Man kan ikke læse Malene Lauritsens »Brev til mor« i ét hug. Man bliver nødt til at lægge den fra sig undervejs og give sig i kast med andre ting for at ryste indholdet af sig. Og selv når man når så langt i teksten, at den frygtelige historie får en næsten lykkelig udgang, krymper man sig over de fortsatte svigt og svinestreger, forfatteren er blevet udsat for. Fra familien, skolelærere, lægen, psykiaterne, ja, selv fra dem, der er sat i verden for at hjælpe incestramte.
Man tænker, at der er nogen – mange – der må skamme sig. Burde skamme sig. For selv om denne bog i første øjekast handler om en fars sexovergreb på sin mindreårige datter gennem mindst syv år, så er den ikke skrevet med det formål at udstille ham. Den er skrevet som en anklage mod systemet, der svigtede, og som en formaning til alle os andre om at turde se og tale om tabuerne og handle, når handling kræves. Og det gør det ifølge statistikkerne for ca. hvert tyvende danske barn.
Malene Lauritsen valgte som 22-årig at gå til politiet og lægge sag an mod sin far. Han blev efterfølgende idømt seks års fængsel. Han kom ud efter fire. Men inden da havde han ødelagt et barn. Fra Malene Lauritsen var syv-otte år til hun var femten blev hun dagligt voldtaget og krænket af ham, og i bogen beskriver hun i kvalmende detaljer, hvordan han lagde sit op mod 150 kg tunge svedende korpus over hende, stak sin penis eller sine fingre op i hende, fik hende til at slikke sig, lagde sin øldunstende, tandrådne mund over hendes og stak sin tunge ind, og hvordan han med sit aggressive, voldelige temperament holdt hende – samt moren og broren – i en mental skruestik.
Når »Brev til mor«, der er skrevet i samarbejde med Carsten Graff, jævnfør titlen er et opråb til først og fremmest moren – men så sandelig også til »systemet«, til samfundet – og ikke til faren, er det fordi, hun i dag har lagt traumerne fra farens ugerninger bag sig. Men moren, morens kærlighed, morens opmærksomhed, morens undskyldning savner hun stadig.
Malene Lauritsen er i dag en velfungerende kvinde med mand, fire børn og egen virksomhed, og som debattør, foredragsholder og nu forfatter er hun en rollemodel for alle de mange, der udsættes for eller har været udsat for seksuelle overgreb. Hun har ikke villet være offer, hun har brudt med et system, der ifølge hende fastholder de misbrugte i offerrollen, og denne bog er et vægtigt og konstruktivt indspark til den debat, der gerne skulle være.
Som hun skriver, vil andre muligvis have divergerende erindringer om det, der skete. Men »Brev til mor« er ikke påståelig Karina Pedersen-rabalder, hvor folk og fæ udstilles og angribes. Den er derimod et næsten nøgternt referat af Malene Lauritsens barske barndomsminder, af hvad der skete, og hvad der ikke skete.
Sproget er let og jævnt, desværre med en del hverdagsklicheer og små Gajol-filosofiske visdomsord foran hvert kapitel. Det forstyrrer tillige med den næsten PR-agtige omtale af Malene Lauritsens firmas plankeborde, og selv om mandens indlagte kærlighedserklæringer til hende er søde, er de også historien uvedkommende.
Bogen er imidlertid et råt indblik i et tabutungt område og som sådan én af årets vigtigste udgivelser. Hvor ubehagelig læsning dette end er, opfordres alle, der på nogen måde har med incestsager at gøre, til at kæmpe sig igennem den. Måske er det noget nær os alle sammen.
Hvad: Brev til mor. Om at komme ovenpå efter en svær barndom Forfatter: Malene Lauritsen og Carsten Graff. Sider: 346. Pris: 300 kr. Forlag: StemningsHotellet.
