Mad og erotik er nogle af de vigtigste ingredienser i Poul Joachim Stenders barndomserindringer med den kvikke titel »Røde hunde gør ikke«. Egentlig er det vel også netop de temaer, som det er allermest nærliggende at forvente i en bog af forfatteren og præsten Poul Joachim Stender, der er en ihærdig forkynder af sanselighedens plads i kristendommen.
Stender har både skrevet »Med Gud i sengen – en sightseeing gennem Biblens sexliv« og været medforfatter til »Præsten & kogejomfruen«, en bog med bibelsk inspirerede opskrifter, og så har han som præst blandt andet åbenbaret sine talenter for provokationen, da han tog 500 kroner i entré til en skærtorsdagsgudstjeneste med indlagt nadvermåltid af Claus Meyer.Det er helt i det formodentlig velsmagende påskemåltids ånd, når han i sine såkaldte barndomserindringer bryder ud i en lovsang til den gode mad og dens velsignelser og afslører de kulinariske fremtidsplaner, han lagde tilbage i drengeårene:
»Med mad skulle jeg bringe gudsrigets skønhed til mine medmennesker. Jeg skulle forkorte afstanden mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes og være evighedens køkkenchef.«
»Røde hunde gør ikke« er langt fra erindringer i traditionel forstand. Der er mere præcist tale om en samling barndomshistorier og -skrøner, hvor forfatteren dyrker en slags fabulerende realisme og blander barndomstidens mere hverdagsagtige og trivielle almindeligheder som øllebrød og sløjdtimer med sekvenser styret af en vild og løssluppen fantasi. De groteske og grænseoverskridende indfald har en fremtrædende plads, fra fødslen på et spisebord dækket med voksdug over kærlighedseventyret med en havfrue forklædt som regnelærer til genfødslen i en nedfaldsskakt på centralsygehuset.
Tilbage til fostertilstanden
Erindringerne griber helt tilbage til fostertilstanden, hvor fortælleren har overtaget pladsen i livmoderen efter en åndssvag søster: »Jeg er undfanget efter en abort. Min søster var åndssvag. Så ryddede de min mors livmoder. Kort tid efter flyttede jeg ind som en anden BZer i et rum, der lige var forladt, og som slet ikke var mit. Min søsters væv hang stadig på livmodervæggene som familieportrætter.« Så er den tabu-udfordrende stil lagt.
Både familieliv og skoleliv er i »Røde hunde gør ikke« befolket med bemærkelsesværdige og sære skikkelser, og i spidsen går en far, som svinger spanskrøret i »Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« og en mor, der reciterer digte ved enhver lejlighed og hævder, at »børn skal fødes med rim«, og som i øvrigt har en sjælden sans for sygdomme i udbrud.
Poul Joachim Stenders bog er en sær hybrid mellem roman og erindringer. I hans univers indgår den respektløst fabulerende slægtshistorie a la Ramslands »Hundehoved«, en hellig eller måske mindre hellig alliance med det drengebogspjattede, det simpelthen platte og det originalt groteske. Det hele rundhåndet krydret med digtcitater og antydninger af teologiske og filosofiske pointer.
»Røde hunde gør ikke« er ikke en litterær anretning for kostforagtere, stilen bliver let overanstrengt frisk og udfordrende, og risikoen for fantasiforstoppelse lurer lige om hjørnet. Men kedelig læsning er bogen altså ikke. Og når forfatteren for alvor dækker op, er det andet og mere end Michelin-stjerner, der toner frem:
»Gud havde givet mig det måltid, der lukkede op til himlen, og som jeg tit havde længtes efter i Vordingborg Kirke efter at være gået skuffet fra nadverbordet«.
Hvad Poul Joachim Stenders bog lukker op til, er nok i høj grad et spørgsmål om smag, men kritikken af en kirkelig fortrængning af sanseligheden er klar.
Titel: Røde hunde gør ikke. Forfatter: Poul Joachim Stender. Sider: 188. Pris: 250 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag..
