelts psykologiske tolkninger af tegningerne i Jens Lunds første to bogværker, »Forvandlede Blomster« (1899) og »Livets Skove« (1901) giver nogle meget væsentlige kig ind mellem sindets træstammer. Som Ole Vedfelt udtrykker det: »Det er fantasiens og dermed sin egen indre verdens træer, Jens Lund afbilder«. Samtidig pointerer psykoanalytikeren, at man, over for Jens Lunds tegninger umiddelbart mærker, at man har at gøre med en mand med stor kvindeangst. Det var i denne periode, Sigmund Freuds »Drømmetydning« blev publiceret, og Jens Lund går ind i sit sinds ubevidste grænseegne og får herigennem nye, kreative kræfter. Hans værker er forud for deres tid og peger helt frem mod 1960ernes psykedeliske værker.

De psykologisk tolkende afsnit i bogen er særligt stærke og virker forfriskende. Samtidig giver bogen et fint tidsbillede med dens beskrivelse af Jens Lunds nære venskab med kunstnerkollegerne Niels Hansen Jacobsen og tegneren Johannes Holbek. Ikke mindst det tætte venskab med billedhuggeren og maleren Rudolph Tegner har været væsentligt. De to rejste sammen i Grækenland, Italien og Spanien, og Tegner har beskrevet Jens Lunds kraftige humørsvingninger.

Bogen understreger fint den tætte sammenvævning af det psykologiske, strømningerne i tiden og det kunstneriske univers. Man bliver klogere på en kunstner og en tid, mens man lader blikket glide over en flot helhed med værker med både skønne og skælvende slyngninger.

Titel: Jens Lund – mesterlige art nouveau arabesker. Forfattere: Dorte Kirkeby Andersen, Troels Andersen, Nikolaj Brandt, Teresa Nielsen, Kirsten Rykind-Eriksen og Ole Vedfelt. Sider: 296. Rigt illustreret. Pris: 195 kr. Forlag: Vejen Kunstmuseum.