Det mest utrolige ved Anne Lise Marstrand-Jørgensens medrivende roman »Hildegard« er forfatterens evne til at gøre en for nutiden så mærkværdig skikkelse som Hildegard von Bingen forståelig. Hvordan den ekstreme klostertilværelse som benediktinernonne i underkastelse, afsavn og direkte fysisk lidelse kan bane vejen til Gud, har alle dage været denne læser en gåde. Efter 400 siders læse-flow er en af de helt store kvinder i europæisk historie imidlertid overbevisende forklaret og forstået i et så sanseligt, smukt og billedrigt sprog, at læseoplevelsen emnet ufortalt er ren nydelse.
Romanen fortæller historien om de første 50 år af Hildegard von Bingens liv, fra moderens vanskelige fødsel, der åbner romanen i 1098, til Hildegard i 1148 får pavens godkendelse som Guds sendebud. Det er hendes læremester og fortrolige, munken Volmar, der bringer hende det skelsættende budskab, som de sammen har ventet på.
Enten udstødning af kirken som kættere og godt på vej til offentlig henrettelse, eller pavens anerkendelse af Hildegard som seeren, der skal gå frem i verden og sige alt »for ingen må holde en stemme, der kommer fra Herren, tilbage«.
Fra moderens afmægtige fødselssmerte »Jeg kan ikke« frem til pavens anerkendelse af den mærkelige kvinde med de rige evner er Hildegard fortællingen om et menneske, der i den grad og på trods af enhver sandsynlighed vender svaghed til styrke og modgang til fremdrift, at hendes navn lyser til os gennem århundreder. Med Anne Lise Marstrand-Jørgensens roman har ikke bare navnet Hildegard von Bingen nu fået nyt liv, men den tidlige middelalders religiøse forestillinger er blevet uforglemmeligt nærværende og rystende i sin konkrete omsætning fra læresætninger til levet, fysisk eksistens.
Ren overgivelse
Ikke mindst overgiver man sig til det midterste kapitel, hvor Hildegard som otte-årig sendes hjemmefra for at bo hos den unge Jutta, der frivilligt har besluttet sig for på eremitagtig vis at lade sig indemure i klostret i Disibodenberg, hvor hun to år senere sten for sten indespærres for resten af livet. Eneste forbindelse til verden udenfor er et enkelt gittervindue, gennem hvilket hun kan undervise sin unge discipel i lydighed og underkastelse. Disciplineringen af de unge kvinders liv og kroppe er ren Foucault. Her formes i sandhed individer indskrevet i et magtforhold. Hildegard vokser gennem et rigt indre liv, en renhjertet åbenhed for selv kroppens våde drømme og en evne til at få det bedste ud af den viden og de få mennesker, hun har adgang til.
Hvor Jutta søger frelsen gennem askese og selvpåført lidelse, finder Hildegard sin egen stemme og sin frelses vej ved at tage sin påtvungne skæbne på sig. Romanen udfolder det paradoks til det yderste, at nok kan middelalderens kristne religion være voldelig i sin undertrykkelse, men omvendt kan ingen nok så patriarkalsk myndighed forhindre nogen kvinde i at henvende sig direkte til Gud. Store dele af middelalderens litteratur er da også blevet til i netop den kvindelige forfatters hævdelse af retten til uden omsvøb at tale direkte til Vorherre. Hildegard von Bingen fik dertil overbevist verden om, at hendes tale kom fra Gud.
Det er denne helt utrolige historie, der får kød og blod i Anne Lise Marstrand-Jørgensen højlitterære, intuitive og næsten mirakuløst velskrevne roman. Man griber sig i at undre sig over, hvor forfatteren mon selv modtager sine syner fra.
