Et sted i Joseph Roths hovedværk »Radetzkymarch« fra 1932 oplever hovedpersonen, den unge løjtnant Carl Josef von Trotta, et syn. Han er ingen fantasifuld mand. For sine følelser har han kun få ord. Når han skriver breve til sin far, amtmanden, er de knappe som fakturaer. Men pludselig, som han står der i spidsen for sine soldater – og overfor ham står demonstrationen af arbejdere, der synger en mærkelig ukendt sang, »Internationale« – vandes hans tørre bevidsthed af et billede. Han ser »tiderne rulle mod hinanden som to fjelde, og han selv, løjtnanten, blive knust imellem dem.«
Det lille menneske som uforstående offer for mægtige historiske kræfter, det er et hovedtema hos den østrigsk-jødiske Joseph Roth, som Berlingskes Tysklands-korrespondent, Michael Kuttner, skrev så indfølt om her i avisen den 26. maj i forbindelse med omtalen af en ny bog om Roths liv (Wilhelm von Sternburg: Joseph Roth. Eine Biographie).
I den lille roman af Roth, der nu genudgives på dansk efter næsten 80 år, er det ikke de historiske kræfter, men snarere tilværelsens store skæbnelotteri, der griber mennesket i nakkeskindet og kaster det rundt i livet, som var det en kattekilling. Roth udgav »Job. Roman om et enkelt menneske« i 1930, og næsten samtidig kom den på dansk – med titlen »Mendel Singer« efter sin hovedperson, den fattige jødiske skolelærer, der som sin far og slægtled længere tilbage har rod i denne landsby på det vidtstrakte steppeland i det uendelige Rusland.
Det er en for de østeuropæiske jøder typisk historie, Roth fortæller. Nutidens læser kan ikke undlade at læse den i lyset af holocaust, der tilintetgjorde den rige østeuropæiske jødiske kultur næsten fuldstændig. Men på romanens tid er dette endnu utænkelig fremtid. Roth selv nåede at se, hvad der var på vej. Han døde, alt for ung, i 1939, kun 44 år, vel af druk. I dødsåret udsendte han den lille mytiske fortælling »Legenden om den hellige drukkenbolt«, hvori han kyndigt skildrer alkoholikerens særlige forbandelse: Aldrig at nå frem, for der kommer altid en bar i vejen. I denne »legende« spiller underet en vis rolle lige som i »Job«. Hvad dette under nøjere går ud på, kan jeg naturligvis ikke røbe, men jeg kan fortælle, at det også for læseren er et meget stort øjeblik.
Ulykkerne i Amerika
»Job« er en lille fint slebet ædelsten af en roman, en rigtig Jobs-historie, bortset fra, at Mendel Singer modsat Job i Det Gamle Testamente hverken har megen anseelse eller megen rigdom at miste. Men det, han har, mister han. Ulykkerne tager fart, da han med sin lille familie emigrerer til Amerika.
I New York er Mendel intet andet end en forhutlet halvgammel skikkelse. Men bønnen og de hellige tekster har han, og intet har kunnet varme ham mere, yde ham trøst og tryghed, end at bade i den inderlige bøns ritual. Men efterhånden mister han både sine børn og sin kone, og tanken om en syg søn, de måtte efterlade i Rusland, rider og martrer ham. Han, den inderligt troende, ryster i afmagt sin næve mod Gud. Han melder sig ud af det jødiske fællesskab. Han håner bønnens remedier. Han fatter en svimlende beslutning. Han tænder op i komfuret. Han står med sin gamle bønnebøger i den røde silkepose, med sit bedesjal, sine bederemme i hånden. Han vil brænde Gud.
Roths lille helstøbte fortælling er en tæt skildring af et menneske, hvis fortvivlelse virkelig er som sygdommen til døden. Roth fører os ind i en jødisk verden af stor skønhed, visdom og skælvende inderlighed. Hvor han i »Radetzkymarch« virtuost arbejder med både realismens brede panoramiske billeder og intime sceniske optrin, er han i »Job« (vi burde egentlig stave det Hiob, der er jo ikke tale om en jobbeskrivelse) snarere i pagt med den gamle jødiske fortælletradition: Det beåndede referat. Jeg kan kun anbefale bekendtskabet.
