Den såkaldte »Caffe latte-mand«, der rodløst udgår fra det sociale boligbyggeris grå masse, og sin arkitektfars desillusion, er centrum i Jette A. Kaarsbøls roman »Din næstes hus«. Selv en mondæn arkitekt forstår Laus at servere for kvinderne. Men han bliver aldrig ved. Han sløser med sit liv uden at ane, hvad han vil med det. Da han imidlertid ser ind i Stig og Almas harmoniske ægteskab, får han for første gang i sit liv lyst til at slå rod. Men det skal være lige præcis sådan, som Stig har det med Alma og deres lille datter. Derfor er opskriften enkel: Stig må ud, for Laus vil ind.
På alle måder og bogstavelig talt. Laus begærer ikke bare Stigs kone, men også hans familie, hele hans hus. Alma har været sammen med Stig i små tyve år, han er en del ældre end hende, og den mere jævnaldrende Laus’ villen hende kan hun i længden ikke modstå. Den historie er i sig selv de tre stjerner værd. Havde bogen dog bare zoomet yderligere ind på trekanten. Og fortalt mere. Mere om Alma. Og især mere om den søde pæne præstemand Stig, der underligt uformidlet går fra at være adræt overskudsmenneske til venlig alkoholiker på bogens sidste sider, uden, at man helt opdagede, hvad det lige var, der skete for ham.
Nå. Men det skulle vi ikke høre om. Vi skulle i stedet slæbes igennem nogle mærkeligt ligegyldige landsbytyper, som Laus lærer at kende, da han logerer sig ind på den lokale kro i den provinsby, hvor Stig er præst, og hvor Laus’ far bliver begravet. Den kvindelige graver, den fraskilte frisør og især den kaotiske teenager hører vi om, men hvad de egentlig skal i historien, står hen i det uvisse. Efter endt læsning er det således kun Laus, bogens jeg-fortæller, som man har en smule idé om, hvem er.
Godt så. Et portræt af en dansk mand anno 2009, der ikke har kunnet skabe en familie selv og derfor stjæler en andens. Portrættets troværdighed skæmmes imidlertid af det mærkværdige fravær af sex i Laus’ hoved. Der er lidt. Han har blik for Alma. Herunder også hendes fingre. Og han ser en enkelt pornofilm. Og så har han vistnok også et forhold til frisøren. Sådan i al hurtighed. Men rigtig beskrevet bliver det ikke. En mand som Laus tænker vel ikke på sex konstant, men ret meget oftere end lidt, vil jeg tro. Bogens socialrealistiske fortællestil taget i betragtning er det et stilbrud af dimensioner, at Laus’ erotiske lyster er så forsigtigt antydet.
Efter endt læsning har jeg undret mig. Ikke over, at Jette A. Kaarsbøl har skrevet i flere retninger. Der er gået fem år siden bestselleren »Den lukkede bog«, så denne bog kan have skiftet plot mange gange. Men, hvorfor har Gyldendal ikke fået hende til at sortere fra? Ærgerligt er det. Hellere et lille skarpt kærlighedsdrama end en stor ufokuseret fortælling.
