Med kærlig hilsen Sam

Bøger: Brev til en kristen nationSam Harris er stadig rasende på alverdens religioner, allermest på kristendommen, der får endnu en gang buksevand i et åbent brev til en kristen nation, nærmere bestemt hans egen, USA. Problemet er blot, at han deler passion med de bibeltro.

Medierne gør det rutinemæssigt, Anders Fogh Rasmussen (V) gjorde det Grundlovsdag, og hr. og fru Danmark gør det i flyveren på vej til USA. Skælder ud på de kristne amerikanere. Det manglede da bare. Nu tager den vrede amerikaner Sam Harris faklen op med en ny bog og fortsætter, hvor han slap i debuten »Troens fallit«, der udkom på dansk i april. I den gav han alle religioner buksevand, men i efterfølgeren »Brev til en kristen nation« er han gået over til syre. Smagen er derefter.

»Brev til en kristen nation« er blevet til efter en masse emails fra uenige og ophidsede læsere af »Troens fallit«, som har solgt i flere end 400.000 eksemplarer alene i USA, og er direkte henvendt til et fiktivt »du«, der skal forestille en typisk kristen bibeltro amerikaner: »Du er overbevist om, at Bibelen er Guds ord, at Jesus er Guds søn, og at kun de, der tror på Jesus, vil blive frelst efter deres død. Som kristen vælger du at tro på disse antagelser, ikke fordi de gør, at du føler dig godt tilpas, men fordi du mener, de er sande.«

Man må give Harris, at han er udstyret med en retorisk turbo. Her er en akademiker, der kan skrive fjerpragten af så godt som enhver spinatfugl, og hans stil er kemisk renset for trangbrystede forbehold og intellektuel bogholderånd. Men det bliver også for meget eller for lidt eller for surt. Indrømmet: Vrede er det stof, gode debatbøger er lavet af, og vrede er lige præcis, hvad mange af dem mangler. Men i dette harmdirrende åbne brev til alle, der kan og vil læse, fremstår forfatteren lige så bogstavtro som sine religiøse modstandere. Han vil gerne tage dem på ordet, og det gør han ved hjælp af gebrækkelige citater fra både det Gamle og det Nye Testamente om bl.a. slaveri, voldtægt og små, hurtige dødsstraffe. Udmærket. Dem må folk med aktier i kristendommen svare på. Men det, der afslører den gode eller måske knap så gode mand, er hans afsky for alle os andre minimalkristne eller næstenateister, og det tyder på, at Sam Harris i virkeligheden deler passion med de bibeltro. Enten er du religiøs eller også er du ateist. Enten er du med mig eller imod mig. Det ene sted er der lys, det andet sted er der mørke. Det er i denne manikæiske optik, at både Sam Harris og de bogstavtro kristne ser verden, og således bliver de til hinandens tvillinger. I stedet for religion sætter Harris en ikke-religion af fornuft og rationalitet. Religion er for ham en slags placebo. Men hvad nu hvis den virker for mennesker af kød og blod? Ja, hvad så? Så er de bare »usandfærdige og farlige«.

Den nærmest barnlige fejltagelse, Harris begår, er at forestille sig, at tro kan falsificeres eller verificeres, selv om erfaringen siger os, at sådan spiller klaveret ikke. Tro er tro. Videnskab noget helt andet. Det er måske banalt at konkludere, at nogle mennesker har brug for begge dele eller tilmed mest af førstnævnte for at føle sig som en del af det hele, men hidtil tyder alt på, at religion er kommet for at blive bedømt på det, vi endnu kender til menneskeracens historie. Det kan man så begræde, beklage eller bekæmpe. Sam Harris vælger det sidste, og hatten af for det. Men hans logik giver mindelser om Robespierre, den franske revolutions mestermorder, og det skal han ikke have stjerner for.