Massemorderen Mao

Maos regime myrdede millioner af kinesere og fremkaldte med vilje hungersnød, konkluderer Frank Dikötter i bogen »Maos store hungersnød«, der giver et chokerende indtryk af tragediens omfang.

35 år efter hans død består kulten om formand Mao i Kina – så da kineserne i september fejrede nationaldag, måtte arbejdere i Beijing have kranen i sving for at få et slidt kæmpeportræt af Mao skiftet ud. Fold sammen
Læs mere

Nazismen er fordømt som moralsk ondskab. Med Mao og hans kommunisme var vi endnu for få år siden mere usikre. Den tvivl bør være ovre nu med Frank Dikötters bog »Maos store hungersnød«.

For ganske få årtier siden var Mao et stort hit herhjemme. Dagbladet Information kørte hyldetsartikler om ham, og der blev talt positivt om ham og Kina-kommunismen på landets skoler og universiteter. De senere år er der blevet gjort op med det meste. Det startede herhjemme med bl.a. Jung Chans og John Haliays biografi om Mao fra 2005.

Nu foreligger den hollandske historiker Frank Dikötters vigtige nye bog »Maos store hungersnød«.

Den er vigtig, fordi Dikötter har overvældende kildemateriale til at dokumentere, at Mao og hans venner med vilje fremkaldte den hungersnød, der fra 1958 til 1962 slog godt 45 millioner mennesker ihjel. I kinesisk historie er denne katastrofe blevet overskygget af andre tragiske perioder som f.eks. Kulturrevolutionen, der fulgte efter.

Kannibalisme i sultens rige

Frank Dikötter bruger kinesiske lokalarkiver til at vise, at katastrofens omfang var større, end hvad man tidligere regnede med.

Mao fremtvang en industrialisering, der fik landbruget til at kollapse, hvorefter millioner af mennesker døde af sult og af regimets overgreb. I detaljer får vi disse menneskers skæbner beskrevet gennem samtidige kinesiske kilder. Regimet brugte ekstrem vold over for bønder og arbejdere. Mens sulten blev forværret, greb kineserne både til at spise hinanden og æde mudder.

Formand Mao var fuldkommen ligeglad med sit folks vilkår og ofre. En total menneskelig kynisme gennemtrængte det kommunistiske parti. Man kan godt diskutere antallet af myrdede og sultofre. Man kan også diskutere om Maos magtudøvelse er hele forklaringen, eller om andre årsager burde være fremhævet mere. Men i det store hele er Frank Dikötters bog pålidelig og afdækningen af Maos totale foragt for menneskeliv veldokumenteret.

Frank Dikötters bog kommer hertil med en række internationale priser. Det er prisvædigt dagbladet Informations forlag, der har udgivet bogen og dermed råder en smule bod på det gamle dagblads grumme maoistiske medløberfortid, for avisen selv har været fod-slæbende i sit opgør med sin fortid.

Kina hylder stadig massemorderen

Hvis man tror, at vi er ude over den moralske debat om Hitler, Stalin og Mao, så må man tro om. Hvor enhver omtale af Hitler omhyggelig studeres og moralsk vurderes, så kan man stadig slippe af sted med at forsøge at vaske Mao renere og beskrive både Jung Chans og Dikötters beskrivelse af Mao som sort/hvid karikaturtegning. Det viser, at Maos gerninger slet ikke på samme måde som Hitlers har gjort indtryk på os i Europa.

Denne moralske relativisme i Europa svarer ganske til stemningen i Kina, hvor 70 procent af befolkningen stadig mener, at Mao var god.

Kina hylder stadig massemorderen Mao, og regimets legitimitet hænger stadig sammen med Maos magtudøvelse gennem flere generationer. Frank Dikötters bog er en helt nødvendig for at bekæmpe denne ahistoriske tilstand og moralske relativisme.