Man kan prøve at forestille sig, at en ukendt, britisk forfatter udgiver en roman, »The Casual Vacancy«. En roman, der begynder med, at en vis Barry Fairbrother dør på en golfbane, slået ihjel af en åre, der brister i hans hjerne, kun 44 år gammel, pludseligt, tragisk og uventet. En roman, der herefter udfolder et stort galleri af personer fra den provinsby, hvor Barry Fairbrother var en respekteret mand. Nogle af dem er velhavende, andre er sociale tilfælde, der kun klarer sig, eller måske klarer sig, med hjælp fra det offentlige, og fordi Barry Fairbrother dør, og fordi en 60 år gammel konflikt har matret sindene i den lille by, Pagford, og fordi internettet bliver brugt som afsender af hemmeligheder om denne og hin indbygger, bliver startskuddet givet til en borgerkrig, der måske ikke er så blodig, som borgerkrige er flest, men som dog vender op og ned på alting.
Man kan prøve at forestille sig sådan en bog, og man kan prøve at forestille sig, hvordan den vil blive modtaget? Umuligt at sige præcist, for nok findes bogen - den er netop udkommet - men forfatteren er ikke ukendt. Hun er tværtimod en af litteraturhistoriens bedst sælgende forfattere. Hendes navn er J.K. Rowling, hun er kvinden bag de syv Harry Potter-bøger, der har solgt næsten en kvart milliard eksemplarer verden over og er blevet oversat til 73 sprog. Hun er en litterær verdensstjerne, hvis der nogensinde har været nogen. »The Casual Vacancy«, der udkommer på dansk 15. november med titlen »Den tomme plads«, kan simpelthen ikke læses uden bevidstheden om, hvem det er, der har skrevet den. Det eneste, man nok godt kan regne med, er, at hvis ikke det var netop J.K. Rowling, der stod bag, ville den enorme interesse, der allerede er blevet romanen til del, have været utænkelig.
TV: J.K. Rowling: Dejligt ingen vidste hvad jeg skrev på
Knivskarpt plot
Er det en god roman? Det er i hvert fald ikke nogen dårlig roman. »The Casual Vacancy« er rig på karakteristiske figurer, den har et plot, der går knivskarpt igennem, og den er fermt skrevet, skønt man næppe fornærmer forfatteren ved at sige, at den ikke har intentioner om at fremstå som stor litteratur. Snarere er der tale om en gang solid mainstream, hvor sproget er et instrument til at fortælle en historie, snarere end en udsøgt, æstetisk nydelse i sig selv.
Romanen fungerer på en solid pragmatisk måde. Men igen: Man kan ikke læse »The Casual Vancy« uden at medtænke Harry Potter. Forskellen på J.K. Rowling som voksenforfatter og J.K. Rowling som forfatter af en magisk fortælling for børn, unge og voksne er ikke til at komme udenom. Og for nu at starte et sted: Hvis man på nogen måde havde forestillet sig, at det univers, som udfoldes i Harry Potter-bøgernes blanding af det fantastisk, det groteske, det magiske og det morsomme, også ville være at finde i denne her roman, så kan man godt forestille sig om igen. Det er snarere som om, J. K. Rowling med »The Casual Vacancy« har villet gøre alt det, hun hverken ville eller kunne gøre i Harry Potter-bøgerne.
Sex og realisme
Tag bare sådan noget som sex! J.K. Rowling holder sig ikke tilbage for i detaljer at beskrive, hvordan og hvorfor et par af romanens unge mennesker falder i svime over hård porno på internettet. Andrew - en ung mand og en af romanens vigtige personer - fantaserer et andet sted over sin drømmepiges »mirakuløst ubevogtede vagina«. Der er mere af samme skuffe. Uskylden er væk. Det er realisme, det her, både på den ene og den anden måde, komplet med en ung kvinde, der skærer sig selv i armene med barberblade for at dulme sin mentale smerte, og en ung kvinde, der hen imod romanens slutning tager livet af sig selv med en overdosis narkotika. Og det er også en realisme, som måske kan overraske Harry Potter-fans, men som alligevel et eller andet sted rimer meget godt med det sociale engagement, som milliardæren J.K. Rowling er blevet kendt for.
Man fornemmer i hendes nye roman en foragt for snobberi, bedreviden, hykleri og klassetænkning, som kan forekomme overraskende hos en af verdens rigeste kvinder, men som giver mening, både når man tænker på, hvordan J.K. Rowling selv engang var en fattig enlig mor, der hutlede sig igennem, og når man tænker på, at Harry Potter-bøgerne jo også er fortællingen om en dreng, der må gå så grueligt meget igennem, inden alt ender godt.
Fortællingen om menneskene i Pagford er, set i det lys, den samme grundfortælling om det gode mod det onde. Men altså her blot i en helt anden form. Ikke særligt morsom, selv om forlagets foromtale kalder den »sort humoristisk«. Men i hvert fald velkonstrueret. En bog, der med sine mere end 500 sider giver sig meget god tid. Og også lidt for god tid.
I Harry Potter-bøgerne er der mennesker, der kaldes Mugglere. Disse Mugglere har ingen magiske evner. Mugglere er hverdagsmennesker. Mugglere er alle dem, der ikke, som Harry Potter og hans venner og fjender på og omkring Hogwarts Skole for Heksekunstner og Troldmandskab, har særlige magiske evner, og »The Casual Vacancy« er qua sin realisme udelukkende befolket af Mugglere. Holder J.K. Rowling af Mugglere? Vist ikke meget. I hvert fald er der en misantropi og en pessimisme at spore i »The Casual Vacancy«, som ikke findes i Harry Potter-bøgerne. Man griber sig i at tænke, at J.K. Rowling længes tilbage til det fantastiske univers, hun i sin tid skabte. Her er der ganske vist også meget godt og meget ondt. Det er slet ikke det. Men der er magien til forskel.
