Mads Holgers sprog spærrer for udsigten

Der er ansatser til noget godt og originalt i Mads Holgers roman »Vorherre bevares«, men ordene står i vejen for fortællingen.

Mads Holger er aktuel med romanen »Vorherre bevares«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Der er en slags højdepunkt i Mads Holgers nye roman, »Vorherre bevares«. Det kommer henimod slutningen, da en kvindelig præst taler i kirken til konfirmanderne og roser én af dem, en øretæveindbydende næsvis ikke-troende teenagepige-konfirmand-aspirant, for at have sagt »fuck Gud«, for sagen er jo den, siger damen i præstekjolen, at dengang Jesus ryddede templet i Jerusalem sagde han også på sin egen måde »fuck Gud«. »

Se, det er jo teologisk idioti for fuld skrue, og hvad dén fører til, skal ikke røbes her, men udsøgt tragikomisk tænkt og beskrevet er det.

Der er også andre godt tænkte scener i romanen, for eksempel den, hvor Det Kgl. Danske Kunstakademi fejrer elevernes afgangseksamen med at uddele præmier til de bedste elevarbejder, og hvor tildelingen af priser til det ene og det andet subversive kunstværk (og ikke til et, ifølge romanen, fremragende, poetisk og naturalistisk maleri) begrundes af en tør, ældre kvindelig rektor, der tydeligvis har haft sin storhedstid, dengang munkemarxismen herskede.

Disse og andre passager i »Vorherre bevares« synes drevet af den værdikonservative debattør og romanforfatters oprigtige, inspirerede indignation, og var hans romanprojekt nået sikkert i land, kunne det være blevet til noget så sjældent og tiltrængt som en både alvorlig og satirisk, eksistentiel, borgerlig ud- og afviklingsroman, komplet med en hovedrolleindehaver, Hektor Ambrosius, der, som der filosoferes over et sted i romanen, lever sit liv i en række kapitler, der tilsyneladende er uden nogen logisk sammenhæng.

Rodet og prætentiøst sprog

Her er, sagt på en anden måde, gode tilløb til et medrivende portræt af et (mande)liv, tilsat solid værdikritik af et nutids-Danmark, hvor der »ikke var nogen borgerlighed endsige et borgerskab tilbage«, men »kun velhavende mennesker, som ganske vist gerne ville betale mindre i skat, men til fulde indfandt sig under de nivellerende kulturelle principper, mod hvilke det end ikke faldt dem ind at sætte sig op.«

En god provokation ligger der også i, at Hektor Ambrosius et sted slår fast, at man IKKE skal tage modgang som en mand, for, »det eneste, der virkelig nytter« er at klynke! Her lanceres vist en anden af Mads Holgers kongstanker - den uheldige, aktuelle feminisering af det maskuline - og sådan er man ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvor hovedpersonens/forfatterens sympatier ligger, og det er fint nok.

Når »Vorherre bevares« alligevel ikke kan kaldes vellykket, skyldes det især, at sproget spærrer for udsynet og indsigten. Teksten myldrer med arkaiske konjunktioner som »endskønt«, ditto adjektiver som »samme« (uden efterstillet substantiv!), adverbier som »hermed« og snirklede sætningskonstruktioner, der får det hele til at klinge så gammeldags, at det mest virker komisk, og i øvrigt uden den korrekthed, som godt gammelt dansk dog havde, hvorfor det hele bliver noget ret rodet og prætentiøst lydende noget.

Indimellem bliver den ofte filosoferende roman direkte uforståelig, som her, da Hektor Ambrosius prøver at komme sig over idiot-præsten: »Han måtte eksilere sig, som han havde haft behov for at gøre det, hver eneste gang han blev konfronteret med samfundet, for så vidt som denne titel efter hans opfattelse kunne indbefatte det, hvorpå der tænktes, da det øjensynligt hverken var funderet endsige sammen.«

Ak og suk! Hvis en dygtig og vedholdende redaktør havde været inde over, kunne »Vorherre bevares« nok været blevet til en god roman. Nu må det blive ved ansatserne. Det er næsten til at klynke over.

Titel: Vorherre bevares. Forfatter: Mads Holger. Sider: 212. Pris: 199,95. Forlag: Mellemgaard.