Det hele begynder med Månens forventningsfulde smil og Elise, der »boede hos sin far i Mysundegade, hvor solen sjældent skinnede, og derfor havde de kun det lys, de selv lavede«.
Her kommer så også den hund ind i billedet, der indgår i titlen på Bjarne Reuters nye bog, »Elise og den brugte hund«.
Elise vil nemlig have en hund, men det er for dyrt og besværligt, siger faderen, men Elise får trumfet igennem, at de skal ned til Potifars butik, hvor der handles med alt fra hundemad til krydderurter og billige armbåndsure, og i butikkens baggård står der en brugt hund.
Det er en lille skotsk grimrian, der, som den selv fortæller, bærer navnet McAduddi. Den kan nemlig tale.
Sej, stærk og stædig
Under læsningen af »Elise og den brugte hund« kommer man til at tænke på en tidligere Bjarne Reuter-bog, »En som Hodder«.
Hodder, der, som titlen antyder, er ensom, bor med sin far, der er plakatophænger, og Elise fra Reuters nye børnebog er også alene med en far – der dog ikke er plakatophænger, men spiller violin »til bryllupper og begravelser«.
Elise har også en mor, men moderen bygger en hængebro for indianerne i den brasilianske jungle, og ved romanens start har hun været væk i ni måneder.
Elise, der er sej, stærk og stædig, er også sårbar og bærer på et megastort savn, men når broen engang er færdig, skal moderen komme hjem i en gul flyver, og det sender fluks tankerne videre til Bjarne Reuters Kaptajn Bimse-serie, hvor der også er sådan en.
I øvrigt foregår en tredjedel af handlingen under mormorens karnevalistiske halloween-fejring i det Odsherred, hvor Kaptajn Bimse også huserer.
En lurmærket Reuter-børnebog
»Elise og den brugte hund« rummer med andre ord den reuterske grundstamme af stemninger, steder og temaer, selv om der ikke er nogen skolegang, ingen børnevenner, ingen søskende.
Der er kun Elise og de voksne med faster Fie som et væsentligt holdepunkt. Og – vigtigst – den brugte hund.
Det handler om genbrug, hvilket titlen jo antyder. Og om fællesskab.
Men især om at inkludere – ikke ekskludere – fremmede kulturer og mennesker, så til juleaften inviteres både Potifar og hans hustru og Nettokassedamen fra Ulan Bator og hendes undulat, og romanen gennemstrømmes af hygge skabt gennem lyriske beskrivelser som »Novembers dage er malet med støvregn« og vittige bemærkninger, som Reuter strør ud med løs hånd.
Det, der er småt, bliver til noget stort, og det store til noget småt – bundet sammen med humor som i scenen, hvor Elise er bevæbnet med »en farlig kniv, en livsfarlig revolver og to poser saltbomber«, og som den lyseslukkende bemærkning, som McAduddi kommer med, da han konstaterer, at han ikke er parat til at gå i døden, men »til at gå gennem ild og vand og i Føtex efter fire«
»Elise og den brugte hund« er en lurmærket Reuter-børnebog med drillerier og kærlig sødme. Ingen andre end Reuter kan få læsernes smilebånd til at bevæge sig opad uden ligefrem at få dem til at skraldgrine.
Som der, hvor Elises far skal lave en sød julekrybbe: »Nogle år var der ingen rensdyr, og et enkelt år var jomfru Maria meget lille, og det hang sammen med, at Elises far holdt uendeligt meget af marcipan«.
Læseren lukker bogen med et mildt smil. Typisk Reuter.
Titel: Elise og den brugte hund.
Forfatter: Bjarne Reuter.
Tegner: Kirsten Raagaard.
Sider: 162.
Pris: 200 kr.
Forlag: Gyldendal.
