»Det er moder, som har dækket dette flotte bord,« står der som det første i »Kniv og gaffel«. Sådan som sølvtøjet, lysestagerne og hvide dug beskrives, rejser tankerne mod de lysende fester i Fitzgeralds »Den store Gatsby« og gourmetmiddagen i Blixens »Babettes gæstebud«.
Men det viser det sig, at det storslåede skyldes, at fortælleren er så lille. Faktisk er det blot middagen efter hans egen barnedåb, han beskriver, og hele romanen er fortalt fra hans synsvinkel.
Det er modigt af norske Aksel Selmer. Modige er også romanens lange tidsspring mellem flere af de korte kapitler: Drengen, der hedder William Fredrik, bliver ældre, som romanen skrider frem, og læseren møder ham som nævnt som baby, men også da han lærer at gå og bliver en dreng, der leger præseksuelle lege med naboens pige, Sara.
På den måde får Selmer også mulighed for at vise, hvordan en psyke bliver til. Eller rettere, hvordan den knuges.
William Fredrik fødes nemlig ind i gennemborgerlig 1950erfamilie, hvor moren holder på formerne – alt skal være fnugfrit – og mener, at sønnen skal opdrages til gode manerer og bør kalde sin mor for »moder«. Ikke noget »moar« her. Over for hende står faderen, »fader«, som er chef på en fabrik og rejser meget, men også er fraværende, når han er hjemme.
Der er noget »Mad Men« over hjemmet i »Kniv og gaffel«, hvor Selmer også forstår at skabe en atmosfære af noget uafvendeligt, noget skæbnesvangert, der opblandes alle de uudtalte konflikter i huset. Som når faren bestemmer, at sønnen skal hedde William Fredrik, mens moren gerne ville have døbt ham Otto.
I en form for stilfærdig protest kalder hun ham Willy, men langt større problemer lurer under navneuenigheden, hvilket William Fredrik opdager, da Sara i sin »hemmelighedsbog« skriver, at hun har set hans mor kysse en anden mand.
Hemmeligheden fra dagbogen når også William Fredriks far. Hans reaktion er på samme tid overraskende og forudsigelig. Han afviser det som opspind fra de to børns side: »Og stakkels moder, hvad ville hun sige, hvordan vil hun tage det her, har du tænkt på det, William Fredrik.« Ren fornægtelse, der siden afløses af vrede. De bliver skilt.
En katastrofe dengang, men det sørgeligste i »Kniv og gaffel« er ikke at se moren blive kvalt i sit dødssyge liv eller faren blive udsat for hendes desperation, hendes utroskab, men at se hvordan sønnen farves af deres adfærd. Han bliver forsigtig, lidt frygtsom og afsmitningen fra forældrene er også i hans sprog. Han taler så voksent, så alvorligt, gennem hele romanen, der ender grumt, og Selmer viser sig ad den vej som en fin stilist, præcis som han gjorde det i »Bomvogtersken«, der tidligere er udkommet på samme fine forlag.
Metaforer er der ikke mange af hos den minimalistisk sindede Selmer, men én af de få ville jeg gerne have skrevet, nemlig at bjergene besidder »en bredskuldret tavshed«. Ja, nordmanden kan – som mange af sine hjemlige kolleger – virkelig skrive, og selvom »Kniv og gaffel« måske ikke er forrygende, er det en god, lille inddampet roman om forældres påvirkninger, som vi bærer med os som ballast. Eller dødvægt.
Titel: Kniv og gaffel. Forfatter: Aksel Selmer. Oversætter: Thomas Takla Helsted. Sider: 152. Pris: 280 kr. Forlag: Jensen & Dalgaard.
