Mann var den store ironiker

Internationalt anerkendt forsker fuldbyrder et langt livs arbejde med forfatteren og nobelpristageren Thomas Mann.

Børge Kristiansen: "Thomas Mann - Digtning og tankeverden" Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe nogen tysk forfatter har i det tyvende århundrede haft større betydning for europæisk kultur og litteratur end nobelpristageren Thomas Mann (1875-1955).

Mann var heller ikke selv beskeden: »Hvor jeg er, er tysk kultur«, sagde han – med nogen ret. Som forfatter til et hav af romaner, noveller, essays og taler er Mann blevet kanoniseret som den afbalancerede humanist, der talte for demokratiet imod nazisme og fascisme.

Det er denne opbyggelige fortælling, som professor emeritus Børge Kristiansen har sat sig for at korrigere med sin mursten af en afhandling om den store tysker. Mann bekendte sig i sine politiske essays ganske vist til den demokratiske humanisme, men »det er for godt til at være sandt«, som en kritiker engang skrev, i øvrigt med Manns tilslutning. For alle disse gode intentioner blev undermineret i de fiktive værker, som er det centrale i forfatterskabet. Værkerne er nemlig klogere end forfatteren.

Det skal ikke forstås sådan, at Mann var anti-demokrat i Kristiansens læsning. Manns præmis er netop ironien, der gør alle ideologier uforpligtende og afføder en livsholdning, der holder samtlige udsagn svævende i den rene muligheds kategori. Den historiske baggrund er værdiopløsningen, der afføder »meningsformørkelse«: Med tabet af de absolutte, kristne trossandheder efterlades mennesket i den agnostiske, »håbløse uvidenheds bevidsthed«. I denne gådefulde tærskelsituation hersker der udelukkende frihed fra alle bindinger.

Ud af den velmenende humanisme

Med denne betoning af åbenheden i Manns værker lykkes det for Kristiansen at redde forfatterskabet ud af den velmenende humanisme, som en opbyggelig læsning truer med at spærre det inde i. Det medfører ganske vist en stærk livsfilosofisk pessimisme, men frisætter også en radikalitet, som er eksistentielt gribende. Man går ikke fra Manns værker – og for så vidt heller ikke fra Kristiansens bog – uden at blive påvirket, ja, til tider decideret rystet.

Kristiansen påviser den grundlæggende ironi i Manns forfatterskab igennem læsninger af en lang række værker. Det gælder især den mesterlige novelle, »Døden i Venedig«, fra 1912 og den lige så fremragende roman, »Trolddomsbjerget«, fra 1924. Kristiansens metode er den tekstanalytiske nærlæsning, der har sans for ledemotiver og udmærker sig ved at søge betydninger i værkerne selv.

Ifølge Kristiansen og den metode, han støtter sig til, er biografiske oplysninger om forfatterens homoseksualitet mest udenomssnak, og forfatterens intention er en kilde til fejllæsning.

Tilsvarende er kildekritikken, der efterviser påvirkninger fra andre forfattere, udtryk for en overfladisk læsning, der som regel fører bort fra værkerne, ikke ind i dem. Tekstanalysen er derimod Kristiansens bidrag til litteraturvidenskaben, og man kan kun håbe, at denne frugtbare metode vil vinde indpas.

Kaos raserer fornuftens forsvarsværker

De tyske filosoffer Schopenhauer og Nietzsche leverer den tænkning, som udgør den metafysiske ramme om Kristiansens fortolkning af Manns værker. Det er ideen om, at de dybe livskræfter gang på gang smadrer den borgerlige anstændigheds former. Kaos bryder før eller siden igennem og raserer fornuftens forsvarsværker i kraft af seksuelle udskejelser, vold, sygdom og i sidste instans død. Kristiansen tolker således Mann som en vitalistisk forfatter, hvor »livet« overtrumfer »ånden«. Men livet fører altid til undergang; intet sted findes der forløsning af nogen blivende art for alle de ulykkelige, rådvilde og tragiske skikkelser, der får kød og blod i Manns store forfatterskab.

Med »Thomas Mann – Digtning og tankeverden« har Kristiansen skrevet en lærd bog, der indgående behandler ikke blot nogle af Manns væsentligste værker, men også den enorme sekundære litteratur. Med det omfattende noteapparat fylder bogen langt over 600 tætskrevne sider.

Alene af den grund er det urimeligt at forlange, at forfatteren skulle have inddraget flere værker, end han allerede gør. Men man savner alligevel en anden disponering af stoffet. Når nu bogen kredser om Manns grundmotiv, som det kaldes, nemlig åndens afmagt over for livet, hvorfor bliver det store, sene værk, »Doktor Faustus«, fra 1947 så kun nødtørftigt behandlet?

Romanen står som forfatterskabets mest konsekvent gennemførte sprængning af den humanisme, som Mann blev forbundet med og – nødtvunget – selv forbandt sig med. I romanen forenes vitalisme, tragik og dæmoni i en storladen undergangsfortælling.

Skyldes udeladelsen, at ironien her er nedtonet?

Til trods herfor har Børge Kristiansen fuldbyrdet et langt livs intenst arbejde med Thomas Mann ved at udgive det grundigste og – tør man sige det? – dybeste værk på dansk om den store tyske ironiker.

Forfatter: Børge Kristiansen. Titel: »Thomas Mann – Digtning og tankeverden«.

Sider: 651. Pris: 399,95. Forlag: Rosenkilde & Bahnhof.