Mænd af mørket

En af Danmarks mest erfarne jægersoldater har skrevet den første og sandsynligvis sidste realistiske beretning om elitesoldaternes opgaver i Irak og Afghanistan. Måske kommer han til at skrive sidste kapitel i en fængselscelle.

Jægersoidaten Thomas Rathsacks næste kamp bliver mod de danske myndigheder for at undgå en fængselsstraf. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikkel Møller

Han er en af Danmarks mest erfarne og hårdføre jægersoldater. Han har slidt sig omtrent til døde i de afghanske bjerge. Han har demonteret miner, der kan vælte en kampvogn. Han har svømmet i irakiske kloakker, stået ansigt til ansigt med fjenden og kæmpet sig ud af baghold i Basra.

Men for tre dage siden blev Thomas Rathsack centrum i en ganske anden storm, som nu har udløst et fogedforbud mod hans bog om oplevelserne som jæger, der skulle udkomme om fem dage. Og værre endnu: En straffesag hænger over hans hoved, fordi han efter Forsvarets opfattelse har brudt sin tavshedspligt. Og bliver han straffet for det, er hans nuværende job som uddannelsesbefalingsmænd i Hjemmeværnet også i fare. Straframmen for at fortælle hemmeligheder til skade for Rigets sikkerhed og forholdet til fremmede magter er otte års fængsel.

Den foreløbig forbudte bog er ellers den første og – nu formentlig den sidste – skrevet af en dansk soldat, der giver en dramatisk, men fremfor alt realistisk og ganske detaljeret beskrivelse af, hvad elitesoldaterne fra Aalborg bruger tiden på, og hvilke missioner de udfører på kongerigets vegne.

Den nu 42-årige Thomas Rathsack blev jægersoldat som 23-årig. Ud af 94 håbefulde var det kun otte, der klarede optagelsen og med instruktørens rosende ord: »Rathsack, det er for godt til at være sandt« hængende i ørerne, gav den unge mand med den nyerhvervede bordeauxfarvede baret sig ud i elitesoldatens ekstreme oplevelser. Men 1990ernes Danmark havde endnu ikke sendt sine soldater ud i de oprørskrige, som efter terrorangrebet i New York og Washington fulgte i Afghanistan og Irak, og Thomas Rathsack blev træt af øvelser, øvelser og øvelser. Uanset at nogle af dem kunne have kostet ham livet. Han sagde op og gav sig som ansat i Danish Demining Group til at rydde miner i Afghanistan, indtil terrorangrebet fik soldater fra USA til at vælte ned fra himlen over Afghanistan.

I hælene fulgte Jægerkorpset og blandt dem Thomas Rathsack, som var tilbage i den ørkenfarvede uniform. Indledningsvis blev han med sin store viden om afghanerne, deres skikke og dagligdag brugt som operationsofficer i staben, men inden længe havde han og de øvrige i patruljen ørkenstøvlerne på og en rygsæk på 65 kilo på ryggen. Plus to ekstra rygsække med vand – 50 liter pr. mand – til ti dages ophold i nogle af Afghanistans højeste bjerge. Fra en klippekant skulle jægerpatruljen observere mod en Taleban-inficeret landsby nær grænsen til Pakistan.

»Jeg er allerede gennemblødt af sved. Det bliver en hård nat. Hård som ind i helvede, for nu går det opad. Voldsomt opad. Så meget at det er helt umuligt at klare opturen med benene alene. Jeg sikrer mit våben og slipper det, så det hænger frit på brystet i skulderremmen, og jeg kan bruge mine arme og hænder til at hive og presse mine og rygsækkens i alt 165 kilo opad. Jeg finder fodfæste med én støvle ad gangen og mobiliserer al kraft i hver eneste fiber i mit ben. Mine tynde pilothandsker er allerede nu flossede af de skarpe klippekanter. Jeg kigger ned ad klippesiden. At miste balancen her betyder den sikre død. Det her overgår min vildeste fantasi«, beretter Thomas Rathsack i bogen »Jæger« om sin første skarpe mission som jægersoldat i Afghanistan.

Efter nogle dage dukker Taleban op i de stærke kikkerter. En kolonne på 12 mand med AK-47ere på ryggen vandrer ind i landsbyen, og jægerne får travlt med at sende billeder via satellit til basen på Kandahar Airfield 400 km borte. Missionen ender med opdagelse og hovedkulds flugt, da to Taleban-krigere nærmer sig indgangen til jægernes skjulte base på klippeafsatsen:

»Ikke engang ti meter fra mig lister to mænd med Kalashnikovs langsomt frem mod os igennem klippeåbningen. Det er tydeligt, at de ikke rigtig fatter, hvad de ser. De kniber deres øjne sammen i morgensolen. Dette er deres territorium, deres baghave, og det her ser ikke rigtigt ud. Den ene knuger sit våben hårdt ind til kroppen, som om det insisterer på at blive brugt. Jeg har mit våben klar i skulderen. Fører i slowmotion piben op i retning mod dem, mens min tommelfinger finder sikringen og stille afsikrer. Klar til at kæmpe. Ud af øjenkrogen ser jeg, at René og Henrik også ligger klar med deres våben. Havde det ikke været for sløringsnettet, var vi for længst blevet opdaget af de to mænd. De har sorte fuldskæg, er klædt i mørkt, pjaltet tøj og slidte læderstøvler, og den ene bærer et sort klæde om hovedet. Typisk Taleban. Mikkel rækker langsomt hånden ud efter udløsermekanismen til nærsikringsgranaterne. En meter mere og den første granat vil kunne ramme den forreste af mændene. De tager begge forsigtigt endnu et skridt fremad. Det får Henrik til også at afsikre sit våben, og ved det lille metalliske klik stivner mændene, og i samme sekund drejer de i en bevægelse rundt om sig selv og vælter tilbage mod klippens åbning. »Fuck,« råber René. »Efter dem.«

