Lykken der forsvandt

Alle kan nynne med på evergreenen »Hvorfor er lykken så lunefuld?« Men få kender kvinden bag sangen. Karen Jønsson var 1930ernes omtrent eneste kvindelige populærkomponist. En ny bog og dobbelt­album fortæller historien om hendes sørgelige skæbne.

»Hvorfor er lykken så lunefuld?« er ikke den eneste klassiker signeret Karen Jønsson. Hun er også kvinde bag »I aften« (»Kom og fortæl, du kan li’ mig«) , »Lille pige, vil du jazze med mig?« og »Han kommer og banker«. Fold sammen
Læs mere

»Hvorfor er lykken så lunefuld? Og hvorfor er glæden så kort? Ak, ofte er livet så meningsløst hårdt«. De fleste, der har hørt en af dansk populærmusiks mest slidstærke klassikere glemmer den ikke. Den hjemsøger ganske enkelt sindet. Den perfekte symbiose af tekst og melodi. Af ord, som måske nok er banale og ind i mellem lidt gammeldags kluntede, men som bliver hængende i erindringen med deres stemning af bristede illusioner og knuste hjerter. Og af musik, den løbende og synkoperede, men også molstemt melankolske melodi. Så enkelt, men dog så rigtigt. Så indlysende, men også så ufatteligt sørgeligt.

Kvinden bag melodien er stort set glemt i dag. Men nu har forfatteren Bruno Nørdam skrevet en biografi om den unge komponist, pianist og sangerinde Karin Jønsson og hendes alt for korte og tragiske liv. Samtidig udsender Det Danske Revymuseum en samlet udgivelse af hendes optagelser på et dobbeltalbum. Bogens stærke side er den grundige research. Forfatteren trækker til gengæld ikke rigtigt psyken op for læserne. Tættest på Jønsson kommer man i de breve, familien har stillet til rådighed. Når man hører hendes egen stemme, får man indtryk af en energisk, oplevelsessyg sjæl, som svinger mellem det opstemte og det depressive. Et rastløst og skrøbeligt menneske, der søgte efter glæden de forkerte steder. Som alt for ofte så, at lykken gik sin vej, for nu at citere den sang, man ikke kan undgå at sammenligne med hendes egen sørgelige livsbane. Et svært sind, med andre ord. Usikker på egne evner, men samtidig udstyret med en brændende ambition i en tid, hvor selvstændige, skabende kvinder måtte kæmpe ekstra hårdt for anerkendelsen i en mandsdomineret verden.

Flygeltrold
Karen Sylvia Therese Pedersen fra Jagtvej i København spillede klaver, allerede fra hun var lille. Forældrene var skilt, så Karen voksede op med bedsteforældrene og moderen, som havde en chokoladeforretning. Noder havde Karen det ikke så godt med, men til gengæld havde hun et usædvanligt gehør. Allerhelst ville hun komponere selv. Allerede da hun var 12, gik hun sammen med sin mor op til musikforlaget Wilhelm Hansen for at afsætte sit første musikstykke, som dog blev afvist. Det blev ikke sidste gang, Karen Jønsson skulle møde modstand. Selv om hun fortsatte sine klaverstudier, var hendes familie ikke meget for, at hun skulle blive professionel musiker. Musikkonservatoriet droppede hun, for i virkeligheden var det populærmusikken og de nye jazz-toner, hun var optaget af. Hun giftede sig som tyveårig med en farmaceut Jønsson, som imidlertid hellere så, at hun passede hjemmet. Det trodsede hun, og hun blev i stedet en succes på provinsens hotelbarer, ligesom hun fik skiftende engagementer på de mange revy- og kabaretscener, København vrimlede med i mellemkrigsårene. Når hun spillede og sang, følte hver eneste tilskuer, at han eller hun var det eneste mål. »Den lille flygeltrold« akkompagnerede sine egne, små og snakkende, sentimentale sange, som hun foredrog med sin begrænsede, men sprødt indsmigrende og følsomt dirrende stemme, hvis ikke hun virtuost spillede egne jazz-arrangementer af udenlandske hits. Hendes spøjse blanding af lillepiget skyhed, pikant skønhed og »djævleblændt rytme« fascinerede, når hun med katteagtigt vævre bevægelser lod de små hænder danse over tangenterne og nærmest voksede sammen med sit instrument. Læg dertil store sjælfulde øjne og den karakteristiske pandelok, som faldt ned over det ene øje, når hun spillede.

