»Åh, hr. Wamberg,« sagde skuespilleren Clara Pontoppidan en dag - med en stemme som en karamel.
»Vil De være så sød at åbne for champagnen. De er jo så dygtig - til at lukke flasker op.«
Lyder det som en begrænset kompliment til en magister, der netop så gerne ville være dygtig i sit fag, så rummer spøgen dog en dybere sandhed, der skal forstås som en kompliment.
Ingen har nemlig som Niels Birger Wamberg i magisterrollen og som suveræn fortolker grebet dybt i kultur- og litteraturskattene og samtidig med sproglig elegance formået at fejre festdage for kunstarternes store personligheder i skåltalen. Wamberg har, foruden så meget andet, optrådt som den akademiske verdens ødsle gave til kronikredaktørerne ved de store dagblade, når runde dage skulle fejres kort og fyndigt og alligevel med manér og en pointe, der kunne holde også for eftertiden.
I samlingen af essays, der udgives omkring Wambergs 80 års fødselsdag, kan man specielt til 60-plus-læserne anbefale de kærligt rammende og wambergsk sylespidse portrætter af Soya, Bodil Ipsen, Poul Reumert, Clara Pontoppidan, Ebbe Rode, Erik Mørk og Ghita Nørby, mens hans litterære læsninger i specielt romantikken og Karen Blixens forfatterskab har bredere appel og et længere efterliv.
Morsom læsning
Samlingen af artikler lægger ud med en forelæsning fra Danmarks Lærerhøjskole, hvor fødselaren selv var lektor, om morskabslæsning.
I forelæsningen om fantasiens almagt og bøgernes erobring af barnesindet sætter han markant skel mellem plat virkelighed og frodig fiktion i en selvoplevet anekdote: Den passionerede Conan Doyle-læser opsøgte for en halv snes år siden optændt af hellig forventning Dartmoor Hede i England, hvor Baskervilles hund som bekendt huserede.
Ved stien, der fører ned til den bundløse mose, læste han i skumring og ruskregn skiltet med påbuddet: »Hunde skal holdes i snor!«
Siden har forfatterens svar på den pedantiske litteraturpædagogik lydt: »Slip hundene løs!«
Med vanligt sprogligt overblik begiver Wamberg sig ind i den danske guldalder og romantik, hvor især hans eventyrfortolkninger af H. C. Andersen, men også forståelse for digterens mere dæmoniske sider får lov at funkle.
Fru Heibergs »Et liv genoplevet i erindringen« læser han som et »storbarmet værk« om demaskering af livets forfængelighed, og han smelter så at sige Oehlenschlägers digtergeni om med guldhornene, da samtiden efterlyste geniets poetiske samvittighed.
Uden at skele til hæren af selvbestaltede »Blixen-eksperter« går Wamberg i bogens stærkeste og mest ambitiøse kapitel ind i en demaskering af Karen Blixens forfatterskab.
Med suverænt overblik ikke blot over hendes værker, men også hendes brevskrivning leverer han et bud på digterens rolle- og maskespil i liv og kunst. Fødselarens viden og overblik er formidabelt, og hans evne som sproglig formidler gør ham til langt mere end en dygtig flaskeåbner af champagne og årgangsvine ved kulturelle mærkedage.
