Mainstream effekten

Jussi Adler-Olsen leverer en god, gedigen og gruopvækkende, men også pæn og poleret gyser i det femte bind om afdeling Q. Men mangler der ikke lidt kant?

Meget kan man sige om det, der kaldes »den nordiske krimi«. For eksempel at den er lys og luftig og let genkendelig for læseren i sin ofte meget hverdagsagtige miljøbeskrivelse, at der ikke er for mange komplicerede politiske, filosofiske eller fortællemæssige forviklinger, og at den ofte giver et rammende, nogle gange et ætsende spydigt samfundsportræt.

Visse krimi-forfattere gør det bedre end andre, og Jussi Adler-Olsen gør det noget nær bedst. I det femte bind om den dovne og lettere desillusionerede Carl Mørck og hans tro væbnere, den mystiske Assad og den skrappe Rose, fra Københavns politis afdeling for gamle sager, Afdeling Q, viser Adler-Olsen endnu engang, at han mestrer den gode historie.

Med et labyrintisk og nervepirrende plot, skæve eksistenser og bidende samfundssarkasme er »Marco effekten« et godt eksempel på, hvorfor denne forfatter frem for så mange andre storsælger i både Danmark og udlandet og i dag udkommer i et historisk højt førsteoplag på 175.000 bøger.

Virtuost og med sikker pen jonglerer Adler-Olsen med flere sideløbende spor, der gradvist vikler sig ind i hinanden. Med enkelte lettere banale selvfølgeligheder og - da-da-da-daaa! - korte og oppustede punchlines som undtagelse, er historien skrevet i et stærkt og stilsikkert sprog med masser af kløgt og cliffhangers. Og humor.

Den ene gren af fortællingen handler om den femtenårige Marco, der er opvokset i en kriminel og kynisk klan af illegale indvandrere. Han og de andre medlemmer er underlagt den usympatiske leder Zola, der med fast hånd indkasserer store summer fra Marco og de øvrige undersåtters tiggeri og lommetyveri.

Da Marco en dag uforvarende overhører en samtale, hvor Zola planlægger at lemlæste Marco for at gøre ham til en ynkelig og medlidenheds-fordrende tigger, vælger han at flygte.

Det bliver en flugt på liv og død, hvor snart det halve kriminelle Danmark jagter den unge knægt op og ned ad københavnske gader og stræder, ud og ind af overfyldte metroer, østerbroske lejligheder, Brønshøj-villaer og etagehøje byggepladser, og hvor man som læser sidder med galopperende puls og udelt sympati for denne lille illegale, snuskede sigøjner af en gadeforbryder.

Sympati har man ikke meget af over for en korrupt bankdirektør, der bruger ufine metoder for at undgå et finanskrise-krak, og man er også lidt loren ved en højtstående embedsmand, der øger sin pensionsopsparing på bekostning af fattige afrikanske pygmæer. En anden gren af historien foregår således i Afrika, hvor et stort anlagt bistandsprojekt ikke forløber helt som planlagt, mens et tredje spor følger Carl Mørck og hans kvababbelser både på politigården og i privaten.

Hvor skurke og helte, ofre og bødler er en anelse firkantede i deres udtryk, er der noget sympatisk ved, at seriens hovedperson, Carl Mørck, ofte er så usympatisk, som det er tilfældet. Her har vi en mand med fortrængte traumer og et forkrampet følelsesliv, der forsøger at holde sammen på både sig selv og sin lille truede afdeling med midler, der måske ikke altid er hensigtsmæssige men dog ganske menneskelige. Sammen med det godt sammenskruede plot er det med til at gøre såvel historien som figuren troværdig, give identifikation hos læseren og få serien til at hæve sig en klasse over mange andre inden for denne genre.

Hvad Adler-Olsen mangler i samme grad som en del øvrige nordiske krimiforfattere er til gengæld »kant«. Hele dette univers af let tilgængelighed i »Marco effekten« bliver i al sin uhygge og gruopvækkende spænding for pænt og veltilslebet, og selv om Adler-Olsen godt kan skabe nuancer og perspektivering, bliver helheden en anelse karikeret og sort-hvid. Det kan muligvis ikke være anderledes, når man skal sælge i millionoplag, men hvis det var lade-sig-gørligt med mere skævhed, vildskab og kratten i den faste skabelon og de pænt polerede overflader, ville Afdeling Q adskille sig i endnu højere grad og formentlig ende med at funkle blandt de højeste stjerner. »Marco effekten« er gedigen og gyselig god mainstream men heller ikke mere eller andet end det.