Med Gud på diskotek

Ny bog gendigter bibelfortællingerne genialt morsomt, så man må slippe sine vaneprægede tanker om, hvad sådan én er.

Fra Jens Blendstrups og Mette Marcussens »Ustyrlige sønner«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen

Der var engang, hvor virkeligheden stod en smule på klem. Vor Herre gik rundt i sit mørkekammer og skabte fantastiske og mærkelige ting - og fortalte historier. Men en dag trængte han til en pause, så Gud tog på diskotek …

Omtrent sådan begynder Jens Blendstrup sin nye bog, »Ustyrlige sønner«: Med en syret gendigtning af en lige så syret gammeltestamentlig fortælling: Samuelsbogens tragiske historie om kong Davids sønner. En af de fortællinger, ingen kunne drømme om at sætte ind i en børnebibel!

Se, når noget grotesk skal genfortælles, skal man gøre det modsatte af, hvad man egentlig troede. Det nytter nemlig ikke at forsøge at glatte det krøllede ud. Det skal i stedet vendes i tanker og billeder, der selv er langt nok ude til at kunne spejle tilværelsens grumme og ru flader, så man mærker, at man ikke er den eneste, der har en smule kvaler med at forstå, hvad livet egentlig har gang i.

I titelfortællingen, »Ustyrlige sønner«, begærer kongesønnen Amnon på det grusomste sin søster, Tamar - han voldtager hende, netop som hun moderligt serverer de kager for ham, som han har luret hende til at bage i hans eget hus under påskud af at være syg.

Amnons begær erstattes derefter af afsky, og han smider sin stakkels, vanærede søster på porten. Da kong David ikke nænner at straffe sønnen for hans ugerning, gør Tamars bror Absalom det selv, og det hele ender i et oprør af gigantiske dimensioner mod kong David. Et af den slags der selvfølgelig ender i gråd, blod og smerte.

Biblen

Det var den ultrakorte version af en historie, der er så absurd, at en ganske enkel rentegning af den i sig selv ville få mange til at ryste på hovedet og mene, at noget sådant da ikke står i selveste Bibelen.

Men det gør det. Og mens vi i alt for mange år er blevet spist af med kun at få de fotogene bibelfortællinger serveret, dem med en tydelig pointe og let tilgængelig morale, er det befriende at stille skarpt på, hvad Bibelen også gemmer af mærkeligheder – især når det gøres med en så vanvittigt morsom og genial evne til at gennemlyse det groteske, som både Jens Blendstrup og tegneren Mette Marcussen præsterer her.

Ud over den åbenlyse læseoplevelse, »Ustyrlige sønner« er, med tegninger og ord smeltet sammen til en kakofoni af vild musik, så er bogen også vigtig i en anden henseende.

Den stiller nemlig skarpt på den kendsgerning, at Bibelen ikke er et dokument, dumpet direkte ned til os fra Vor Herre, men i stedet et broget og blandet skrift, ja, et sandt bibliotek af fortællinger, der har hver sit udgangspunkt og hver sin baggrund – politisk såvel som religiøst. Det gør ikke Bibelen mindre værd, at det forholder sig sådan – tværtimod.

I Jens Blendstrups gendigtning tvinges læseren til at slippe sine egne vaneprægede tanker om, hvad en bibelfortælling er. Og selv om pointen ikke umiddelbart står klippet skarpt op i fårepels, for nu at bruge et af bogens yndlingsmotiver, så er denne rablende skøre gendigtning af en bizar bibelsk familiefejde ikke uden refleksive pointer:

- Sådan David, sagde han (Gud) og gabte. Du klarede vel nok den sag med dine børn til UG med slange.

- Gid du dog snart ville lade mennesker være mennesker, sagde David til sin Herre.

- Kommer tid, kommer råd, sagde Gud.

Titel: Ustyrlige sønner. Forfatter: Jens Blendstrup. Illustrationer: Mette Marcussen. Sider: 84. Pris: 268. Forlag: Eksistensen.