Smart sportsvogn
Det var revymanden Stig Lommer, der gav hende det helt store gennembrud i Hornbækrevyen i 1936. Her skrev hun blandt andet »Han kommer og banker«, som blev en landeplage, samt »Det er så synd for mig«, der handler om en selvudslettende lille kvinde, der slikker sårene efter et kærlighedsskænderi. Inden længe blev hun hele Københavns chikke og hektisk energiske kæledægge, ofte fotograferet i sin smarte sportsvogn. Jo, der var fart over feltet, og snart fik hun roller som den unge pige i en håndfuld filmlystspil. Det var i »En fuldendt Gentleman«, hun sang og spillede »Hvorfor er lykken så lunefuld?«, som en anmelder resolut spåede, ikke ville blive en landeplage!

På det tidspunkt havde hendes mand ladet sig skille fra hende under henvisning til, at hun var for »excentrisk«, og fordi hun havde sagt ja til engagementer uden at informere ham. Hun gik gennem et par brudte forlovelser med skiftende partnere, hun optrådte med på scenen, indtil hun giftede sig for anden gang med elektromekanikeren og racerkøreren Svend Edelsteen. Sammen prøvede de kort lykken i London, hvor hun fik en rapsodi spillet i engelsk radio. I virkeligheden brændte Karen Jønsson nemlig for at få afsat store, jazzkompositoriske værker, ligesom hun skrev både en uopført ballet og en klaverkoncert.

Fallit
Heller ikke denne gang havde hun held i kærlighed. Ægteskabet endte i tårer. Hendes ægtemand nummer to forlod hende for en anden efter blot et par års ægteskab i 1937, netop som hendes karriere var på sit højeste. Da engagementerne pludselig holdt op, åbnede hun i stedet sin egen pianobar i Brolæggerstræde, »Hos Karen Jønsson«. Her skulle hun underholde gæsterne hver aften bag flyglet. Hun og forretningspartneren blev imidlertid rivende uvenner – endda i fuld offentlighed. Karen Jønsson havde intet begreb skabt om at drive forretning, skyldte pludselig en formue væk og endte i retten. Ikke så underligt, at hun straks slog til, da hun i 1939 fik muligheden for at spille på den fashionable restaurant Blanch’s i Stockholm – i øvrigt efter endnu en brudt forlovelse. Hun flygtede fra kreditorerne og fra det »ubarmhjertige København«. Fra de ondsindede rygter, hun følte sig udsat for. Hun blev ofte beskyldt for at have hele talentet i sin berømte pandelok og for kun at være kommet frem på grund af sit fordelagtige ydre. Samtidig hviskedes der om druk, de mange mænd og tilmed lesbiske tilbøjeligheder.

I Sverige giftede hun sig med en flot ingeniør, men også dette ægteskab blev kortvarigt. Da hun bad om skilsmisse fik hun den uden problemer. Ægtemand nummer tre havde gjort en kollega gravid. Også professionelt havde Jønsson begrænset succes hinsidan, løb film- og teaterdirektører på dørene uden held og endte med at »hade svenskerne«. Derfor tog hun med glæde mod et tilbud om at komme tilbage og optræde i København i november 1942, trods besættelsens jerngreb. Men hun dukkede aldrig op.

Telegrammet fra Stockholm kom en mørk decemberdag. Den unge sangerinde var død, meddelte hendes nye forlovede, der var fændrik i den svenske flåde, og om hvem hun sagde, at »dette er noget andet end alle de Svindlertyper, man før var udsat for.« Den officielle dødsårsag lød i mange år på en ondsindet lungebetændelse. Men sandheden var, at hun tog en overdosis veronal og døde efter et par døgn i koma. Var det rejsefeberen, der fik hende til at tage for mange sovepiller? Var det selvmord? Det får vi nok aldrig at vide, men det forlyder, at hun flere gange tidligere havde forsøgt at tage sit eget liv.

Begravelsen på Assistens Kirkegaard blev et tilløbsstykke. Der var slet ikke plads til de mange fremmødte i kapellet. I stedet stod hendes trofaste fans i regnen for at sige et sidste farvel. Nu har hun fået en form for forsinket gravskrift. Den kan supplere den pudsige sten med de hvide tangenter på Assistens Kirkegaard, som stadig minder forbipasserende om den lunefulde lykke og den korte glæde.