Martin Hall er fuld af vås

»Vægtløs mand under truende sky« Martin Hall er lige så talentløs som forfatter, som de håbefulde unge, han dømte ude i 'Talent 2008', mener vores anmelder.

Foto: Claus Bjørn Larsen

Martin Hall opfatter sig selv som en skønånd med et skarpt blik for tidens dårskab. Sandheden er bare en anden, hvilket han tidligere på året viste i »Infodemens«, der var et sammenrend af ligegyldige tekster, og nu viser i »Vægtløs mand under truende sky«, som er dagbogsnotater fra DR1s Talent 08, hvor han var en af de tre dommere.

Her føjer Hall referater fra optagelserne til overfladiske tanker om tiden, og blander det hele op med en overdreven omgang forfatter-namedropping. Det er stygt nok i sig selv, men direkte pinligt er det, når han puster sig op og påstår, at bogen er et »socialt eksperiment i varietéteaterets skygge«. Suk.

Måske skulle Hall bare erkende, at han ikke er meget bedre end de optrædende i showet, han skriver så nedladende om. Dem, der vil være kendt for enhver pris – uden at have skyggen af talent.