Luftpostpoesi med knap og silkesnor

Gerd Laugesen - datter af en af Danmarks største nulevende digtere - debuterer med en digtsamling, der fås med en kjole rød som rosen eller blå som havet.

»Har du set min kjole«, hedder Gerd Laugesens nye digtsamling, der også fås med kjole. Fold sammen
Læs mere

Gulvet flød med beskrevne papirstumper, og på en tørresnor hang nye digte til tørre. I hjørnet pustede en danser ud med kaffe og drømmekage, mens digteren Gerd Laugesen (ja, hun er datter af digteren Peter Laugesen) var ved at pakke rejseskrivemaskinen sammen.

Det var helt tilfældigt, at jeg en novemberdag sidste år trådte lige ind i en afsluttet performance på et københavnsk galleri, men at det lige var Gerd Laugesen, der hængte digte til tørre som små lommetørklæder, passer med et andet tekstilt billede som fod i hose.

Gerd Laugesen er født i 1979 og uddannet journalist. I 2009 debuterede hun med bogen »Møder«, som er helt karakteristisk for hendes personligt investerende, men også helt åbne og ikke målrettede tilgang til journalistikken. »Møder« er kort og godt små tekster om Laugesens tilfældige møder og samtaler med sine medmennesker - også dem man plejer at gå forbi - lige fra Janne og Jan på vej hjem fra værtshus til den nøgne mand i S-toget.

Men Gerd Laugesen er også optaget af sammenhængen mellem stof og ord og sprogets evne til at sy tider og steder sammen. På den vis er det helt logisk, at Laugesen nu har udgivet en digtsamling - håndsyet med silkesnor i ryggen, vaskeseddel og knap - der fås med og uden kjole.

»Har du set min kjole« hedder digtsamlingen, og den specialdesignede kjole, der fås i to versioner - med digtlomme eller taske - kan bl.a. ses i Politikens Boghal. Digtsamlingen er i sig selv et kunstobjekt. Trykt på Eickhoff cylinderpresse i Slagelse og på så tyndt papir, at man mindes fortidens luftpostbreve. Det lette og luftige passer til digtene, der er som små pust, skæve indfald og tanker. Lige fra det poetiske »naturen er så fin så fin / så lyvegrøn« til det mere prosaiske »Kritiserer du mig for min tøjglæde/ så får du igen af samme skuffe«.

Tekstmæssigt er det en spredt digtsamling. Her er finheder og fejltagelser, men netop fordi den er trykt på det her forsvindende papir, kan den bære det. Det er ikke ord mejslet i sten, men netop luftpost, små udsagn om verden, lige til at hæfte på kjolen og bringe med sig ud i verden.