Martin Amis skriver om vejen til helvede

»Brun sne« er en uafrystelig roman om holocaust.

Auschwitz. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kacper Pempel
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Europas nulpunkt var ombringelsen af de seks millioner jøder.

Den britiske forfatter Martin Amis’ roman »Brun sne« er en skæbnefortælling om dette, fortalt gennem tre personer: Kz-lejr-kommandanten, den jødiske leder af en Sonderkommando, der stod for at føre Europas jøder fra toget og direkte i gaskamrene uden optøjer, og en broget medløber med strejf af samvittighed.

Når sneen blev brun, var det, fordi krematorierne brændte uafladeligt og farvede sneen.

Sonderkommando-lederen sammenligner kz-lejren med et spejl, der ikke viser ens spejlbillede, men sjælen. Med dén afgørende forskel, at i kz-lejren kan man ikke kigge bort. Defor ser den, der læser »Brun sne«, direkte ind i hovedpersonerne, der har hver sin sproglige idiosynkrasi og hver sit (selv)bedrag. Og grumt er det. Tre helt forskellige jegfortællere, der hver iagttager på deres måde.

Der er kz-lejr-kommandanten, Paul Doll, der, i hvad der, uden at det siges direkte, tager sig ud som Auschwitz, tager imod Europas jøder, når de kommer med særtog. Personligheden hos denne Doll, hvis maskinelt-rationelle tilgang til holocaust, hvor alle elementer i mordmaskinen brydes ned i tal, opløses for øjnene af læseren. Ondskabens banalitet i renkultur.

Brutaliteten rykker tæt på familien, herunder hustruen Hannah, der bliver det erotiske omdrejningspunkt for den anden jeg-fortæller, Obersturmführer Angelus (Golo) Thomsen. Han er tusindårsrigets blonde bestie, en højtuddannet skørtejæger, der er blevet sat til at opbygge et kæmpe industrikombinat, der ved hjælp af slavearbejdskraft skal producere syntetisk gummi til krigsindsatsen.

Denne Thomsen – nevø af Martin Bormann, én af Hitlers nærmeste håndlangere, som også skildres – lyver, akkurat som kommandanten, for sig selv, passiv medløber som han er, men samvittighedens stemme banker på. Tvetydig forbliver han.

Og der er den polske jøde Szmul med de døde øjne, der har set alt, »når sjælen er borte, er også øjnene tomme«. Szmul beretter i en barberet prosa, et vidnesbyrd, der er skrevet til eftertiden, en tom sjæl er han netop ikke. Eneste udvej i lejrene er døden, vejen til helvede går gennem porten.

Kan man digte om holocaust?

Tilbage står spørgsmålet, om man kan leve videre efter holocaust? Det giver »Brun sne« også et bud på, for hvordan skulle den tyske nation dog rejse sig i årene efter? Det var svært at se, men datidens generation rejste sig, da først nogle af forbryderne havde fået deres straf.

65-årige Martin Amis er misantrop, han har tidligere beskæftiget sig med den grumme fortid, i bøger om Gulag og om Stalintiden.

Tidligere var han herhjemme mest kendt for kyniske, ofte groteske og satiriske noveller og romaner om krumspring og sidespring, sex, litteratur og magt, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. En del af forfatterskabet har også handlet om at frigøre sig fra faren, Kingsley Amis, der var en fremtrædende venstreintellektuel kritiker og forfatter, i en periode ligefrem stalinist.

At undgå at lave en pastiche, en kliché, oven på de overlevende vidner, hvis vidnesbyrd og kunstneriske bearbejdelse vi kender, er opgaven, når det handler om holocaust.

Den tyske filosof Theodor W. Adorno mente, at det var barbarisk at digte efter holocaust, alligevel har vi de overlevendes forsøg: Digte som »Sort mælk« af Paul Celan, der tidligere i år kom på dansk i en ny udgave, romaner af Primo Levi, Imre Kertesz, Jorge Semprun og 86-årige Elie Wiesel. Hver især har de lagt alen til vores forsøg på at fatte det ufattelige.

Heroverfor har vi set de seneste års vellykkede værker af langt yngre forfattere, der lader bøddelens (selv)bedrageriske blik være et fortællerperspektiv, der efterlader et akkurat lige så sjælsrystende indtryk.

Martin Amis føjer sig her til nyere romaner som »De velvillige« af fransk-amerikanske Jonathan Littell (f. 1967) og »Dødszoner« af danske Simon Pasternak (f. 1971).

»Brun sne« er en af de stærkeste, mest helstøbte læseoplevelser, der tænkes kan, og et comeback for Martin Amis som romanforfatter. Med en så overvældende prosa, skrevet oven på minutiøs kildebrug, får han rekonstrueret kz-lejrene, det store øde, vejen til helvede, så læseren efterlades lamslået.

Titel: Brun sne. Forfatter: Martin Amis. Oversætter: Nina Brenøe. Sider: 360. Pris: 349 kr. Forlag: Tiderne skifter.