BogForum er i fuld gang, og fredag blev Debutantprisen for årets skønlitterære debut tildelt Niels Henning Falk Jensby for hans roman »Techno«, og det er så fint, at vi har sådan en litteraturpris, for den sætter godt spot på noget indlysende godt: Forfatteren som skønlitterær debutant. Skønlitterære debutanter er fremtiden. Skønlitterære debutanter kan vi næsten ikke få nok af.
Og dog. Skønlitterære debutanter er selvfølgelig kun noget værd, hvis de virkelig er noget værd som forfattere, og med al respekt for skønlitterære og andre debutanter, så er det altså kun et mindretal, der har potentiale til at gå videre fra debuten og blive rigtige forfattere med værdifulde forfatterskaber foran sig og efterhånden og i stigende grad nogle ditto bag sig.
Men skal man af den grund, fordi alle odds som udgangspunkt er imod én, afholde sig fra at forsøge med at skrive noget, hvis man nu virkelig brænder for at skrive?
Nej, selvfølgelig skal man ikke det. Al god kreativitet begynder med ingenting, det gælder også skriveriets ædle kunst, og som man kan læse mere om i artiklen »Det er svært at skrive en fjelfri tekst«, er der også nogle få, enkle, gode og letforståelige råd, man med fordel kan forholde sig til, inden man for alvor går i gang. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken selv, der er ingen grund til ikke at øse af andres erfaring, og hvis man lytter til dem, der ved bedre, er chancen for at komme godt fra start meget bedre. I hvert fald for de fleste.
For det er også sådan, at for de virkelig begavede, de nærmest geniale eller de helt geniale gælder der helt andre regler. Eller der gælder mere præcist slet ingen regler. De kan bare det der. Eller de kunne bare det der. Som den unge Klaus Rifbjerg, der debuterede så ung og så overbevisende godt i 1956 med digtsamlingen »Under vejr med mig selv«, som Thomas Mann, der som blot 25-årig i 1901 udsendte én af de fineste og menneskeklogeste romaner, der nogensinde er skrevet, »Buddenbrooks«, som Françoise Sagan, der aldrig var bedre, end da hun som teenager midt i 1950erne debuterede med romanen »Bonjour tristesse«.
Men den slags debuter er lige så sjældne som sne i maj og ro og stilhed på BogForum, og mindre kan også gøre det, og debutanter er nødvendige, ikke blot fordi de er nødvendige begyndelser, men også fordi de, når de ellers duer, er registranter af den tid, de lever i, og brugere af det sprog, der skrives i den tid, de lever i, og måske endda skabere af et sprog, der går nye veje og viser nye veje. Det behøver ikke være genialt for at være godt, for godt er tit også godt nok og nogle gange er det endda mere end dét.
Så derfor, kære alle med skrivekløe, skriv bare løs og lyt til gode råd og sørg for, når I har noget, der ligner færdigt arbejde, at kontakte et ordentligt forlag, der kan tage seriøst stilling til, om jeres manuskript skal slippe gennem nåleøjet. Hvis I først er nået så langt, er I allerede nået meget langt. Måske ender I ligefrem med at få Debutantprisen.
