:Der skrives langt flere romaner i et alvorligt toneleje end i et humoristisk ditto.
En forklaring er uden tvivl, at livets mørke sider er mere dragende end de lyse. En anden måske, at det simpelthen er en sværere forfatteropgave at være morsom end alvorlig.
Nuvel. Norske Magne Hovden har tydeligvis sat sig for at forsøge sig med humor i sin debutroman »Sameland«, der fortæller historien om Roy og Leif, som arbejder ved postvæsnet i Kirkenes, en lille by i Nordnorge.
De to fyre – som er ovre den første ungdom og lever af chips, hapsdogs og øl – mener dog, de er skabt til noget større end postetaten. Og efter at have forsøgt at udtænke et par koncepter, som har vist sig håbløse, får de endelig en idé, de mener kan give stort afkast uden nævneværdig indsats.
Uden skyggen af indsigt i samernes kultur beslutter de at etablere »Sameland«, hvor pengestærke turister kan få en oplevelse af rensdyrfolkets liv. De låner et par mølædte folkedragter i den lokale teaterforening, lejer et par rensdyr et andet sted og stjæler to lavvuer – samernes svar på tipier – et tredje.
Men intet går efter planen, og en edderspændt finne, en shaman på lejebasis og en flagstangsfældende samehader gør det hele temmelig kulørt og indimellem meget morsomt.
Ikke mindst i de små sidebemærkinger, som lyser op overalt i »Sameland«. Som når en finne i raseri sparker foden ind i en »trærod, der lignede en trold, men ikke nok til at den kunne sælges i butikken«.
Citatet peger også på romanens tema, som er noget mere alvorligt end dens historie. »Sameland« indkredser nemlig en verden, hvor menneskene er omgivet af natur, men kun tænker på, hvordan de kan kapitalisere på den. Og vore moderne tider står jo netop i oplevelsesøkonomiens tegn, hvor samer, indianere, aboriginer og andre naturfolk er blevet til turistattraktioner og vulgærfolklore i indtjeningens navn.
Det er således en stor, trist historie, som fortælles i denne lille, morsomme historie, der ofte giver mindelser om Mikael Niemis »Populærmusik fra Vittula«. Vel er »Sameland« lidt svag i sit plot, men bør læses for sin naturlige dialog, præcise småbyskildring og insisteren på at afdække noget temmelig tragisk på en ganske sjov måde.
