7. maj 1915 sank »RMS Lusitania«, et kæmpestort britisk passagerskib. »Lusitania« var sejlet fra New York på vej til Liverpool, og på hjemvejen passerede skibet vandet syd for Irland, hvor tyske ubåde lå på lur efter bytte. 7. maj fik kaptajnen på den tyske ubåd U-20 øje på »Lusitania« og affyrede en torpedo, der i løbet af 18 minutter fik det til at synke. Af skibets 1.962 passagerer druknede 1.191, heriblandt 123 amerikanere.
Sænkningen blev intensivt dækket af medierne, og amerikanske aviser ryddede forsiderne. De viste hjerteskærende fotografier af druknede kvinder og børn, og affæren gav amerikanerne et chok, for den viste, hvor sårbare de var. Den havde samme psykologiske effekt på USA, som siden bombningen af Pearl Harbor og terroren mod World Trade Center.
De døde i kister
Erik Larson er en amerikansk historiskriver af første klasse. Han har udgivet en række bøger, der alle har solgt millioner af eksemplarer, og hans fortælling om »Lusitania«, »Dead Wake«, har ligget på de amerikanske bestsellerlister i ugevis. Med god grund, for Erik Larson fornyer fortællingen om »Lusitania«, som på ingen måde er en glemt skibskatastrofe.
Hans fif er at gøre sækningen til et næsten klassisk græsk drama om opgøret mellem »Lusitanias« kaptajn, William Turner, og den tyske ubåds kaptajn, Walther Schwieger. Larson har desuden opdaget nyt materiale i amerikanske og britiske arkiver. I Liverpools Universitets arkiv fandt Larson således dusinvis af fotografier af de druknede. Fotografierne viste de døde i ligkister, før de blev kastet i en massegrav i Irland. Larson blev bevæget af fotografierne, og empatien viser sig i bogens levende prosa. Desværre er det stadig ikke tilladt at gengive fotografierne. Titlen »Dead Wake« er et maritimt udtryk, der beskriver uroen i vandoverfladen, efter at en krop eller torpedo har passeret.
At Schwieger fik ramt på kapatajn Turners »Lusitania« var lidt af et held for tyskerne. En tæt tåge lå hen over det sydirske farvand, men drev væk, så Schwieger fik øje på skibet. Den tyske ubåd var egentlig på vej hjem, men sejlede lidt rundt på må og få før hjemturen til basen.
Larson lægger en del af skylden for ulykken på marineminister Winston Churchill, der mod sædvane ikke havde givet »Lusitania« beskyttelse i form af en britisk destroyer. Der har været rygter om, at Churchill med vilje undlod at beskytte »Lusitania« i det hemmelige håb, at en ulykke ville ske, der ville trække USA ind i krigen, hvad Storbritannien ønskede. Larson fælder ikke nogen endelig dom over denne teori, men han nævner dog, at ingen kunne forestille sig, at en lille ubåd kunne sænke et skib som »Lusitania«, der var meget større og hurtigere end ubåde. Måske gav denne hurtighed kaptajn Turner en falsk tryghedsfornemmelse, for han følte sig overbevist om, at han kunne sejle fra enhver ubåd.
Våben om bord på »Lusitania«
Den britiske admiralitet, hvis øverste chef var Churchill, vidste temmelig meget om, hvad de tyske ubåde var ude efter. Man havde afkodet deres meddelelser i 1914 og kunne læse deres kommunikation. Selv om admiralitetet vidste, at der var ubåde i området, og at »Lusitania« var i fare, så advarede man ikke skibet, fordi man var bange for at røbe over for tyskerne, at man havde brudt koderne. Men da admiralitetet indså, at faren var overhængende, sendte man faktisk en advarsel til skibet, men meddelelsen var for kortfattet og kryptisk til, at kaptajn Turner fattede den fulde betydning af beskeden.
Det var ikke uden grund, at den tyske marine var ude efter »Lusitania«, for skibet transporterede våben og patroner til rifler, hvilket de britiske myndigheder ikke havde oplyst, så passagererne var gået ombord uden at vide, at de sejlede med et hjælpekrigsskib, der var et legitimt krigsmål.
Passagerne så torpedoen bevæge sig gennem vandet fra luksuslinerens fine restaurant. En passager skrev senere: »Vi havde alle tænkt på og drømt om ubåde fra det øjeblik, vi forlod New York. Men selv da den frygtede fare viste sig, kunne jeg ikke tro mine egne øjne.« Torpedoen slog et stort hul lige under vandlinjen, og skibet begyndte med det samme at tage store mængder vand ind.
