Maja Lucas siger det, der ikke må siges

»Mor« er en intens og insisterende lille fortælling om et mor-barnforhold, der brister, og om kvindens ikke (altid) selvfølgelige biologiske modernatur.

Maja Lucas bryder tabuer og skriver om de forbudte følelser, en moderne kvinder kvinde kan blive ramt af efter at have fået barn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Moderskabet er ikke altid et stort, smukt og krummeluret indbo i en kvindes univers. Det kan både fylde for meget og for lidt, være for omfangsrigt til at give plads til andet inventar i tilværelsens daglige trummerum og for lille til at huse alle de talenter, tanker og intuitive fornemmelser, vi har hængende på vores indre bøjlestang.

Moderskabet i Maja Lucas’ korte intense og insisterende roman »Mor« er et af den slags, der er stort nok uden at fylde for meget, men som ikke er fyldt op og ikke når at blive fyldt op, inden det fanges af hverdagens hvirvlende vinde og vælter ned over hovedpersonen. Hun er en helt almindelig kvinde, der har født sit ønskebarn og herefter – forgæves – forsøger at finde ud af at være mor.

Det er ikke fødselsdepressionen, der trykker, men det daglige ansvar, den tveæggede følelse af afmagt og almagt, forbudte følelser af kedsomhed, vrede og fysisk forfald. Hun både frydes over og frastødes af barnet, og jo længere tid hun går med de forbudte følelser, des mere grådlabil, ensom og desperat bliver hun. I sidste ende får det konsekvenser for både hendes forhold til barnet og til manden i hendes liv, barnets far.

Den lille pige bliver født, efter at fødslen er sat i gang med kunstige hormoner. Alt går fint, men kvinden mister meget blod undervejs, må en tur på operationsbordet, kommer tilbage med drop i armen og et mærkeligt sår, der ligner et brændemærke. Lægen forklarer, at hun ville have været død, hvis hun ikke havde født på hospitalet. Man forstår, at hun på en eller anden vis allerede er stigmatiseret, om end det værste endnu er i vente.

Poetisk indpakket tabubrud

Parret glider langsomt, men sikkert fra hinanden, uden at der kan sættes en brysk finger på hverken ham eller hende, andet end at de glemmer at tale sammen, glemmer hinanden og hinandens behov i forhold til den lille datter. Afbrudt nattesøvn og deraf invaliderende træthed samt usikkerhed i forhold til forældrerollens grænser er andre faktorer.

Men det handler også om det, som Lucas kalder »almindelighedens voldsomhed«. Kvinden skammer sig over ikke at være i stand til at få dagligdagen med det lille barn til at fungere, og hvis hun kunne vælge at bruge sin tid, som hun helst ønskede, ville der – må hun erkende – højst være tid til et par timer med datteren. At få et barn er det mest voldsomme, der er sket i hendes liv. På godt, jovist, men så sandelig også på ondt.

Med sin helt enkle og rensede pen beskriver Lucas de (forbudte) følelser, som moderne kvinder i større eller mindre grad kan blive overmandet af efter at have fået barn, biologisk forskel på kønnene eller ej.

De fleste kan med en god portion råstyrke og midlertidig tilsidesættelse af egne behov bekæmpe dem, men i »Mor« føres frustrationen ud i yderste konsekvens, moderskabets indhold roder rundt på bunden, og det store smukke monstrum ender med at vippe hende og hendes verden omkuld.

Det er stilsikkert og kontant beskrevet, men i al sin usmykkede ligefremhed er det også dystert og tungt, og det gør ondt at læse, som når tabuer brydes og det forlorne springer ud ad skabene »Mor« er lige præcis et poetisk indpakket tabubrud.

Titel: Mor. Forfatter: Maja Lucas. Sider: 144. Pris: 229 kr. Forlag: C&K Forlag.