Magien udebliver hos Grøndahl

En tryllekunstnerfar, et fremmed land og en hemmelig mikstur - lyder det som opskriften på en eventyrlig fortælling? Det er Jens Christian Grøndahls nye børnebog desværre ikke.

Spændingen begynder alt for sent i Jens Christian Grøndahls nye børnebog »Grace og Paolo«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget magisk over oplevelsen af gode børnebøger. Jeg kan huske følelsen som barn. Min mor kunne læse »Androkles og løven«, så frygten løb koldt ned ad ryggen, og oplevelsen er lige så stor 30 år senere, når jeg selv læser op og tager liiiige ét kapitel mere af Bulderby-bogen, fordi ingen er klar til at sige godnat til Lisa og de andre børn.

Og måske er det, fordi verden aldrig bliver tryggere end netop dér: Sengelampen, dynen og bamserne. Måske er det, fordi natten og drømmene er så tæt på. I hvert fald er det, som om magien er meget tæt på, aldrig længere væk end næste side.

Derfor lyder det da også umiddelbart som en god idé, når Jens Christian Grøndahl lader hovedpersonen i »Grace og Paolo«, den 10-årige Grace, have en tryllekunstner som far. Deres hjem er på samme tid et helt almindeligt dansk hjem med mor, far og datter og et mystisk sted, hvor de hvide duer flyver frit.

Men Graces mor er træt af det magiske og forlader far og datter, der kort tid efter drager over Atlanterhavet til tryllekunstnerkongres. Med sig har de en hemmelig mikstur, der gør det muligt at læse hinandens tanker. Grace bruger noget af miksturen på den mystiske dreng Paolo, og straks er hun viklet ind i et opgør med landets tyranniske general ...

Finder ikke sin genre

Miksturen, som Grace og hendes far har med over Atlanten, er egentlig en god idé. Dens evne til at åbne op for en forståelse af et andet menneske er den samme som litteraturens. Den bliver et billede på kunstens potentiale. Men desværre indfrier Grøndahl det ikke selv i »Grace og Paolo«.

Han kan ikke rigtig finde sin genre. Nogle gange forsøger han at være sjov - duerne bliver ved med at lægge æg i morens undertøj, generalen har falsk et overskæg, der ligner en skovsnegl. »Onkel-humor”«kalder man nogle gange den slags, hvor onkel selv synes, han er utroligt vittig, mens børnene sidder og krummer tæer.

Når Grøndahl så ikke er onkel-vittig, vil han gerne være socialrealis­tisk, og de fattige i hans bog er fattige, præcis som man kan forestille sig det: Pigerne går i lasede kjoler. Hundene er så tynde, at man kan se deres ribben. Den fremmede drengs far er i fængsel, fordi han har skrevet et digt om den onde diktator. Det virker fortænkt, for fladt og forudsigeligt.

Bedre går det, når Grøndahl skruer op for plottet og lader Grace snige sig ind i generalens slot. Det er god gammeldags spænding, som dog desværre først begynder to tredjedele inde i bogen, og det er for sent.

I »Mio, min Mio« river Astrid Lindgren hovedpersonen Bo Vilhelm Olsen ud af hverdagen og ind i magien allerede på side 1. Når spændingen begynder i »Grace og Paolo«, har barnet længe plaget, om vi ikke bare kan læse noget andet.

Titel: Grace og Paolo. Forfatter: Jens Christian Grøndahl. Illustrator: Charlotte Pardi. Sider: 136. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal.