Man kan se dem for sig, Erik Skyum-Nielsen og Bent Vinn Nielsen, som de sidder der over for hinanden i arbejdsværelset i Nykøbing Falster. Det er en seriøs – eller som Bent Vinn Nielsen nok ville insistere på at sige det, en alvorlig – samtale, der føres. Uden for vinduet synger fuglene, fortæller Skyum Nielsen, grønirisk, gærdesmutte, blåmejse og musvit.
Men fuglesangen skal man nu ikke lade sig distrahere af, samtalerne mellem kritikeren og forfatteren kræver fuld koncentration. Bent Vinn Nielsens bøger er i den grad værd at snakke om, og »Et skrivende dyr« er den første selvstændige publikation om ham og hans produktion. Så spids ørerne. Bogen udsendes i anledning af forfatterens 60-års fødselsdag for et par måneder siden.
Da Bent Vinn Nielsen dukkede op på den litterære scene med romanen »Arbejdssky« i 1978, var etiketten arbejderforfatter fristende at hente frem, men den nemme rubricering kolliderede i nogen grad med oplevelsen af en »eksperimenterende fiktionsbevidst modernist«. Udgangspunktet for samtalerne er oplagt, og når Skyum-Nielsen så oven i købet debuterede som anmelder i Information med anmeldelsen af Vinn Nielsens debutroman, kan det næsten ikke blive bedre.
Ambitionen med »Et skrivende dyr« har ikke været at skabe en ordinær portrætbog – der er rigtig meget om Bent Vinn Nielsen, vi ikke får at vide – men til gengæld tales der tekstnært og principielt om værker, metoder og de aktuelle vilkår for romanlitteraturen. Om »mikrosociologisk udforskning af det moderne Danmark«, om »dirty realism«, om anstændighed og moral og forfatterens opgaver. Den, der vil være med på en lytter, skal holde ørerne stive, men så bliver der også sagt noget. En række »indstik« eller korte præsentationer af vigtige romaner fra »Opkøb af dødsboer« og »Chic Picnic« til »En skidt knægt« og »Et liv i almindeligheden« fungerer godt og er med til at skabe struktur i samtalerne.
En del forfatternavne dukker selvfølgelig op undervejs, og Martin A. Hansen for eksempel får prædikatet »klæg«, mens Peter Seeberg får sit eget fine og meget positive portræt. Litterære retninger og politiske erklæringer er slet ikke Vinn Nielsens sag. Der er nok at følge med i og tage stilling til, men undertiden taler samtalepartnerne sig nu også så langt ind i enkeltværkerne, at den læser, der ikke kan forfatterskabet på fingrene, får svært ved at hænge på.
»Og hvad så?« vil Bent Vinn Nielsen måske spørge! En vis højrøvethed vedkender han sig gerne. Uden tvivl er den med til at gøre ham til den usædvanlige samtidsskildrer og udforsker af romanens grænseegne, han er.
