Få drømme er så urgamle som drømmen om at flyve. Hvilken frihed, hvilken magt det måtte være at kunne betvinge det eneste element, som mennesket fra naturens hånd ikke behersker: Luften.
Fra den græsk-romerske Ikaros-myte over Leonardo da Vincis sirlige tegninger til et lille opfinderværksted på Istedgade i København har mennesket drømt, tegnet og skrevet om den dag, da det iklædt påklistrede fjer, med lærredsbetrukne vingekonstruktioner eller motorer på ryggen kunne løfte sig fra landjorden og hæve sig over almindelige dødelige.
I dag, hvor tre milliarder mennesker hvert år sætter sig ind i 37,5 millioner fly og lader sig transportere verden rundt, er det nemt at glemme, at flyvningen for godt et århundrede siden var i sin spæde barndom. Nemt at glemme, hvor hurtigt udviklingen gik. Fra det første gumpetunge løft fra jorden til månelandingen forløb der mindre end 60 år.
Længe før den første flyvning i 1903 havde vovehalse forsøgt sig med balloner, udspring og Storm P-lignende konstruktioner. Nogle var styrtet til jorden, dræbt eller forsvundet i havet. Andre, mere jordbundne folk grinede, eller gruede over det fjollede overmod.
Men i begyndelsen af 1900-tallet syntes det blot at være et spørgsmål om tid, før en driftig opfinder et sted i verden ville løse flyvningens gåde. Overalt i Frankrig, USA, Rusland og England nørklede og bøvlede mænd med bevingede konstruktioner i et kapløb med tiden for at blive den første og største; den, der ville gå over i verdenshistorien som luftens hersker og vinde såvel national som international berømmelse. De, der lykkedes, blev nationale helte, næsten mytologiske skikkelser svøbt i fortællinger om viljestyrke og vovemod.
Danmark var ingen undtagelse.
I et værksted på Vesterbro, omgivet af tandhjul, finurlige maskiner og simple kridttegninger på væggen, sad en mand og drømte om at komme til himmels. Ikke som et halehæng på udlandets store pionerer, nej, Jacob Christian Hansen-Ellehammer uddannet urmager, men snarere multiopfinder ville være den første! Om ikke i verden, så i Europa. Kontinentets første flyver skulle være en dansk mand i en dansk maskine med dansk motor.
Ellehammer ville indskrive sig i historien. Og det lykkedes.
I 100 år har danske skoleelever lært om J.C.H. Ellehammers bedrifter, museer har dedikeret udstillinger til hans bedrifter, han fik Ridderkorset, og frimærker er blevet trykt til ære for ham, en vaskeægte national helt. For Ellehammer, den lille dansker, der bed skeer med de store, gav pokker i såvel tyngdekraft som Jantelov og fløj en septemberdag i 1906 som den første europæer.
Eller gjorde han?
Del I
I Smålandshavet, nord for Lollands Kragenæs, ligger den dråbeformede ø, Lindholm. Et lille, undseligt stykke land dækket af skov mod nord og eng mod syd, som i 1900-tallet var ejet af grev Knuth af Knuthenborg.
Normalt var den 200 meter brede og 800 meter lange ø dengang et sted for en ensom opsynsmand og for fugle, harer og måske et par græssende køer og får. Men i vinteren 1905 fik den afsides beliggende ø sælsomt selskab. Mænd fra hovedstaden kom dertil og hamrede og bankede, så harerne skyndte sig i hullerne.
Mændene støbte en cirkelformet betonbane på den skovfri ende af øen og byggede en lade med en så mærkværdigt udskåret portåbning, at man kunne tro, den var redekasse for en gigantisk fortidsfugl.
På et håndtegnet kort fra dengang markerer en kunstfærdig skråskrift, hvad den store træbygning skulle bruges til. Det var intet mindre end Danmarks første »luftskibshangar«.
J.C.H. Ellehammer og hans flyvende ambitioner var kommet til øen.
Den statelige Ellehammer, altid nydeligt klædt og bærende et imposant overskæg, var en ikke ukendt person i datidens københavnske øvre middelklasse.
I slutningen af 1800-tallet havde J.C.H. Ellehammer – en ung tilflytter fra Falster – grundlagt sit eget firma, »Hansen-Ellehammer Mekanisk Etablissement« på Istedgade i København, hvor der ikke blot blev repareret skrivemaskiner og spillemaskiner til Københavns forlystelseshuse, men hvorfra der også udløb en stadig strøm af mere eller mindre brugbare opfindelser.
