Med gudfar på to hjul

Dy Plambecks roman »Gudfar« er en forrygende fortælling om fædre og børn, om autoriteter og oprør, om kærlighed, kubik og stor ensomhed.

Portræt af forfatteren Dy Plambeck i nærheden af hendes bolig på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dy Plambeck har en helt særlig sans for det enorme overskud af besynderlige og rørende fortællinger, der er en del af det helt almindelige, ualmindelige liv. Således også romanen »Gudfar«.

Plambeckfans mødte allerede »Gudfar« i forlaget Fingerprints lille skitse-udgivelse i 2009, men det var i sagens natur kun en smagsprøve. Romanens hovedperson, gudfar i mere end én forstand, hedder Uffe. Vi møder ham i romanens første del, 22 år gammel, på et bikerstævne. Året er 1976, og Uffes bukser er stivet af med lort og bræk. Fællesskabet i Spitfire har draget Uffe som en magnet, men også ødelagt det tætte forhold han havde til sin far Poul, som har opdraget ham alene.

Denne særlige morgen på festivalen 2wheels4ever, får Uffe en religiøs åbenbaring. Romanens anden del udspiller sig på cykelbanen i Ordrup i 1953 og fortæller Uffes fraværende mor, Tennas grusomme historie. Sidste del af romanen foregår i 2007, ved Holbæk, hvor 53-årige Uffe nu bor sammen med sin gamle mor, lever som murer (Guldmureren kalder han sig) og jævn fusker, og er blevet gudfar til naboens datter Petring (betegnelsen for en kvart mursten).

Især romanens første og sidste del handler om forholdet mellem forældre og børn. Forhold bygget på stor kærlighed og offervillighed fra de voksnes side, men som dermed også implicit rummer forventninger, som ikke kan forenes med et ungt menneskes behov for at vælge selv. Uffes valg af bikerlivet i Spitfire bevirker, at hans far frasiger sig ham. Og da Petring vælger sit ungdomsliv blandt bz´ere på Nørrebro, opfører Uffe sig præcis som sin far (og så alligevel heldigvis ikke.). Kærlige relationer er også magtrelationer. Dy Plambeck kan som få forvandle et formodentligt stort researchmateriale til noget, der virker så legende let fortalt. Man mærker, at hun ikke har dagsordener, men fortæller med stor accept af alle de forskellige eksistenser. Især første dels far-søn historie griber i sin helt egen udfoldelse af det arketypiske tema.

Jeg kunne ønske, at Plambeck i højere grad var blevet hos Uffe (måske havde skilt midterdelen ud som selvstændig roman), og ladet os komme lidt tættere på ham. Der er mange store historier på de, suk, alt for hurtigt læste 176 sider, som i den grad efterlader læseren med lyst til mere! Og tror nogen, at kvindelige forfattere kun kan læses af kvinder, så er Dy Plambeck virkelig beviset på det modsatte.