Her er en roman der rækker fortroligt ud mod læseren med noget på forsiden, der meget overbevisende ligner en kaffeplet og ringen fra en kop. Kaffepletten og mærkerne efter koppen er vigtige. De sender hilsner fra hverdagen og det nære personlige liv, som også er udgangspunktet for mange dagbogsskriverier. En kaffekop er blevet stillet til side, og noget af dens indhold er ved et uheld spildt på bogen, der har ligget fremme efter de seneste optegnelser.
»Endnu ikke« er Vibeke Grønfeldts bemærkelsesværdige tilføjelse til den række dagbogsromaner, der trækker sit særlige danske spor af betroelser og bekendelser op gennem tiden, fra klassikere som Steen Steensen Blichers »Brudstykker af en landsbydegns dagbog« og Søren Kierkegaards »Forførerens dagbog« frem til for eksempel de senere års »Vera Winkelvir« af Kirsten Hammann eller måske Henriette Linds »Nynnes dagbog«.
Med sin nye roman demonstrerer Vibeke Grønfeldt portrætkunst på flere planer. I det store format udfolder dagbogsromanen historien om den særegne, næsten mytiske, på samme tid ensomme og stærke kvindeskikkelse Elvine Brink, og samtidig er bogen et portræt, der indrammer en hel række funklende miniatureportrætter, hurtige, præcise persontegninger, der nok kan begrunde en henvisning i forbifarten til den græske videnskabsmand og filosof Theofrasts klassiske værk »Mennesketyper«.
Dagbogsskribenten hos Vibeke Grønfeldt hedder Elvine Brink, og de mørke toner dominerer i hendes optegnelser, der brik for brik føjer sig sammen til et nærgående portræt, helt i de litterære dagbogsskriveriers tradition.
Elvine er enegængeren, der livet igennem konsekvent har trukket sig i forholdet til andre mennesker, fra barndommens lege- og klassekammerater til voksenalderen gamle bekendte, som hun tilfældigt løber ind i på gaden eller udveksler bemærkninger med over supermarkedets kummefryser. Et »nej tak« er hendes nærmest obligatoriske svar på invitationer.
En livshistorie
»Endnu ikke« er en roman om det uindfriede eller afviste liv. Ensomheden, depressionen og tankerne om døden ligger på spring på dagbogssiderne, og den første sætning i bogen slår temmelig kategorisk en tone og stemning af livslang venten og længsel an: »Min tid kom ikke«.
Og så er det alligevel ikke helt sådan romanen er. En stor sproglig oplagthed ophæver alle tilløbene til gråhed i livshistorien. Dagbogsformen åbner for en slags frihed i anden potens. Som Elvine Brink i den fiktive dagbog kan bevæge sig mellem brudstykker af erindringer fra barndom, ungdom og voksenliv og de helt umiddelbare og dagsaktuelle optegnelser, sådan opnår Vibeke Grønfeldt med sit valg af dagbogsromanens form en maksimal frihed til at blande de litterære kort og aktiverer de mange forskellige facetter af sin skrivekunst. Sørgelighed og munterhed mødes.
Skildringen af mødet med en gammel veninde på en fortovscafé står side om side med billederne fra ungdomstidens udskejelser eller de småfilosoferende betragtninger og kommentarer til tidsånden og det politiske liv, som det spejles i TV og aviser. Henvisningerne til læseoplevelser skifter med de sanseskarpe, knappe glimt af vejr og liv i naturen. Sørgmodigheden og registreringen af livet, der går forbi, er indbygget:
»Endnu en tulipantid er forbi. Slut. De gule, de røde, de hvide … væk, mens jeg ventede på dem.«
At samle bogens mange portrætskitser til et billede af et sted i den danske provins, hvor alle kender hinanden og mulighederne for de unge er få, er en bedrift. Vibeke Grønfeldts forfatterskab har fra starten for 40 år siden været forankret i provinsens miljøer, og hun er den eminente beskriver af modernitetens og de nye livsformers underminering af de gamle værdier og dyder, sådan som Elvine lærte dem i sin barndom: »Den lære, jeg drog, var, at jeg skyldte de andre … først og sidst min mor og bedstemor, at være duelig… en vellykket person.«
Med sin dagbogsforfatter som talerør kan Vibeke Grønfeldt uden idealisering af fortiden veloplagt svinge den satiriske sprogpisk over forskellige sider af et moderne samfundsforfald, fra den forbrugerisme, der sættes på spidsen med lanceringen af købefamilier, hvor mødre og fædre, bedstemødre og søskende bliver en slags eftertragtede handelsvarer, til sundhedsvæsenet, hvor patienterne bliver væk i et helvede af fejlregistreringer og rigide procedureregler.
Springene fra den skarpe humor til de depressionsgrå klange og skiftene mellem mytiske træk og ren hverdagsrealisme er sider af den frihed, dagbogsromanens form giver Vibeke Grønfeldt. Tonen spænder fra de dystre antydninger af overgreb i en tåget fortid og de gådefulde eller uhyggelige detaljer i livshistorien til den indtagende, næsten Bulderby-agtige idyl i skildringen af livet i slagtermester-villaen.
Mangfoldigheden og den sproglige rigdom er stor. At samle de mange spredte optegnelser, persontegninger og stumper af en livshistorie til en helhed, hvor både kvindeportrættet og signalementet af et stykke Danmark overbeviser, er suveræn fortællekunst. Med »Endnu ikke« har Vibeke Grønfeldt meldt sig ind i dagbogsromanernes mesterklasse.
Titel: Endnu ikke. Forfatter: Vibeke Grønfeldt. Sider: 368. Pris: 300 kr. Forlag: Samleren
