Mads Peder Nordbo skriver om alt, alt for meget

Fysik og metafysik, kærlighed og død, kz-lejre og trafficking. Mads Peder Nordbo forsøger at rumme det hele i sin nye spændingsroman. Det lykkes ikke.

Mads Peder Nordbo henvender sig fint til konspirationsthrillermarkedet, men »Gudspartiklen« svulmer desværre op med ligegyldigheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For et par år siden stod den naturvidenskabelige verden på den anden ende, da forskere i det europæiske atomforskningscenter CERN i Schweiz knoklede med at frembringe den sagnomspunde Higgs-partikel i en 27 kilometer lang generator. Higgs-partiklen spiller en central rolle i fysikkens standardteori og vil kunne forklare, hvorfor andre partikler har masse.

Ligeledes er den årsag til, at der ud af det kosmiske kaos efter Big Bang kunne dannes stjerner, galakser og planeter og dermed i sidste ende liv. Derfor er det meget passende, at den vist nok ved en fejltagelse også er blevet kaldt »Gudspartiklen«.

Mads Peder Nordbo, der tidligere har udgivet et par romaner, der placerer sig i feltet mellem thriller, videnskab og spekulation, kaster sig over Higgs-partiklen i sin nye roman »Gudspartiklen«. Eller man burde måske hellere skrive »kaster sig OGSÅ over Higgs-partiklen«, for der er godt nok mange bolde i luften i den 341-sider lange bog.

Mikkel er en ph.d.-studerende, der er gået i stå. Han er følelsesmæssigt havareret efter et mange år langt destruktivt kærlighedsforhold og et noget omtumlet familieliv. Tiden går med ingenting og druk, pillemisbrug og byture med vennen Patrick, der kun tænker på nye piger og alkohol.

Temmeligt miserabelt

En dag finder Mikkel en skjult dør til nabolejligheden, som tilsyneladende har stået tom siden 1943 og indeholder en bunke notater og journaler, forfattet af blandt andre Niels Bohr. Det handler om kernekraft. Og om Pagtens Ark.

Men Mads Peder Nordbo lader ikke setup’et stoppe her. Han tilføjer også en historie om trafficking og overgreb mod børn. Og et spor om kz-lejre. Og om en kvindelig (para)psykolog. Og om en hel masse andet. Og det bliver simpelthen alt, alt for meget. Vi befinder os i et univers, hvor grænserne mellem liv og død, før og nu, her og der efterprøves og opløses, og vi bevæger os på tværs af det fysiske og det metafysiske. Men uden at det rigtigt overbeviser.

Bevares, der er et marked for spekulations- og konspirationsthrillere, og dét publikum får helt sikkert valuta for pengene. Samme publikum plejer heller ikke at stille alt for store krav til hverken de finere eller de mere generelle litterære kvaliteter, såsom overbevisende karakterskildringer, ordentlig levering af baggrundsinformation, detaljernes nødvendighed og begrænsningen af deres overflod.

Og det er godt det samme, for håndværksmæssigt ligner »Gudspartiklen« en hjemmegjort carport. Nærmest ingen personer introduceres, uden at der lige knyttes et par iagttagende kommentarer til, og den slags småfyld skader i store doser. Bogen svulmer sidetalsmæssigt op med ligegyldigheder, og kombineret med, at den spekulative bue spændes til over bristepunktet, er resultatet temmelig miserabelt, sådan anskuet gennem litteraturkritikerens briller.

Men lur mig, om bogen ikke kan blive en bestseller i lufthavnskioskerne. Og det er jo også en slags værdi.

Titel: Gudspartiklen. Forfatter: Mads Peder Nordbo. Sider: 341. Pris: 299,95 kr. Forlag: People’sPress.