Manden på podiet

Bog: »Grosse dirigenten« Dirigenter kan være tyranner. Dirigenter kan være demokrater. Dirigenter kan være lige, hvad det skal være. Bare der kommer god musik ud af indsatsen. Wolfgang Schreiber har med grundighed beskrevet alle de væsentligste af dem i bogen »Grosse D

Dirigent Herbert von Karajan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Der er aldrig kommet en node ud af en taktstok.

Det er nemlig med dirigenter, som det engang var med børn i pæne familier: De skal ses, men ikke høres. Til gengæld har de masser at skulle have sagt. Modsat børnene.

Men hvad er så dirigentens »instrument«? Det er selvfølgelig hele symfoniorkestret! Musikerne laver lydene. Dirigentens bidrag er at forme musikken ved hjælp af hændernes gestik, øjnenes udtryk og kroppens gestik, og ofte – men ikke altid – med en taktstok i højre hånd. Hvis han (det er som oftest en han!) kan sit kram, sætter han sit helt eget præg på det klingende resultat, og hvis han tilhører eliten, gør han det så umisforståeligt, at man med bind for øjnene kan høre, at det er ham, og ingen andre, der dirigerer.

Deri består magien. Deri bunder også den fascination, som dirigenter gennem tiden har udøvet på klassiske musiklyttere, og som har gjort de store dirigenter til den klassiske musikverdens mest fejrede og forkætrede personligheder. De bedste af dem bliver man aldrig færdig med, og hvis man vil danne sig et overblik over de betydeligste, både blandt de levende og blandt de døde, er den tyske publicist og musikkyndige Wolfgang Schreiber manden, der kan levere varen. Det er ham, der med bogen »Grosse Dirigenten« har begået den grundigste monografi i flere årtier om dirigentpodiets største stjerner, og nu er den velskrevne og informative bog udkommet i en aktualiseret udgave. Nye og gamle lyttere kan godt begynde her. Og lad os begynde med en af de yngre dirigenter, Simon Rattle, for Wolfgang Schreiber går heller ikke selv kronologisk til værks, og Sir Simon er indbegrebet af en nutidig orkesterleder.

Det sidste store fake-job
»Det sidste store fake-job,« kaldte han selv dirigenthvervet, da denne artikels forfatter for et par år siden mødte ham i Wien. Simon Rattle, der er en mester udi sympatisk-ironisk veltalenhed, kunne ikke dy sig for at påpege det tilsyneladende paradoksale i, at en musiker, der ikke giver en lyd fra sig, alligevel regnes for så vigtig. Men i udsagnet lå der nok også en vis ydmyghed over for den mageløse opgave, det er at skulle fortælle 100 ekstremt højtuddannede musikere, hvordan de skal spille. Simon Rattle er nemlig en moderne tænkende musiker. Hans temperament og hele livsindstilling er ikke til at spille rollen som autoritær maestro, der leder tropperne med hård hånd. Han er snarere et menneske, der gerne vil optræde som den første blandt ligemænd. Som den, der leder og inspirerer og modtager impulser og giver dem tilbage igen. Og denne side af Simon Rattles væsen og virke har Wolfgang Schreiber naturligvis blik for. Ligesom han har blik for, at det ikke kun er Simon Rattle – siden 2002 chef for Berliner Philharmonikerne – der dirigerer i overensstemmelse med en ny tids demokratiske idealer.

Fremsynethed, i enhver forstand, kendetegner også en anden fremragende dirigent, amerikaneren Kent Nagano, der siden 2006 har været musikchef på Bayerische Staatsoper. Dels er han en mand, der – som Simon Rattle – insisterer på koncertprogrammer, som med deres utraditionelle sammenstilling af kendt og ukendt, gammelt og nyt, kan kaldes traditionsopløsende, men som også kan ses som en naturlig respons på, at vi lever i nutiden. Dels strækker de demokratiske idealer sig hos både en Rattle og en Nagano meget videre end til »blot« musikken, og hvordan man spiller den. Hvordan – spørger disse dirigenter – ter man sig i en verden, hvor økonomisk logik og almindelig markedsgørelse kommer på tværs af den ideelle stræben? Hvad gør man, når de europæiske værdier, som den store klassiske musik er et klingende udtryk for, på mere end én måde er trængt af både det ene og det andet?

