Manden der ville skyde Himmler

Historie: Modstandsmanden Thomas Sneum var utroligt dristig, og bogen om hans bedrifter er livlig og velskrevet. Men hvor pokker er kildehenvisningerne?

Tommy Sneum fotograferet i 2001, hvor han genskaber en situation, hvor han truede med at skyde bogens forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dave Pinnegar
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thomas Sneum var en af krigens dramatiske skæbner. Han var egentlig pilot i det danske flyvevåben, men besluttede sig efter kapitulationen 9. april 1940 at tage sin afsked og flygte til England, hvorfra han foretog modige spiontogter mod nazisterne.

En af hans store triumfer var at opdage en tysk radarstation på Fanø, og blandt de mest utrolige historier er Sneums plan om at skyde SS-lederen Heinrich Himmler med bue og pil fra en lejlighed på Hotel d’Angleterre. Planen blev dog aflyst, fordi Himmler ikke som ventet dukkede op i København.

Som spion for Secret Intelligence Service (SIS) udførte han en række dristige missioner. SIS var ikke samme organisation som SOE (Special Operations Executive), der ellers varetog aktioner i Danmark, og den indbyrdes konkurrence bragte ham på konfrontationskurs med dele af den danske modstandsbevægelse. I 1944 blev han pilot i de frie norske flyvestyrker, og efter krigen påskønnedes hans indsats med den engelske The Kings Medal for Courage, så noget må der jo være om Sneums heltemod.

Det er den engelske journalist Mark Ryan, der har interviewet Thomas Sneum, som døde i 2007, og Ryan har forsøgt at dokumentere hans historie gennem andre interviews og enkelte andre kilder. Som læser nærmer man sig historien med en grundlæggende positiv indstilling, for Sneum fik jo sin medalje, så historien kan jo ikke være helt ved siden af. Eller hvad?

Kniber med kilderne
Bogen er underholdende og let læst, og der lægges vægt på mandsmod og rivalisering med andre folk fra modtandsbevægelsen, men hvordan står det til med at dokumentere historien? Noget svagere desværre. Der er hverken noter eller kilder i bogen, så man som læser en gang imellem frustreres og får lyst til at gribe mobilen og ringe til forfatteren for at afkræve ham yderligere oplysninger.

Langt det meste i »Bag fjendens linjer« hviler således på Sneums egne oplysninger, men der er dog rundt omkring i bogen kildecitater, der tyder på, at hovedhistorien er god nok. Således refereres den engelske efterretningsmand Reginald Victor Jones for i sin bog »Most Secret War« direkte at nævne Sneums opdagelse af radaranlægget på Fanø. Og det er da betryggende.