Flere jægersoldater sætter efter mændene, mens Thomas Rathsack pakker basen ned for at gøre klar til flugt.

»Sløringsnettet er ligegyldigt, vi er alligevel opdaget, og desuden vejer det for meget. Vægt er altafgørende på flugt. Mit hjerte hamrer. Jeg smider Mikkels og Henriks morgenmad, som de netop var i gang med, ned i deres rygsække og lukker dem. På et minut er vi klar til flugt.«

Jægerpatruljen i bjergene er ikke enestående. Denne var blot en af adskillige. I Danmark vidste offentligheden ikke meget om, hvad jægerne foretog sig, for Forsvarets modvilje mod at informere var omfattende. Denne signatur besøgte som eneste danske journalist de udsendte danske specialoperationsstyrker i Kandahar og Bagram i slutningen af februar 2002, da danskerne stod standby til at deltage i den store amerikanske operation Anaconda i Tora Bora-bjergene. Besøget krævede en underskrevet håndfæstning, der forhindrede offentliggørelse af oplysninger om de aktuelle operationer, så det var et mindretal i Danmark, der kendte til naturen af jægernes første samlede indsats under krigslignende forhold nogensinde.

En af de omstridte operationer, som har været med til at udløse fogedforbudet mod bogen, fortæller om en opgave som chauffører og livvagter for en fremmed agent med dæknavnet »Eric«, der mødes med afghanske kilder på natlige møder. Efter alt at dømme en CIA-agent, som kom i danskernes varetægt. Rathsack og hans gruppe kører om natten med deres agent »Eric« i biler, der ligner de afghanske. Indsmurt i brun farve, med skæg og i kjortler kan de for et flygtigt blik i natten gå for at være afghanere. Men de vil blive afsløret, hvis nogen kigger nærmere på dem. Nærkontakt med både venner og fjender skal undgås. Men en nat går det galt, da Rathsack pludselig havner i et afghansk checkpoint:

»Klokken er lidt over 01, og jeg håber, at de afghanske soldater er sløve og trætte og bare vinker os igennem. Men da vi nærmer os, træder en soldat bevæbnet med en AK-47 ud på midten af vejen og holder en hånd op. Både Mikkel og jeg bander. Jeg ruller vinduet ned og kører langsomt frem mod ham. »Salaam Alaykum,« hilser han.«

Danskerne bliver afsløret, men betaler med en rulle 50-dollarsedler og slipper med skrækken. Kort efter kan de afhente »Eric« som planlagt på det aftalte sekund.

Jægerne følger året efter med den danske bataljon til Irak, hvor Rathsack og hans kolleger bliver livvagter for den danske ambassadør, Torben Getterman, i Bagdad. I Basra jagter elitesoldaterne militserne, der sender raketter ned over den britisk-danske lejr. I en mere end almindeligt ulækker mission må danskerne krydse åbne kanaler med menneskelig afføring til hagen, inden de når frem til et bevogtet våbendepot. Men depotet er under skarp bevogtning, og pludselig står Thomas Rathsack i nattemørket ansigt til ansigt med en vagt, som heldigvis ikke har natbriller.

»Vagten trækker nu sin AK-47 om foran kroppen og bevæger sig langsomt hen mod den række af træer, jeg står bag. Det er for sent at gøre noget nu. Jeg kan hverken dukke mig eller trække mig bagud, da lyden vil afsløre mig. Langsomt bevæger vagten sig langs træerne og kigger ind i det for ham mørke buskads. Jeg ved, at det grønne lys fra natbrillerne svagt lyser mine øjenhuler op og håber, at han ikke ser det. Han standser et par meter foran mig nu. Vi stirrer reelt hinanden direkte i øjnene. Mit hjerte banker, så jeg frygter, at han faktisk kan høre det. Øjeblikket føles som en evighed, og det ben, som jeg foroverbøjet hviler på, begynder at ryste under belastningen fra min kropsvægt. Så drejer han endelig hovedet bort og vender tilbage mod huset, hvor han sætter sig ned på dørtrinnet og trækker en pakke cigaretter op af brystlommen, trækker én ud med tænderne og får ild på den. Min hjertefrekvens falder igen, og jeg knæler langsomt for at få syren ud af benet.«

I juni tog 65 jægersoldater atter afsted på terroristjagt; denne gang til Helmand provinsen for at jage dem, der placerer vejsidebomber. Thomas Rathsack forsøgte at komme med, men pladserne var fyldt op. I stedet gjorde han sin bog færdig.

Alle citaterne i artiklen stammer fra Thomas Rathsacks bog »Jæger«.