»I stedet for et nul ville jeg blive et minus.«
Ordene hænger i hovedet længe efter den sidste side er vendt i »Skyd appelsinen«. En stærk, natsort ungdomsroman, der har meget lidt til fælles med den anekdotiske, meget morsomme »Populærmusik fra Vittula« fra 2000, som blev Mikael Niemis store gennembrud.
»Skyd appelsinen« fortælles af en utilpasset teenage-fyr på et gymnasium, og søger på et dybere plan at forklare de skoleskyderier, som har redet den vestlige verden som en mare.
Vores unavngivne fortæller hører hverken til blandt gymnasiets rige »skiderikker« eller hos »idioterne« - alle de servile underklassebørn. Men i stedet for at ynke sig selv, ser han sin outsider-position som et adelsmærke.
»Prisen for min genialitet var ensomhed«, tænker han, mens han skriver sine vilde, vrede og meget unge digte.
Et af digtene hænger han op på skolens opslagstavle. Det lyder: »Bomb lortet/Bomb hele lortet/Smid granater i gangene/bomb hjernerne/kast ild i klasserne/i klassecellerne«
Lærerne ser digtet som et varsel om et angreb på skolen. Vor vrede poet nøjes nu med at digte, modsat hans bekendte, den ligeledes ensomme og hadefulde, men anderledes umælende Pålle. Han er fra et voldeligt hjem, og har ikke sproget at lukke sin smerte ud i. I stedet vender han sit had indad, for så at eksplodere og dræbe sin far mor. Og så gå under jorden.
»Nu sætter jeg mig altid på en plads nærmest døren«, fortæller hovedpersonen mod slutningen, og på den måde antydes det, at Pålle kunne blive den næste skolemorder, den næste highschool shooter. På den måde kan han lindre sin smerte og blive noget i andres øjne. Blive »et minus i stedet for et nul«, og det er en væsentlig pointe i romanen, der dog lader et håb blafre i mørket.
For lærer man at bruge sproget, kan det taget trykket af vreden og lindre smerten. I sidste ende er »Skyd appelsinen« således en hyldest til ordene. Og til litteraturen som fortælleren spejler sig i. I Hamsun, i Majakovski. Andre skarpe sjæle som skrev. Uden nogensinde at dræbe.
