Manden uden egenskaber

Diego Maranis »Ny finsk grammatik« er en svimlende fortælling om identitet, historie og sprog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle romantitler forsøger at fange læserens opmærksomhed med drama og store bogstaver. Andre, og det er som regel de bedste, vækker interesse på mere subtile måder. Som nu »Ny finsk grammatik«, der er så biblioteksgrå og fagbogstør, at den bliver interessant og må åbnes, må læses.

Det viser sig at være en rigtig beslutning, for Diego Maranis debutroman er en oplevelse på mange planer.

Men først et rids af den i grunden ret kulørte historie om en mand, der i 1943 findes bevidstløs på kajen i den italienske by Trieste. Pietri Friari, der er læge på et tysk hospitalsskib, tager mod ham og forsøger efter bedste evne at hjælpe. Men, viser det sig, patienten har tabt hukommelsen og har hverken pas eller andre papirer på sig, som kan slå fast, hvem han er. Det eneste, der er at gå efter, er mærket i mandens sejlerfrakke, hvor der står »Sampo Karjalainen«.

Lægen slutter på baggrund af de to ord, at det forslåede menneske må være finsk og konstruerer alene ud fra dette en identitet til manden, der også begynder at lære finsk. Det fortsætter han med i Helskinki, hvor lægen sender ham til. I landet hvor han er født, vil han kunne genfinde sig selv, synes rationalet at være.

Som en anden Kasper Hauser ankommer manden – sprog- og forudsætningsløs – til den finske hovedstad, hvor en pastor overtager undervisningen i finsk. Et komplekst og uigennemskueligt sprog, der ikke uden videre afgiver sin hemmelighed. Præcis som mandens fortid.

Her er vi så tilbage ved romanens forskellige planer. Det ene er den ydre historie, som er fundamentalt interessant, og mandens jagt på sig selv er hele vejen igennem både trist og fascinerende.

På et andet mere filosofisk plan er »Ny finsk grammatik« en anskueliggørelse af, hvad det vil sige at være menneske. Uden hukommelse, uden fortid, er vi fortabte. Eller som manden formulerer det: »Min hjerne var et skib, der havde fået trosserne sprængt af stormen.«

Endelig, men ikke mindst, er »Ny finsk grammatik« en fortælling om sprog. Om, hvordan ordene og sætningerne er stedet, hvor fortællingen om os selv bliver til, og om hvordan det er via sproget, vi kommer i kontakt med vort lands historie, som igen er et spejl af os selv.

Derfor forsøger manden også at læse »Kalevala« – den finske samling af sange, myter og sagaer.

Hvordan »Ny finsk grammatik« ender, og hvordan det går manden uden fortid, skal ikke røbes her. Men svimlende er det, og ikke mindst i de passager, hvor doktor Friari i kursiv kommenterer mandens historie, som lægen efter krigen har fundet i manuskriptform.

Ja, det er kompliceret, men aldrig fortænkt, og som læser fornemmer man hele tiden, at Diego Marani har styr på alle tråde og planer.

Den sindrige komposition og hele spørgsmålet om, hvad et menneske er, og hvordan det kan fortælles, kan minde om norske Jan Kjærstad eller canadiske Michael Ondaatje og hans »Den engelske patient«.

Men italienske Diego Marani – der til daglig arbejder som rådgiver i Europakommissionen – har nu også sin egen stemme og stil, og måden han skriver om og som en mand uden hukommelse i 1940erne er overbevisende, ja, indimellem sublim.

Hvem: Diego Marani

Hvad: Ny finsk grammatik

Sider: 201

Pris: 150 kr.

Forlag: Jensen & Dalgaard.