Man kan godt nøjes med de første 60 sider af Hillary Clintons bog

Hillary Clintons bog »Hard Choices« er et politisk manifest og uinteressant som politisk dokumentation. Men den sælger.

WASHINGTON: Det er altid med en vis spænding, at man åbner en bog fra en politiker i den absolutte topklasse. Ikke alene fordi man får et glimt af de tanker, de gør sig, men også fordi man får et indblik i den virkelighed, disse mennesker lever i. USAs tidligere udenrigsminister Hillary Clinton har udgivet en sådan bog – »Hard Choices« – der primært handler om hendes tid i Udenrigsministeriet fra 2009-2013.

Fire år med internationale kriser og en række år med måske den største begivenhed af alle – drabet på terrorlederen Osama Bin Laden.

Lad mig sige det med det samme. Det er ikke en bog, der på nogen måder imponerer i forhold til den righoldige politiske litteratur, der udkommer i USA. Det er en taktisk bog, der skal præsentere Hillary Clinton fra sin pæneste side. Det er en politisk anekdote-bog, hvor hun samler sine oplevelser i en bestemt rækkefølge. Og bevares, man får indsigt i mange overvejelser og megen viden om enkeltheder i de politiske beslutningsprocesser, hun har været en del af. Men der er også rigtig meget small talk i bogen. Informationer, som man ikke kan bruge til noget, og som med den rette redigering ville betyde en halvering af bogens 630 sider.

Men det har selvfølgelig ikke været meningen.

Men det siger vel meget om bogen, at ingen medier herovre har kunnet holde interessen kørende på detaljer i bogen. Det er Hillary, der sælger. Ikke bogens indhold. For den er der ikke meget at hente fra.

De første 60 sider er i virkeligheden de mest interessante, fordi det er der, Hillary Clinton afslører lidt mere af sig selv end i resten af bogen. Det er de sider, hvor hun redegør for sine tanker om sit nederlag til præsident Barack Obama og sine over­vejelser, da hun får et konkret tilbud fra den nyvalgte præsident om at blive USAs nye udenrigsminister. Det er på de sider, at vi får et indblik i en særdeles ambitiøs kvinde med en stor selvbevidsthed og en person, der hele tiden overvejer, hvad der er bedst for Hillary Clinton selv – og som hun beskedent tilføjer – nationen. De første 60 sider er for en dansker ovenikøbet lidt morsomme, fordi man får et indblik i en verden, hvor man aldrig er i tvivl om egne evner, men i høj grad om omverdens ditto. Hillary Clinton er ikke en person, der går rundt og tvivler på sig selv. Jo, hun begår fejl som alle andre. Men hun er dronningen af USA, hun ved det, og hun elsker at lade alle andre vide, at hun kan nå de mål, hun sætter sig.

Resten af bogen er en systematisk gennemgang af verdens konflikter og brændpunkter og også de mere fredelige fremskridt, der sker rundt om i verden for kvinder, menneskerettigheder og børn. Og af og til er der godbidder at hente. Men bogens primære problem er, at den handler så uendeligt meget om Hillary Clinton og ikke så meget om andre. Det giver det problem, at vi kun får en begrænset viden om, hvad det er for en virkelighed, hun har handlet i med det store spændingsfelt, der har været mellem hendes arbejdsplads, udenrigsministeriet, og så Det Hvide Hus, forsvarsministeriet, CIA og mange andre. Det er Hillary Clitons hoved, vi kigger ind i, uden refleksioner over den sammenhæng, hun i øvrigt har truffet beslutningerne­ i.

Eksempel. Hillary Cliton er helt tydeligt meget glad for den nu afdøde amerikanske topdiplomat Richard Holbrooke, som var hendes rådgiver og særlige udsending i Afghanistan. USAs øverste militære leder i området hed general David Petraeus. I bogen beskriver hun Holbrookes diplomatiske initiativer i Afghanistan, men meget lidt om forholdet mellem Petraeus og Holbrooke, som rent ud sagt var så katastrofalt, at en lang række beslutninger tog længere tid, end de burde. Det er der mange, der har skrevet om. Men Hillary Clinton undlader at fortælle om den væsentlige og afgørende konflikt mellem de to mænd, måske af kærlighed til Holbrooke og sikkert af taktiske grunde over for Petraeus. For Hillary Clinton kommer ikke rigtig med vurderinger af de folk, hun har truffet på sine vej. I Washington er man ikke i tvivl om hvorfor. Hun vil ikke lægge sig ud med nogen, hun kan risikere at blive afhængig af, hvis hun stiller op som demokraternes præsidentkandidat i 2016.

Så et godt råd. Læs de første 60 sider. De er underholdende. Og find så et eller to kapitler, man er særligt interesseret i. Og fyr op i pejsen med resten. Den brænder nemlig fint, som flere af hendes fjender har konstateret.

Titel: »Hard Chioces« Forfatter: Hillary Rodham Clinton Sider: 630 Pris: Ca. 20 dollar Forlag: Simon and Chuster. (Kommer senere på året i dansk oversættelse)