Sådan kan dirigenter også være, bredt tænkende, humanistisk indstillede kunstnere, for hvem sagen er vigtigere end egoet. Og så meget mere interessant er det i den forbindelse at blive mindet om en diktatorisk type som østrigeren Herbert von Karajan, om hvem en anden stor dirigent, Wilhelm Furtwängler, engang sagde, at den musik, han lavede, var som hollandske tulipaner: Fuld af farver, men uden duft.

Grænseløs jalousi
Nu var Furtwängler ikke just objektiv, al den stund han, som Wolfgang Schreiber beskriver det, var grænseløs jaloux på den unge opkomling, der i 1936 fik prædikatet »Das Wunder Karajan.« Østrigeren havde gjort kometkarriere, og det gik op og op og op stort set hele tiden. Selv om han blev meldt ind i nazipartiet hele to gange og var en førende kraft i den musikalske legitimering af Hitlers rædselsregime, slap han ud af Anden Verdenskrig uden væsentlige skrammer, og han endte som Europas – ja, hele verdens – dominerende klassiske musikskikkelse. På én gang magtmenneske, entreprenør, musiker og supermand med hang til hurtige biler, speedbåde og privatfly. Wolfgang Schreiber har blik for mandens storhed som dirigent, hans enestående klangkultur, hans fænomenale evne til at få det bedste ud af sine orkestre, som han stod der, ofte med lukkede øjne, og dirigerede med nøje afmålte bevægelser. Men at hans slags ikke findes længere, er det vist ikke kun Wolfgang Schreiber, der er lettet over, og mens vi er ved de brutale typer: Også italieneren Arturo Toscanini beskrives udførligt i »Grosse Dirigenten«, han er ikke til at komme udenom, og hvis han for mange nulevende ikke står som en mand, hvis indspilninger ofte bør sættes i CD-afspilleren, så var han dog med sine nådesløse krav til præcision og nodetroskab et menneske, der havde en vigtig mission i forhold til tidligere tiders subjektive udskejelser.

Toscanini var en fornyer – en radikal fornyer – men altså også en ualmindelig hård negl, der skældte og smældte og rasede og drev musikerne til at spille, som gjaldt det livet. Hvad det næsten også gjorde. Demokrati i musikalsk forstand var ham fremmed, sådan som det også var for Sergiu Celibidache, der forenede en buddhistisk livsholdning med en kompromisløs fremfærd på dirigentpodiet, og som i øvrigt filosoferede sig frem til, at pladeindspilninger ikke var musik, hvorfor man stort set er overladt til optagelser af radiotransmissioner, hvis man vil høre, hvad han kunne. Dem er der til gengæld mange af, og man forstår på Wolfgang Schreiber, at han sætter rumæneren højt. At Sergiu Celibidaches mange triumfer med vores helt eget Radiosymfoniorkester så ikke får megen omtale, er forståeligt, al den stund han også dirigerede orkestre som Münchenfilharmonikerne helt op i verdenseliten. Her kan vi trods alt ikke være med.

»Grosse Dirigenten« er glimrende håndværk. Det er en bog, der giver appetit på indspilninger fra før og nu, og det er en bog, der med sit fokus på dirigenter og deres personlighed minder læseren om, at nok er komponisterne de vigtigste, men hvem der spiller dem er ikke ligegyldigt. En Mozart-opera, dirigeret af autenticitets-mesteren Nikolaus Harnoncourt, er ikke det samme som en Mozart-opera dirigeret af den elegante »mainstream«-dirigent Claudio Abbado, selv om de begge er store kunstnere. En Beethoven-symfoni med Roger Norrington er lysår fra en Beethoven-symfoni med Herbert von Karajan, selv om det er præcis de samme noder, der spilles.

Hvordan de så gør det, dirigenterne, hvordan de udretter deres trylleri, det bliver man ikke virkelig klog på af nærværende bog, men det er næppe Wolfgang Schreibers skyld. Når alt er forklaret – slagteknik, prøver, personlig karisma, talent og hvad det nu ellers kan være – er der stadig en stor og uforklarlig rest tilbage. Det bliver dirigentkunsten ikke mindre magisk af.