I sidste fjerdedel af 1700-tallet hærgede »radesygen« voldsomt i Norge. En pestlignende epidemi, hvis ofre hentæredes af stinkende sorte sårdannelser, feberanfald og åbne kødsår, hvor kødet gradvis falder af kroppen og efterlader patienterne som levende ådsler.

Det er den tilstand, den norske forfatter og litteraturkritiker Gaute Heivoll skildrer under dæk i 1775, da et dusin patienter med sejlskib fragtes til Kong Frederiks Hospital i København til behandling. Oddsene er ikke gode, og undervejs sys der ligposer og holdes andagt, når de frafaldne lempes ud over rælingen.

Med på skibet er en ti-årig pige og hendes far, der har forladt gården derhjemme efter storesøster og mors død af radesygen. Pigen har sygdommen, og det er faderens opgave at bringe datteren til hospitalet og gerne kureret hjem til Norge. En blind olding, en syg kvinde med et spædbarn og andre ilde tilredte opholder sig sammen med den lille familie i den beklumrede kahyt, hvor vandtønden skvulper om kap med suppegryden i stormen.

Og det er her, dramaet udspiller sig i skiftende faser af optimisme og håbløshed, når feberanfaldene og de åbne sår blottes under forbindingerne. En diskret tysk læge tilser lejlighedsvis og samvittighedsfuldt patienterne, skifter forbinding, drypper kviksølv i de åbne sår og absenterer sig lige så fåmælt, som han dukkede op.

I dette henrådnende inferno opstår der en ekstrem lavmælt dialog og fortrolighed mellem den pligttro far og den hensygnende datter, en dialog, som er romanens bærende princip:

»Hvor længe skal vi blive her? Spurgte pigen. Det ved jeg ikke. Hvorfor blæser det ikke? Han sagde ikke noget. Jeg vil hjem, sagde hun. Ja, svarede han. Det ved jeg godt. Hun lå stille længe. Men det kan vi ikke? Sagde hun pludselig. Nej, sagde han. Det kan vi ikke.«

Ligger patetiske forfatterfristelser lige for, så undgår Heivoll i sin intime skildring af forholdet det behændigt med sin indirekte skildring af angsten, usikkerheden, den truende mistillid og håbløsheden gennem denne spinkle og sprøde dialog at falde for alle oplagte fristelser.

I sin sproglige stringens hyller han hemmelighederne ind mellem far og datter, så kun læseren bliver fortrolig medvidende. Undervejs på rejsen slagter faderen et får, og han knuger en skibsnagle i hånden så heftigt, at det stigmatiserende sår måske giver adgang for den forfærdelige smitte.

Der er langt mellem romaner, der i den grad formår at svøbe hele sit projekt i det sprogligt underforståede og ufortalte, og lade en voldsom og dramatisk skæbnehandling klinge i den uforbeholdne tillid og kærlighed mellem en nærmest handlingslammet far og hans dødssyge, men ubetinget tillidsfulde datter. Det er stort, upatetisk og samtidig dybt bevægende på den ægte måde. BForfatter: Gaute Heivoll Titel: »Kongens hjerte« Oversætter: Camilla Christensen Sider: 207 Pris: 250 kr. Forlag: Samleren

Gaute Heivoll (f. 1978) har skrevet romaner, børnebøger, noveller og lyrik. I 2011 fik han sit internationale og prisbelønnede gennembrud med romanen »Før jeg brænder ned«. Han har studeret litteratur på universitetet i Oslo og underviser selv på kreative skrivekurser i Norge og Frankrig. Ved siden af forfatterskabet fungerer han som litteraturkritiker.