Se godt på det gamle pas. Det ligner et kunstværk. En collage eller decoupage, som Henri Matisse og vor dronning ville sige. Østerlandske og vesterlandske tegn er blandet sammen. Lidt af et rødt stempel hist, et blåt frimærke pist, og mørke fugtskjolder i bunden, der flyder akvarelagtigt ud som truende skyer på en vårgrøn og karrygul himmel. En poetisk ramme om den unge mand på pasfotoet, hvis udstråling som det femte dyr i den kinesiske dyrekreds – dragen – er stærk, ærlig og sensitiv. En 23-årig i sin studenteruniform, parat til at rejse om på den anden side af kloden for at studere moderne landbrug på en dansk bondegård. Et ophold, sagde hans far, der skulle ruste sønnen til at være med til at skabe det moderne Kina.
I passet blev der ved ankomsten til Danmark 25. marts 1935, efter den lange rejse over sø og land med djunke, kærre og transsibirisk jernbane, indskrevet en opholdstilladelse i to år, som senere blev forlænget mange gange. På trods af at der i Danmark dengang ikke befandt sig mere end 20-25 kinesere, og der var nogenlunde lige så langt til månen som til de kongfuzianske værdier, den unge mand var opdraget med, valgte han at bosætte sig i det lille fjerne land, efter at der først var kommet en verdenskrig og så en forelskelse i vejen for den planlagte hjemrejse. Manden blev uddannet, gift, stiftede familie, og med hjælp fra sin kone og tre halvvoksne børn lærte han i slutningen af 1950erne danskerne at bruge soja, gå på kinesisk restaurant og spise dybfrosne forårsruller.
Hans navn var Sai-Chiu Van, i almindelig tale S.C. Van eller bare Van. Bedre kendt som Daloons grundlægger, der i 1996 tonede frem på skærmen i mindeværdige TV-reklamer, hvor den søde drage sagde »Daloo-oo-o-n« og virksomhedsejeren selv, bag det kraftige brillestel fortalte om sin opvækst i det gamle Kina og samtidig slog et slag for de forårsruller, han i 1960 var begyndt at producere i en kælder i Brønshøj – og som 30 år efter var vokset til en fødevareindustri med 80 millioner forårsruller om året. Lod man TV-billedet stå, midt i en tid, hvor integrationsdebatten spidsede til og Dansk Folkeparti var begyndt at skovle stemmer ind, kunne ingen være i tvivl. Dette var eksemplet på en virkelig indvandrersucces.
Læser man den bog om Vans liv og værk, skrevet af Ditlev Tamm, der i dag udkommer under titlen »Ligger godt i maven«, så tager historien om indvandreren, der blev iværksætter, sin spæde begyndelse i slutningen af 1912 i Hangzhou i provinsen Zhejiang på Kina østkyst. I et land, hvor kejserdømmet samme år var blevet afløst af en republik. Her blev Sai-Chiu Van født uden at kende den nøjagtige dato, og som drengens fødselsdag valgtes derfor årets sidste dag, den 31. december. Knægtens mor var den veluddannede, velhavende fars (Yuan Zhongfu) husholderske og elskerinde, og da farens øvrige ægteskaber ikke kastede nok sønner af sig, blev Van i syv-otte års alderen ophøjet til børneflokkens klogeste hoved og konge. Kort sagt den, der engang skulle føre farens finansielle imperium, grundlagt på produktion af silkelarver, videre.
Brutalt fjernes ti-årige Van uden varsel fra sin mor, fordi hun efter Yuan Zhongfus mening fordærver drengen med al sin omsorg, ømhed og forkælelse. Samtidig tager han fat på at strømline sønnens uddannelse med engelskundervisning og oplæring i kongfuzianske værdier, der hviler på loyalitet, det moralske eksempel og respekten for de relationer, hvori mennesker indgår i forhold til hinanden. Hele Vans ungdom leves i millionbyen Shanghai, fjernt fra moren, som bliver afhængig af opium i forsøget på at dulme smerterne fra fyrre års kvindeliv med indsnørede fødder. Sønnen får aldrig mulighed for at tage afsked med hende i 1935, og hun dør under Anden Verdenskrig. Alene og ludfattig.
I 1934 får Van, gennem farens kontakter i Ø.K., en mulighed for at komme til at studere i Danmark, hvis avancerede landbrug stod som et mønstereksempel for Vans far, der forventer at sønnen kommer hjem to år senere for at blive partner i den store familieforretning.
Sådan kommer det ikke til at gå. Danmark bliver den store fremmede drage, han aldrig undslipper, bl.a. fordi mødet med opera, klassisk musik, oplysningstanken på højskoler som Askov og Den Internationale Højskole, samt oplevelsen af fællesskabet i andelsbevægelsen, opera, får ham til – på rekordtid – at åbne sig for den fremmede kultur. Van lærer også nogle indflydelsesrige danskere at kende, bl.a. stifteren af Nordisk Fjer, H.O. Lange, der trækker i magtens tråde, så den begavede, nysgerrige unge mand kommer på Husmandsskole og senere bliver studerende på Landbohøjskole, uddannet til agronom og i 1941 får ansættelse i Hedeselskabet, hvor han cykler rundt i udkanten af Danmark for at besigtige dræningsarbejder og kontrollere forekomsten af snylteren kartoffelål.
