Alternative samlivsformer handler om sex. Ikke mindst. Digteren og forfatteren Niels Lyngsøs poesi og prosa handler om sex. Ikke mindst. At hans nye roman handler om sex, ikke mindst, kommer derfor ikke som nogen overraskelse. Heller ikke det faktum, at nogle af menneskets nærmeste slægninge, de evigt kopulerende bonoboer, spiller en vigtig rolle i bogen.
Dem vender vi tilbage til om lidt.
Lad os til en start slå fast, at »Himlen under jorden«, opfølgeren til »Min ukendte bror«, er en klog, forrygende og lystfyldt svimlende roman, der har træk og personer tilfælles med sin forgænger, men samtidig er helt sin egen.
En følsom, encykoplædisk, feministisk fortælling, hvor altså seksualiteten og den måde, den kan udfolde sig på, i lys og i mørke, i lyst og i nød, står centralt. Og hvor ovennævnte alternative samlivsformer er basis for to grundfortællinger:
Den ene om et kollektiv i 1970ernes Paris, hvor der eksperimenteres seksuelt, som der blev det dengang, den slags steder, den anden om en beslægtet form for subkultur, nemlig det liv, der ifølge romanen stadig leves under jorden i storbyen – i de 300 kilometer gange, som mange kender lidt til, hvis de har besøgt katakombernes mængder af ophobede knogler fra nedlagte kirkegårde, men som de færreste har set en brøkdel af.
I romanens univers hører kollektiver med til livet hernede. I ét af disse kollektiver, Sapiens, er der på stedets egen måde lige så højt til loftet seksuelt, som der var det i det langhårede årtis kollektiver.
Her bor antropologen Nadia Nazir, der er halvsøster til den Hans-Peter Frederiksen, der var hovedpersonen i »Min ukendte bror«. Hun har elsket med mænd og kvinder, fra hun var purung, denne Nadia, hun har oplevet sin første himmelske – og kontaktløse – orgasme i ældgamle, mørke, bemalede franske klippehuler, hun har levet i et forhold med den smukke, sorte kunstner Baartman, som hun inseminerede med sæd, hun sugede ud af mænd i det underjordiske, og det er hende, der på et tidspunkt har nærstuderet bonoboerne.
Hendes evolutions-antropologiske grunderkendelse er denne: At dårligdomme som monogamiet og det patriarkalske samfund hører agrarsamfundet til. De er ikke givne. De er historisk betingede.
Og Hans-Peter, han leder efter Nadia, som han ved eksisterer, men som ikke ved, at han findes. Han er den Hans-Peter, der nær var omkommet af kærlighedens smerte i den første roman, og nu besøger han sin far, der ligger uhelbredeligt syg på et hospital i Genève, og som er far til Nadia, men hvem er moderen?
Samme far har som ingeniør haft kontakt til det underjordiske, i form af en bunker, bygget i sin tid som asyl for den franske elite i tilfælde af et atomangreb. Samme far havde et mørkt seksuelt forhold til en vens elskede, og nu skal sprognørden Hans-Peter på den døendes vegne kontakte den nu ældgamle, rætoromansk-talende ven, der selv har en underjordisk hule i bjergene.
Læg dertil HUSC, en global organisation, der »under jorden« arbejder til menneskehedens bedste, og vi har en roman, der favner både det allermest intime, det store perspektiv og fællesskaber på mange niveauer. Såvel over som under jorden.
Det er vildt meget stof på én gang, men hele denne ophobning virker imponerende nok ikke tyngende, men erkendelsesfremmende. Centralt står erotiske Nadia, jegfortælleren. Hendes vigtigste indsigter er også bogens vigtigste indsigter. Hende kommer man på enhver måde tæt på. Svimlende.
Titel: »Himlen under jorden«
Forfatter: Niels Lyngsø.
Sider: 368.
Pris: 299,95.
Forlag: Gyldendal
