Mænd elsker kvinder elsker kvinder elsker mænd

Ida Holmegaard debuterer handlingsfattigt fint med en lille roman om flere slags kærlighed.

Ida Holmegaard debuterer fint med romanen »Emma Emma«. Fold sammen
Læs mere

Sjældent har jeg læst så fjollet en pressemeddelelse om en ny roman. Den fortjener at blive citeret fyldigt. Der står: »Emma Emma er den sydstatslitteratur, der altid har manglet i Danmark, og dog er det noget helt nyt. Ikke siden Carson McCullers har en forfatter rapporteret så køligt fra landskabet under den kogende sol, ikke siden Françoise Sagan har nogen skrevet så klart om kærlighedens indviklede logik.«

Helt ærligt! Jeg ved ikke lige, hvad forlaget Gladiator forestiller sig, men at sammenligne en ung, dansk debuterende romanforfatter med to af verdenslitteraturens store kvindelige prosaister er altså virkelig langt ude, og selv om romanen foregår en meget varm sommer i København, så er det altså ikke lige varme somre i København, man forbinder med udtryk som »landskabet under den kogende sol.«

Det er kort sagt vrøvl fra ende til anden, men bortset fra det, så er »Emma Emma« faktisk en rigtig fin lille roman i sin egen ret, og det er den først og fremmest, fordi dens forfatterskoleuddannede forfatter, Ida Holmegaard, er en kvinde, der med få ord kan fremskrive en situation, en stemning, en tilstand. Et eksempel:

»Jeg køber en citronpresser af en ældre kvinde i en lang, gul cardigan og tænker på Emma. Den er til hende, den er i røgfarvet glas, en smuk, halvgennemsigtig spids med en rille omkring til at opsamle saften. Jeg forestiller mig hendes hænder, de er brede og fregnede, hvordan hun vil stå i køkkenet og presse de halve citroner ned over glasspidsen igen og igen.«

Enkel og præcis

Se, sådan kan man også sige »jeg elsker dig« eller »jeg vil have dig, jeg vil bare have dig«, og det siger noget om Ida Holme­gaards færdigheder som forfatter, at hun her som så mange andre steder i »Emma Emma« viser, hvordan man kan berette om tingene smukt og klart og, som her, erotisk, uden at sige dem direkte.

Det er sådan noget stof, rigtig litteratur er gjort af, og lad så være, at romanen ligner så megen anden ung dansk prosa ved at være fattig på handling og rigere på sprog. Den har andre kvaliteter.

Jeg-fortælleren, Agnes, kommer sammen med Anton, som hun elsker, men hun bliver også forelsket i veninden Emma, der vender hjem fra et ophold i London, hvor hun kom sammen med en fyr ved navn Guy, og Emma bliver også forelsket i Agnes, og det er så dét, og det er jo ikke så meget.

Eller man kan sige, at romanen især handler om, hvordan kærligheden kan gå mange veje, idet den jo altså både kan rette sig mod ens eget køn og mod det modsatte køn eller mod begge dele på én gang, og man kan tilføje, at romanen på den måde også handler om, at mange unges seksualitet, i modsætning til tidligere, synes at være mere flydende, noget i dén forstand mere ubesværet, end den engang var. Også selv om den så samtidig, på andre måder, er præcis lige så besværlig som kærlighed altid har været.

»Jeg har det, som om jeg har været for længe i Tivoli, svimmelt og sentimentalt,« lyder én af Agnes’ mange beskrivelser af sig selv. Typisk Agnes. Enkelt, præcist. Som den i det hele taget er det, denne lille roman, hvis forfatter nok har meget mere i sig og nok kan blive endnu bedre, den dag hun har en endnu bedre historie at fortælle. Stå på egne ben kan hun allerede. Også helt uden håbløse sammenligninger.

Titel: Emma Emma. Forfatter: Ida Holmegaard. Sider: 116. Pris: 200 kr. Forlag: Gladiator.