Man havde lært af »Titanic«, og instrukserne var i orden for at undgå panik på dækket, men »Lusitania« gik så hurtigt ned, at alle procedurer blev fraveget. Der opstod derfor panik, og de fleste passagerer druknede hurtigt, fordi de ikke havde fået redningsveste på, og kun et fåtal af redningsbådene blev sat i søen. Kaptajn Schwieger så det hele fra sit periskop og blev dårlig. Han skrev i sin journal: »Scenen var for forfærdelig til at se på. Og jeg gav ordre til at dykke 20 meter og sejle væk.« Schwieger var en dreven ubådskaptajn, der havde sænket mange skibe og endda hospitalsskibet »Asturias«, men sænkningen af »Lusitania« kostede flest civile livet og rystede verden, fordi skillelinjen mellem militære mål og civile ikke mere kunne opretholdes.
En sømand ved navn Leslie Morton havnede i vandet uden redningsbælte. Han beskrev senere sceneriet: »Der var et kaos af kroppe, kvinder og børn omkring mig. Dæksstole, redningsbælter, redningsbåde og alle mulige ting flød omkring mig. Og den 35.000 ton tunge »Lusitania« åndede mig tungt ned ad nakken og var alt for tæt på efter min mening.« Leslie Morton begyndte at svømme, alt det han kunne og så et sidste glimt af kaptajn Turner i fuld uniform, der stadig stod på broen, mens Lusitania dykkede nedad.
Briterne måtte advare dykkere
Der var mange heltegerninger i disse paniske øjeblikke, og en flåde af irske småskibe og fiskerbåde sejlede til for at redde så mange som muligt.
Kaptajn Turner opførte sig, som en kaptajn skulle opføre sig. Han havde evakueret skibet og ventede på, at alle var fra borde. Så kravlede han ned af skibsvraget, som var ved at forsvinde. Han klyngede sig et en træåre, mens skibet forsvandt for stedse under ham.
Først senere blev han til sin rædsel klar over, at nogen var forblevet ombord og blev suget med ned sammen med skibet.
Ubådens klaustrofobi
Erik Larson lader godt halvdelen af sin bog skildre ubådens besætning og kaptajn, der træder frem som andet end kolde mordere. De er søfolk med et legitimt mål, og de trykkede på aftrækkeren, ligesom militærfolk nu om dage sender droner af sted uden at kende den fulde rækkevidde af deres handlinger. I sin journal skrev Schwieger: »Det ville have været umuligt for mig at sende endnu en torpedo ind i denne malmstrøm af mennesker, der forsøgte at redde deres liv.« Det er Erik Larsons scoop ikke blot at få læserne til at føle sympati og empati for passagerer og besætning på »Lusitania«, men også for mandskabet i den klaustrofobiske lille ubåd.
Sænkningen af »Lusitania« fik imidlertid ikke konsekvenser for amerikansk indtræden i krigen. Præsident Woodrow Wilson ønskede ikke at trække USA ind i en verdenskrig, og de fleste amerikanere mente ikke, at tyskerne var ude efter amerikanske borgere. De havde i øvrigt den mistanke, som jo var korrekt, at skibet fragtede våben og derfor var et legitimt krigsmål. Briterne gjorde alt for at skjule, at »Lusitania« var blevet brugt til våbentransport, og man beskyldte kynisk, som Larson skriver, kaptajn Turner for at være skyld i tragedien.
Da Tyskland erklærede uindskrænket ubådskrig, blev USA trukket ind i krigen, og i april 1917 erklærede Woodrow Wilson, at USA var krigsdeltager. Kaptajn Walther Schwieger skulle ikke overleve krigen, for han styrede i 1917 sin båd ind i et britisk minfelt og døde ved eksplosionen. Kaptajn Turner overlevede krigen og blev kaptajn på andre skibe, men han kom sig aldrig over tragedien og bebrejdede sig selv for katastrofens omfang. De britiske myndigheder og Churchill vedblev at anklage ham for at være skyld i katastrofen, selv om et søforhør frikendte Turner, og Erik Larson kritiserer skarpt briterne og Churchill for denne adfærd.
Briterne var aldrig meget for at indrømme, at »Lusitania« fragtede store mængder ammunition og våben, og visse arkivalier er stadig lukkede. »Lusitania«s vrag ligger stadig syd for Irland godt 18 kilometer syd for Kinsale. Der har været mange dykkere nede ved vraget, og i 1982 måtte de britiske myndigheder meget mod deres vilje advare dykkere om eksplosionsfare, selv om de i årtier havde benægtet, at »Lusitania« fragtede våben og ammunition.
Erik Larsons bog er så forrygende, fordi den aktualiserer krigens grumhed med nye farverige personer, der gennemspiller de mange moralske valg mennesker har.
Forfatter: Erik Larson.
Titel: »Dead Wake. The Last Crossings of The Lusitania«.
Antal sider: 430. Pris: 20 pund.
Forlag: Doubleday.