Det menes, at Ellehammer i sin karriere nåede at få et trecifret antal patenter, såvel i Danmark som internationalt, på opfindelser, han arbejdede med og håbede at kunne eksportere.
Fra værkstedet kom eksempelvis en »kinematograf« – en lille automat, der viste byens første levende billeder, når man puttede en tiøre i. Ellehammer opfandt også et (formentligt ret sundhedsskadeligt) røntgenapparat, en cigaretrullemaskine, som han forsøgte at sælge i Egypten uden større held, et induktionsapparat, der kunne give voldsomt stød, en musikafspiller, en automatiseret øloplukker og et væskeudskænkningsapparat, som Ellehammer forestillede sig ville revolutionere hotel- og restaurationsbranchen. Måske sammen med den æggeskalsskærer, han også designede.
Man kan grine ad opfindelserne i dag. Men alt, der på den tid kunne automatisere eller afløse håndens arbejde, blev set som vidundere. I 1905 besøgte avisen Aftenposten Ellehammers værksted og kom hjem med en artikel, der udråbte mesteren i Istedgade til »vort største mekaniske Geni herhjemme«; en mand, der »i Løbet af kort Tid vil (…) forelægge Offentligheden adskillige nye Opfindelser, som uden Overdrivelse vil forbavse Verden!«, og hvis »Navn vil komme til at lyse med Glans i Opfindernes internationale Skare.«
»Mon ikke Spiren til al Manddoms Gerning ligger gemt i Drengeaarenes Leg?« skulle Ellehammer senere skrive i sin selvbiografi, »Jeg fløj« fra 1931. Den unge Ellehammers sans for mekanik – og drømmen om at flyve – var tydeligvis grundlagt allerede i barndommen, som han tilbragte med otte søskende i Storholm ved Vålse Vig på Nordfalster.
Det meste af det, vi ved i dag om den senere danmarksberømte Ellehammers opvækst og baggrund, stammer fra hans egen selvbiografi og enkelte lokalhistoriske kilder, som er fulde af fakta, men ikke rummer de store psykologiske beskrivelser af den unge Ellehammer.
Ellehammers far var udlært skibstømrer og en ikke ueffen opfinder, som vandt lokal berømmelse, da det lykkedes ham at tømme Vålse Vig med en selvopfundet, vindmølledrevet »vandløftermaskine«. De fem drenge i familien – Ellehammer kom til i 1871 – brugte hele barndommen på at gøre deres fars snørklede maskiner efter.
Snart konstruerede drengene isslæder, siden sejlbåde på hjul til landjorden og tillige enorme »drager«, der var konstrueret med rester fra faderens møllevinger. Legen med drager var, skriver Ellehammer i sin selvbiografi, den beskæftigelse, der fik størst betydning for ham i voksenlivet. Og det var ikke små, fesne børnedrager, det handlede om. Drengene fra Storholm drog ud på engene med enorme, trekantede drager, som de havde beklædt med gamle møllesejl. Her, med de mange kvadratmeter store drager fastspændt til jorden i hvert hjørne af en bardun, konkurrerede drengene om at fange vinden bedst.
Med den rette vind, den rette stilling og en smule held løftede dragerne sig som ved egen kraft – og kunne endda bære en af drengene, dinglende i en rebstige fra undersiden. Den magiske følelse af at flyve lå besnærende nær.
»Enhver vil forstaa, at disse Drengetidens Forsøg, der kun gik ud paa at finde en Drage i dens mest fuldkomne Form (…) er af direkte og afgørende Betydning for Bygningen af den første Flyvemaskine,« skrev Ellehammer i sin selvbiografi.
Dragebygger af profession kunne man imidlertid ikke blive, så den unge Ellehammer valgte et fag, hvor hans sans og store lidenskab for »mekaniske Arbejder« kunne udleves: Urmagerfaget.
Der var, forstår man på Ellehammer selv, ikke grænser for hans talent. I hvert fald konstruerede han som sit svendestykke et urværk, som ifølge selvbiografien gik så præcist, at selv solen måtte indstille sin gang over himlen efter værket i Nykøbing Falsters urmestervindue!
Men Ellehammer måtte videre og højere end blot urværkerne.
På dette tidspunkt, lige før det 19. århundrede blev til det 20., syntes de teknologiske fremskridt uendelige. For Danmarks vedkommende især i København, som havde en »magisk tiltrækning« på den unge falstring. Elektriciteten, telefonen, kloakeringen, gadelamperne, diverse motorer – alt, der var automatisk, mekanisk eller motoriseret – foregik først og mest omfangsrigt i København, så det var naturligvis der, Ellehammer måtte grundlægge sin virksomhed.
