Malk de Koijn og Kashmir sender postkort fra fortiden

Malk de Koijn og Kashmir gør på hver sin måde status over karrieren med nye bøger fulde af tekster, tegninger og udklip.

»Kashmir: Logue Book« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er mange måder at fortælle sin historie fra a til b. Én går gennem musikken med opsamlinger eller bokssæt. En anden er den klassiske biografi.

Men i nye bøger om to af de seneste tre årtiers mest markante danske grupper, Malk de Koijn og Kashmir, vælges en tredje vej: Her fortælles deres historie gennem billeder, illustrationer, gamle udklip og – i Malk de Koijn-bogen »Postkort Fra Langestrand« – det måske allervigtigste: Deres galt geniale tekstunivers.

Hvis der er nogen i dansk rap, der fortjener det, så er det de tre Langestrands-bananer, der med deres rablende opfindsomme omgang med det danske sprog står som det ypperste, dansk rap har fostret. Og det er da også til at blive helt høj af at læse teksterne fra de tre mesterlige album »Smash Hit In Aberdeeen« (1998), »Sneglzilla« (2002) og »Toback To The Fromtime« (2011), mens sangene kører på anlægget.

Her bliver man omgående mindet om, hvor overrumplende og færdigudviklede Malk de Koijn lød allerede på debut-albummet. Hvor Tue Track, Geolo G og Blæs Bukkis skrupskøre parallelunivers åbnede sig op for første gang med karakterer som Karate Klanen, Jim Daggerthuggert og Søren Jerregaard, der optrådte side om side med trioens mere seriøse overvejelser på et nummer som »Kosmisk Kaos«.

Og som man tygger og lytter sig igennem værket, står det også mere og mere klart, at det var og er disse tre elementer – den anarkistiske omgang med det danske sprog, det kulørte persongalleri og en ret seriøs klangbund – der hele vejen igennem har præget Malks tekstunivers. Naturligvis i varierende blandingsforhold undervejs i karrieren.

Ud over teksterne præsenterer »Postkort Fra Langestrand« os for gamle billeder, udklip fra notesbøger og ikke mindst en række eksempler på, hvad der er blevet skrevet om Malk de Koijn gennem tidernes løb:

Alt fra et tidligt interview i Jyllands-Posten over Lars Bukdahls lovprisende tale til gruppen ved overrækkelsen af Maarum-prisen i 1999 til analyser i akademiske tidsskrifter, hvor Malk-teksterne bl.a. analyseres ud fra litteraturteoretikeren Mikhail Bakhtins teorier om karnevalisme og grotesk realisme.

Formen fungerer fremragende. De mange grundige analyser og interviews giver en række interessante indgangsvinkler og rammesætningner til de raptekster, der, når alt kommer til alt, står som det helt centrale i bogen. Og som sig i selv er hele investeringen værd. For den berusende måde, de får det danske sprog til at både at slå koldbøtter på sig selv.

»Kashmir: Logue Book« Fold sammen
Læs mere

Et visuelt tværsnit

I »Kashmir: Logue Book« skal man kigge langt efter sangtekster. »Logue Book« refererer nemlig både til en gammeldags logbog, mens altså også til en look book, som normalt bruges af modeller, designere og brands til at vise deres visuelle stil frem. Og det er i høj grad i den betydning, at man skal bladre i denne bog.

Her falder Kashmirs musik og tekster nemlig helt i baggrunden til fordel for et tværsnit ned gennem deres visuelle historie.

Det er ikke mange danske bands, der kan bære den slags, men Kashmir kan. Allerede i bookletterne til de to første plader, »Travelogue« (1994) og »Cruzential« (1996), kunne man finde tegninger lavet af forsanger Kasper Eistrup og bassist Mads Tunebjerg.

Men som bogen også viser, var det først fra tiden omkring udgivelsen af »The Good Life« (1999) og frem, at Kashmir og i særdeleshed Kasper Eistrup for alvor fandt sig selv som kunstner(e). Her overtog Eistrup – der også har en karriere som billedkunstner – kontrollen med Kashmirs vidtfavnende artwork, der for gruppens mange fans er en helt uadskillelig del af Kashmir-universet.

Bogen viser med utallige eksempler, hvor langt Eistrup har bevæget sig som kunstner på tværs af Kashmirs diskografi. Alene til »The Good Life« designede han 50 unikke albumcovers, der på sin vis udstak kursen for meget af det, der er kommet sidenhen.

Her væver tegneserie, tekniske tegninger, polaroidfotos, maleri og typografi sig sammen i en suggestiv og kulørt collagestil, der tydeligt trækker på Andy Warhols popart-bevægelse, men som samtidig altid rummer Eistrups ubestemmelige signatur.

Det indblik er rigtig interessant. Og derfor kunne man med fordel også godt have vægtet forholdet mellem artwork og de lige lovlig mange bandfotos lidt anderledes.

Andre steder balancerer bogen på kanten til det museale, når billeder af udvalgte Kashmir-genstande som f.eks. Eistrups notesbøger eller bandets instrumenter bliver fotograferet liggende på en hvid baggrund, som stod de i en glasmontre på et museum.

Men det er en lille anke. For overordnet er »Logue Book« en virkelig lækker og flot layoutet bog, der i den grad yder Kashmirs frodige visuelle univers retfærdighed.

Fem stjerner

Titel: »Postkort Fra Langestrand«.

Idé: Malk de Koijn og Christian Langballe.

Art direction: Jacob Birch.

Sider: 216.

Pris: 349 kr.

Forlag: Langestrand Fladhjul.

Fire stjerner

Titel: »Kashmir: Logue Book«.

Koncept: Søren Hørdum og Martin Engelbreth.Art direction: Nicolai Bejder.

Sider: 248.

Pris: 395 kr.

Forlag: Hørdum & Engelbreth.