To liv, to søstre, to valg.

Det er det, der modstilles i Malene Ravns lille mørke roman, »Mia«. To skæbner, indbyrdes forbundne i en skæbnefortælling, der kun synes at kunne gå én vej, mod bunden, mørket, udselttelsen. Altsammen beskrevet med en særlig kombination af knaphed i sproget og (over)tydelighed i plot, symbolik og relationer, så resultatet bliver noget, man fristes til at kalde et nøgternt melodrama. Hvor paradoksalt det så end måtte lyde.

Det er Mias perspektiv, verdens ses fra i »Mia«, og der er et nutidsplan og et fortidsplan, og den akse, det hele drejer sig om, er et søskendeforhold, der også dengang, da pigerne var små, var i ubalance.

Og der er en mand på spil på begge planer, på fortidsplanet en fordrukken far, hvis kærlighed Mia længes efter, som hun også længes efter søsteren Selines kærlighed, på nutidsplanet en kæreste, Jacob, Selines kæreste, som giver Seline, hvad hun måske gerne vil have, masser af sex og ydmygende tæsk, som ikke får hende til at trække sig, flygte, sige fra, men snarere synes at forstærke et sygt kærlighedsbånd mellem de to.

Et perverteret provinsparforhold, med andre ord, sat op mod Mias liv, der er det helt modsatte: Et liv i selvvalgt alenehed, med potentielle bejlere som dyrlægen Malthe holdt ude i strakt arm, med dyrene i det lille alenehus på landet som dem, der giver hende det levende, åndende, kropslige nærvær, som også hun har brug for, men uden alt det menneskelige med alle dets muligheder og faldgruber og farligheder.

Her er lidt fra begyndelsen, noget om Mias hang til ro, renlighed og regelmæssighed: »Køkkenet er pænt og praktisk, næsten renskuret i sin fremtoning. Hun har taget grene med ind efter morgenens ridetur, de står i en kande på spisebordet. Vinduet står åbent, og det hvide gardin løfter sig en smule i vinden. Mia tænker, at det ser fint ud.«

Socialrealistisk, symbolladet thriller

At Mias måske fortvivlede forsøg på at holde verden på afstand er lettere tænkt end gjort, røber vi næppe for meget ved at afsløre.

Spændingen mellem afstand og nærhed, fortid og nutid, inkarneret af Mia og Seline, gennemsyrer romanen, og det er det feminines dragning til og frastødelse af maskuliniteten på godt og ondt, der er dens grundtema, til overflod symboliseret af det faktum, at Mia, dyrevennen, på opfordring fra den søde dyrlæge Malthe, der vist nok er lidt interesseret i hende, tager en tyr i pleje og døber den Otto, som også var det, hendes mange marsvin og kaniner hed, dengang hun var lille.

En tyr! Indbegrebet af brunst og potentiel livsfarlig maskulinitet! Her navnemæssigt koblet til en barnlig uskyld, som ikke længere er der. Så er tingene ligesom sat klart op.

Hvorvidt den indhegnede tyr slipper ud af sin indhegning, hvorvidt det højspændte forhold mellem det maskuline og feminine udarter sig, om Mia kan fastholde sin selvvalgte isolation, og hvordan det ender med Seline og hendes øretæveuddelende kæreste, skal selvfølgelig ikke røbes her.

Men i hvert fald er der ikke lagt op til nogen happy ending i Malene Ravns fortælling, der kompromisløst dyrker dysterheden og det åbenbart håbløse i såvel tosomheden som ensomheden, derude på landet.

»Mia« er tæt i sin tydelighed og tydelig i sin tæthed, og som sådan er den en konsekvent gennemført skæbnefortælling, der kunne være blevet til kitsch, men snarere fremstår som en socialrealistisk, symbolladet thriller. Uanset hvad, så lever de livet på kanten, derude i udkanten. I hvert fald i Malene Ravns univers. Så hellere storbyen.

Titel: Mia. Forfatter: Malene Ravn. Sider: 152. Forlag: Gyldendal. Pris: 199,95.