Med kærlighed og ærlighed

Der er både et udførligt tidsbillede og en meget personlig historie om faderen i Charlotte Strandgaards erindringsbog.

Charlotte Strandgaards liv rummer de elementer, der skaber den fængslende erindringsbog: En personlig historie, der forener det usædvanlige med de umiddelbare identifikationsmuligheder, og et generations- og tidsbillede, som mange læsere vil kunne forholde sig til.

Til Charlotte Strandgaards personlige historie hører tabet af en storebror, da hun var fem år, og den hjertegribende skildring af et barns forsøg på at besværge skæbnen blandt andet ved at lære at spise med kniv og gaffel er et tidligt højdepunkt i »Drømte mig en drøm«.

Senere kommer skoleårene med hårdhændet mobning, de helt unge år med ægteskab og barn, enlig mor-årene med sønnen Hans, det sociale engagement og de forskellige skridt på en kunstnerisk løbebane, en abort i Polen før den fri aborts indførelse i Danmark og de mere eller mindre vellykkede forhold til mændene, gifte og ugifte. Kort sagt: Nedslag i et kvindeliv. Det hele fortalt enkelt og ærligt.

De røde tråde igennem den personlige historie er Charlotte Strandgaards dragning imod det religiøse, noget af en svær størrelse i frigørelsens år, og det tætte forhold til forældrene. Specielt beskrivelserne af forholdet til farmand, den både lærde og folkekære litterat og kulturredaktør ved Jyllands-Posten Jens Kruuse, som forfatteren konsekvent kalder »min bedste ven«, er med til at gøre Charlotte Strandgaards erindringer til noget særligt.

Varmen i beskrivelserne af den elskelige, charmerende og underholdende far, der lærer sin datter utrolig meget om frisind og tolerance, står i en skærende kontrast til den senere erkendelse af idealfigurens skyggesider, de forskellige økonomiske uregelmæssigheder, de gentagne affærer med andre kvinder, den brutale skilsmisse fra moderen og til sidst det benhårde pres på datteren for at få et testamente ændret til fordel for den nye kone. Kombinationen af kærlighed og ærlighed i portrættet af en faderskikkelses fald er erindringsbogens store bedrift.

Hvad tidsbilledet angår, så har Charlotte Strandgaard selv fortalt, at det, der satte hende i gang med erindringerne, var tv-serien »Jagten på de røde lejesvende«, og hun tegner et ganske detaljeret insider-billede af livet som venstreorienteret i de ti-år, hvor atommarcher, rødstrømpebevægelse, dannelsen af SF og VS, studenter-oprør, Vietnam-demonstrationer, Cuba-rejser og diskussioner om hash og kunststøtte fyldte rigtig meget i det offentlige rum.

Forfatterens »solidaritet« med sagen og vennerne eller »kammeraterne« på venstrefløjen er ikke til at drage i tvivl, men sansen for både nuancerne, forvirringen over de stadige splittelser og diskussioner, og ikke mindst manglen på humor skaber en voksende træthed, og oplevelsen af at færdes i en labyrint slår stærkere og stærkere igennem. Distancen opleves klart. Det er venskaberne med fællerne fra de kunstneriske frontlinjer som for eksempel Hans-Jørgen Nielsen, Kristen Bjørnkjær, Vagn Steen og Franz Ernst, der er de mest slidstærke.

Tidsbilledet i »Drømte mig en drøm«, der dækker de første 35 år af forfatterens liv, er sympatisk og troværdigt tegnet, men kunne måske være strammet. Det er skildringerne af de personlige tab og ikke mindst det nuancerede portræt af en far, der får Charlotte Strandgaards erindringsbog til at skille sig ud.