Lisbeth Knudsen er en traktor. Det er en kompliment. Gennem en menneskealder har hun pløjet sig gennem en dansk mediemark fuld af ukrudt, sten, vrangvilje og selvoptagede spinatfugle.
Susanne Bernths biografi har titlen »Lisbeth Knudsen«. Den kunne lige så godt have heddet »Dansk mediehistorie 1971-2015«. Titlerne dækker over det samme.
Vi hører om en lille pige, der voksede op i et trygt og arbejdsomt hjem på Østerbro i en familie præget af stærke kvinder. Om en ung, sky journaliststuderende, der hver weekend tog færgen hjem fra Aarhus, og som ingen medstuderende kendte navnet på, før hun til alles forbløffelse fik praktikplads på Berlingske. Her slog hun døren ind efter en vanvittig afvisning fra ønskepladsen på Kristeligt Dagblad, der ikke kunne bruge en praktikant, der havde gået på katolsk skole!
Berlingske blev så begejstret for Lisbeth Knudsen, at hun blev ansat straks efter studietiden. I 1977 indtog hun i en alder af blot 24 stillingen som politisk redaktør på Christiansborg-redaktionen. Også i dag ville en sådan udnævnelse være en sensation. Men dengang som nu var det en selvfølge, at Lisbeth Knudsen enten sætter sig ved styrepinden eller forlader slagmarken.
På Berlingske endte hun – naturligvis – i chefredaktionen, inden ambitionerne i 1990 sendte hende videre til fagbevægelsens dødssejler, Det fri Aktuelt. Her blev hun administrerende direktør og fik mere styr på tingene som arbejdsom skyggetante for de feterede, pengeforbrugende stjerner Steffensen og Flindt Pedersen. Galionsfigurerne brændte ud, forlod skuden og overlod bekvemt de ubehagelige opgaver til LK. Ansigt til ansigt med forsømte medarbejdere måtte hun talrige gange informere om, at deres job blev nedlagt. På stribe.
Videre gik det i 1998 til DR, hvor hun som nyhedsdirektør indledte et frugtbart samarbejde med general Nissen, hvis stilling hun også selv havde søgt. Her kæmpede hun for at få trukket institutionens hjerte, Nyhederne, og en inkompetent, politiserende bestyrelse ud af den vildfarelse, at der ikke findes noget eller nogen, der kan matche DR. Man må gøre sig umage, selv om pengene kommer i en lind licens-strøm, og mediekonvergensen blev efter alvorlige fødselsvanskeligheder en realitet.
Klassiske journalistiske dyder
Her som alle andre steder anvendte Lisbeth Knudsen en stor del af sin tid på at forsvare det, hun opfatter som klassiske, journalistiske dyder: En fair behandling af kilderne og et skarpt skel mellem reportage og kommentar. Den anden side af samme opgave er til gengæld at værne journalisterne mod utidig indblanding fra ejere, bestyrelser, ministre og politikere, der ikke fattede – og fortsat ikke fatter – at seriøse medier ikke skal være magthavernes ukritiske talerør.
I 2006 valgte Lisbeth Knudsen at forlade DR, der på det tidspunkt led under generaldirektiver fra generaldirektør Kenneth Plummer. Han fyrede ikke Lisbeth Knudsen, men overlod det bekvemt til hende selv at træffe beslutningen ved at degradere hende. Det er fortsat en af mediehistoriens store gåder, at der gik så mange år, før han omsider fik fyret sig selv.
Efter et ufrivilligt intermezzo vendte Lisbeth Knudsen i 2007 overraskende tilbage som chef for journalistikken på Berlingske, hvor hun blev modtaget som den hjemvendte datter.
På sin vej har Lisbeth Knudsen brudt glasloftet for andre kvinder i journalistik. Ikke ved at smide bh’en, kræve længere barselsorlov eller kvoter på direktionsgangene. Men ved at arbejde en vis legemsdel ud af bukserne, bruge analyse frem for mavefornemmelse og aldrig give køb på sin personlige integritet.
