Med tabet som klangbund

Roman. Stor, skæbnesvanger Davidsen-roman, med lidelse, begær, mord og den eneste ene - samt et af de bedste mandsportrætter i nyere dansk litteratur.

Leif Davidsens bog er også et fornemt stemningsbillede af 1930erne på krigens kant. Han har aldrig været bedre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reimar Juul

Aldrig før er jeg blevet rørt over to mænd, der slås.

De to brødre er ved deres gensyn tæt på at slå hinanden ihjel, alligevel er scenen et bevægende højdepunkt i Leif Davidsens »Min broders vogter.« Hvordan det lykkes ham knapt halvvejs i romanen at skrive sig så følsomt tæt på disse to voldsomme brødre, deres kølige søster og issyl af en far, kan jeg ikke helt redegøre for. Faktum er bare, at man tror fuldstændig på historien og ikke mindst dens helt, storebroderen Magnus, der tager ned til den spanske borgerkrig for at hente sin lillebror hjem. De er rundede af et nydeligt overlægehjem, og de har begge med nød og næppe overlevet en hårdhjertet barndom, mest fordi den anden var der.

Barndommen i den jyske provinsby er en roman i sig selv, men Davidsen vil meget, meget mere. Han vil fortælle om den unge desillusionerede Magnus, der rejser ned efter sin revolutionære bror og bliver del af en krig, han ikke har aktier i. Det forsøger han til gengæld at få i den guldskat, som de revolutionære har listet ud af Spanien sammen med russerne. Ikke alt guldet kom med, og mange andre end Magnus interesserer sig for, hvor det er. Og så er der frem for alt kvinden i Magnus' liv, den russiske Irina, der er krigsfotograf og er så vidunderlig, at Magnus følger hendes spor til Moskva.

Fornemt stemningsbillede

Bogen er et fornemt stemningsbillede af 1930erne på krigens kant, da Franco lagde sin jernnæve om Spanien, Stalin var i færd med at klemme livet ud af Sovjetunionen, og Hitler ventede i Tysklands skygge på at folde sig ud.

En kulsort tid, der ikke blev mindre sort, når heller ikke barndommen var lys. Spændingen er i denne Davidsen-bog gledet en anelse i baggrunden til fordel for familie-, samtids- og kærlighedsfortællingen. Davidsen har ofte haft kærligheden som afsæt i sine spændingsromaner, men det har ikke altid været let at tro, at kvinden var afgørende vigtig for Davidsens mænd. Hverken følelsesmæssigt eller seksuelt. Mandsportrættet af den kyniske Magnus, der tøer op, både når han møder sin bror, og når han ligger i bløde kvindearme, er imidlertid et af de bedste i nyere dansk litteratur. Intet mindre. Hans erotiske drev, hans forelskelse, hans egocentrering, hans dårlige samvittighed, hans frygt, hans svigt, hans vrede og hans aggression, samler Davidsen troværdigt i Magnus person.

Tidligere har jeg altid undret mig over de Davidsenske heltes evne til at komme videre, når deres elskede netop var blevet sprængt i luften. Som flygtede ikke bare de, men også Leif Davidsen fra smerten. Sådan er det ikke i denne bog. Her er tabet med hele tiden og danner klangbund for, hvor sårbart nødvendigt det er for Magnus at søge kærligheden både hos vennen, hos kvinden og hos en bror. Han både flygter og søger. Spreder lykke og ulykke. Som virkelige mennesker gør det. Davidsen har aldrig været bedre.