Det må have været et syn for guder. En kineser på cykel gennem bølgende danske kornmarker. En ret så håndfast integrationsproces i årene 1935-41. Van fortæller senere, hvordan han på et tidspunkt måtte lære Jeppe Aakjærs »Jeg er havren« udenad, og hvordan det blev opfattet som tegn på, at han nu vidste, hvad dansk kultur drejede sig om. Samtidig gjorde det ham ondt, at danskerne vidste så ufattelig lidt om og viste så ringe interesse for hans eget fødelands kultur. Som en ærlig Van skriver i Askov-bogen i 1936-37:
»Det er som om, at danskernes ukendskab til mit fjerne hjemland er en nedarvet skavank i det nordiske folk. Man kender ikke, respekterer ikke, interesserer sig ikke for værdierne i Kinas kultur. Den slags kan kun virke hindrende for de forskellige kulturers og forskellige menneskers møde, hvorimod man ville fremme det, om man i stedet ofrede værdierne i det fremmede interesse«.
Selv lærer han sig langsomt men sikkert det lillebitte lands svære sprog, og planen om at tage hjem til Kina og »vække folket« lægges på Amagerhylden, da Van i 1945 møder den unge lærerinde, Elisabeth, og bliver førstegenerationsindvandrer i Danmark med bopæl på Østerbro og fastansættelse på Medicinalcos laboratorium.
Hjemme i Kina mister Vans far både fabrikker og formue i forbindelse med kommunisternes magtovertagelse i 1949, og sønnen skrinlægger enhver tanke om at rejse østerud på kloden med sin lille familie, der vokser til tre små børn, og da hans far Yuan Zhongfu i 1952 forsøger at tage sit eget liv og kort efter dør, søger Van dansk statsborgerskab.
Den kinesiske kultur og de familiære rødder rives dog ikke over. Gennem en korrespondance med farens tredje og sidste kone søger den flittige Van oplysninger om ingredienser i ægte sojasovs. Han har nemlig fået en idé, der passer som hånd i handske til danskernes spirende interesse for kinesisk madkultur. Der åbner i 1950erne hele syv kinesiske restauranter i København, bl.a. »Bamboo«, der introducerer noget så eksotisk som en lille kinesisk dej med fyld i, også kaldet en forårsrulle. Den (og al anden kinesisk madlavning) kræver kinesisk soya, og den er Van nu på sporet af. Eksperimenterne efter fyraften på Medicinalco bærer frugt i 1957, da det lykkes for Van at dyrke den bestemte svamp i sojaens gæringsproces. Resten af produktionen foregår nu i svigerforældrenes kælder i Skovshoved, og en virksomhed ser dagens lys og får flere opgaver på bordet, da man i Tivoli i sommeren 1961 vil sælge forårsruller til publikum.
Kone, børn og venner går til hånde i kældervirksomheden og producerer 300-400 ruller om dagen på seks gasblus. Kundekredsen vokser, og in-steder som »Willi’s Place« og jazzhus Montmartre begynder også at forhandle Vans lækre forårsruller.
Herefter går det slag i slag. Især da Van også begynder at eksperimentere med dybfrosne forårsruller. Store virksomheder som Beauvais og Plumrose melder sig som interessenter, Van får en forretningspartner (som han senere køber restaurant »Shanghai« på Gl. Torv af), og i 1964 åbner de to en lille fabrik på Vesterfælledvej med navnet DALOON, der betyder »den store drage«, er symbol på kejsernes Kina – og herligt let at udtale på alle sprog.
Snart går forårsrullerne deres sejrsgang over hele Nordeuropa. Alene i Danmark køber vi i 1980erne over 20 millioner Daloon-forårsruller om året og udfordrer – endnu – pizzaen og burgeren. Som fødevareproducent oplever Van selvfølgelig finasielle op- og nedture i perioden 1970-2000. Undervejs bliver han også skilt, og overlader ledelsen af sin virksomhed til sønnen Hemming, men helt frem til sin død i 2003, hvor Van er 90 år, vokser Daloon-brandet støt og roligt, og går ind i det nye årtusind med en omsætning på 338 mio. kr. og en egenkapital på 170 mio. kr.
Hvilket erhvervseventyr! Såre sundt at tænke på i en tid, hvor det ikke kun er danskernes evne til at integrere fremmede (og de fremmedes lyst og vilje til at møde dansk kultur med åbent sind) der er til debat, men også den etiske og moralske standard i dansk erhvervsliv, der godt kunne trænge til mere ydmyghed, respekt og ærlighed. Kort sagt kongfutzianisme. Eller som manden, der lærte os at spise forårsruller, engang sagde i et interview, der handlede om den særlige Daloon-ånd:
»Man skal have held med sig her i livet, og så skal man turde løbe en risiko. Men hemmeligheden bag en god virksomhed er gode medarbejdere. Man må gerne skælde ud en dag, når man blot er venlig den næste. Der skal være balance i tingene. Alle, der har deres arbejde på Daloon, skal være ærlige og have varme følelser for hinanden. Vi skal føle os som en stor familie.«