Salget af koncernen
Nationen skælvede, da hr. Møller og Danske Bank i 2000 – under Lisbeth Knudsens midlertidige fravær – smækkede med døren som storaktionærer i Det Berlingske Officin. De trykte mediers flagskib blev solgt til Norge, og kort efter Lisbeth Knudsens tilbagekomst i 2007 gik stafetten videre til britiske David Montgomerys Mecom. Oh, rædsel. Ifølge en anekdote, der ikke er med i bogen, hvæsede en tysk redaktør, da Montgomery købte hendes avis, at hun hellere ville voldtages af et syfilisinficeret næsehorn end arbejde for den mand. Herefter sagde hun op.
Det gjorde Lisbeth Knudsen ikke, hun blev tværtimod chef for hele butikken. Det blev et parløb på tværs af Nordsøen, som både Lisbeth Knudsen og Montgomery fik gavn af. Montgomery smed med jævne mellemrum en håndfuld bomber, der skræmte livet af alt og alle. Dermed blev vejen banet for Lisbeth Knudsen, der med sin traktor kunne pløje jorden og tilmed blive betragtet som nådigfruen, der afbødede de værste katastrofer. Knudsen havde brug for Montgomery. Men han havde bestemt også brug for hende. Så længe det varede.
Hvorfor får bogen fem ud af seks stjerner? Fordi forfatteren med succes anvender det greb, at hun fortæller mediehistorie knyttet op på et menneske – og samtidig nærmer sig et menneske ved at bygge det op om en væsentlig periode i dansk mediehistorie.
Men hvorfor så ikke seks stjerner?
Fordi det ikke lykkes forfatteren at lirke den dør op, der kunne lede os ind til mennesket Lisbeth Knudsen. I bogen møder vi en funktion, en institution, et ikon. Det gentages forbløffende mange gange, at Lisbeth Knudsen aldrig går på kompromis med de såkaldt klassiske, journalistiske dyder. Hvorfor hører vi så ikke et ord om, hvad Lisbeth Knudsen tænkte, da hun fik ansvaret for den statsfinansierede radiostation 24syv, der er født med kravet om småpludrende og kommenterende værter i hobetal? Hvordan harmonerer det med Lisbeth Knudsens journalistiske etos, at også Berlingskes journalistik påvirkes af tidens trends, der gør læsere til kunder, journalister til altmuligmænd og kommentatorer til stjerner? Hvorfor får vi ikke antydning af forklaring på, at stort set ingen redaktørkolleger har ønsket at bidrage til biografien?
Vi kommer ikke tæt på hverken den unge, skrøbelige pige eller den modne, stærke kvinde, der har dedikeret hvert sekund af sit liv til journalistik og medier. Man sidder med fornemmelsen af, at ægteskabet med Peter Valenius er så stabilt af den enkle grund, at de har mødt hinanden for sjældent til at få tid til at skændes. Vi får heller ikke den fjerneste idé om, hvad Lisbeth Knudsen vil bruge sit liv på den dag, hun ikke længere er mediechef.
Det nærmeste vi kommer dette forunderlige menneske er den utrolige oplysning om, at hun engang i tidernes morgen strikkede en lille trøje til en kollegas nyfødte datter. Og at hun for et par år siden blev kræftopereret i sin vinterferie og derefter gennemgik strålebehandling i de sene nattetimer, så forpligtelserne kunne passes uden afbrydelse. Det er simpelthen for vildt. Man får lyst til at omfavne og trøste, for i den situation hjælper ingen stjerner på skuldrene.
Den private Lisbeth
Mange har forsøgt at identificere Lisbeth Knudsens politiske ståsted. De har ikke forstået, at professionalismen er så gennemført, at de personlige præferencer her, som overalt, helt konsekvent holdes inden for urørlighedszonens branddør. Det personlige er ikke blot privat. Det er hemmeligt.
Det vækker respekt i en tid, hvor offentlige personer i stort tal deler selv de mest intime detaljer med alle.
Ledestjernen i denne bemærkelsesværdige kvindes liv har hverken været rød eller blå. Lisbeth Knudsen har alene været drevet af ambitioner og overmenneskelig flid i journalistikkens tjeneste. Tysklands Mutti hedder Angela Merkel. Danske Mediers Mutti hedder Lisbeth Knudsen. Det er der kommet en god historie ud af.
Mette Bock har en baggrund som bl.a. ansv. chefredaktør/adm. direktør for Syddanske Medier og som direktør for DR Programproduktion. Hun har aldrig arbejdet direkte sammen med Lisbeth Knudsen i samme virksomhed.