Selv da Ellehammer blot 30 år senere forfattede sin selvbiografi, syntes tiden lige efter århundredskiftet langt væk. Alle de ting, man snart tog for givet – radioen, telegrafen, varmtvandshanerne og centralopvarmning, asfaltering, indlagt elektricitet og elektriske apparater som brødristere(!), frigidairer, skrivemaskiner og regnemaskiner, telefoner, elevatorer, grammofoner, højttalere og gadebelysning – alt det var omkring århundredskiftet under udarbejdelse, endnu ikke opfundet eller så nyt, at det kun var forbeholdt den absolutte overklasse.
»Den Undren over for alt det nye, den Spænding, den Forventning, som prægede dette Aarhundredes første Tiaar, kommer aldrig igen. Nu er man forvænt, regner med, at det nye skal komme engang – og forundres næppe, naar det kommer. Der var en Tid – en uforglemmelig Tid – hvor en Verden kunde komme i Forundring – hvor man paa Forhaand benægtede, hvad man ikke selv havde set – hvor man kaldte det for umuligt, som blot lød utroligt,« skrev Ellehammer længselsfuldt om disse eventyrlige og jomfruelige år i sin selvbiografi.
Alt var i Ellehammers unge år nyt, alt lå åbent, alt var muligt. Fremskridt og opfindelser var kun af det gode.
Ellehammer og hans samtid havde ingen anelse om, at udviklingen i de år ville gå så stærkt, at Ellehammer allerede – selv midt i sine allermest produktive og berømte år – var ved at blive overhalet.
Få år senere, i 1913, lancerede danske Niels Bohr sin atomteori, opfinder- og videnskabsverdenen blev professionaliseret, og fremskridtet blev overtaget af den højtuddannede, kittelklædte forskertype, som nørklede med opdagelser, en almen gennemsnitsforstand knap kunne begribe.
»Ellehammer havde ikke en dyb teoretisk viden. Han gik ned i sit værksted og prøvede sig frem, indtil tingene virkede. På den måde er han mere barn af 1800-tallet end af 1900-tallet, for 1800-tallet er virkelig opfinderens århundrede. I det nye århundrede var det forskningsafdelinger og ingeniører, der overtog scenen,« siger Louise Karlskov Skyggebjerg, der har forsket i Ellehammer og i dag er museumsdirektør på Arbejdermuseet.
Det indså Ellehammer først langt senere. I 1906 var der stadig en enorm fascination af de fremskridt, man kunne se. Det håndgribelige. Den slags, der fik raske drenge til at lege med tandhjul og drømme om eget værksted. Eller til at drømme om at lette fra jorden og flyve.
For at kunne flyve må man først kunne køre stærkt – uden at veje ret meget. Fundamentet til Ellehammers flyveambitioner havde han lagt allerede i 1904, da han sendte en af sine største succeser på gaden: »Elleham Motor-Cyclen« – en kraftigt bygget cykel med lav indstigning og påsat en encylindret motor med hele to en halv hestekræfter.
Motorcykler var i 1904 ikke nogen ny opfindelse. Men Ellehammer formåede at forenkle og fordanske den udenlandske teknologi. I annoncerne for Elleham-motorcyklen blev fremhævet, hvordan »Motorcyclen køres ved første Forsøg af enhver Dame eller Herre, der kan køre en almindelig Cycle«, og hvordan man kunne foretage seks stive timers kørsel »i skarpt Tempo paa denne Motor-Cycle uden at spore den mindste Træthed eller Udmattelse«.
Elleham-motorcyklen blev efter datidens standarder en enorm succes. Over 1.000 motorcykler af Ellehammer-fabrikat rullede på de danske veje i 1905-06, bærende på en for Ellehammer vigtig kundegruppe. Motorcyklen var vanvittigt dyr og forbeholdt den absolutte overklasse, blandt andre prinserne Valdemar og Axel – henholdsvis søn og barnebarn af den siddende konge, Christian d. 9. – der kastede glans over den snart oprettede rigmandsklub, Elleham-klubben, som i øvrigt talte nogle af landets førende direktører, adelige, arvinger og grosserer.
Succesen – både i penge og prestige – var vigtig for Ellehammer.
Hans ry som en god investering og en enestående tekniker med sans for fremtidens vidundermaskiner skaffede ham venskaber, forbindelser og goodwill blandt Danmarks rigeste, motorinteresserede mænd. Med de gode viljer fulgte investeringskroner til nye, dyre eventyr:
Ellehammers livslange drøm – ja, hele verdens drøm – om at flyve.
Nu stiger den
