Marianne bor i Løkke sammen med sin mand Jørgen. De har været gift i 14½ år og har to børn. Han har en købmandsforretning, der er ved at gå nedenom og hjem, fordi Føtex er åbnet i nærheden. Han har fået et brev fra banken. Anbefalet. Jannie arbejder i butikken. Hun har lige haft en affære med Laurits.
Jørgens barndomsven, som er flyttet tilbage med sin kone, der vistnok er syg. Jørgens bror, lillebror, Thomas var den heldige, der fik lov til at læse på universitet. Nu går han rundt med sort neglelak og skriver på den store roman, som aldrig bliver færdig. Han er gift med Gunnhildur, der er anderledes, lidt mærkelig, meget frigjort og islandsk. Hun arbejder i boghandelen i Ringkøbing og »håndsælger« bøger til kunder, der ellers bare troede, de skulle have en pakke spillekort. Vupti, så kommer de ud med Suzanne Brøgger. Eller rettere hun gjorde.
For Gunnhildur er forsvundet en vinternat efter et skænderi med Thomas.
Lone Hørslevs nye bog »Sorg og Camping« er det lille bitte hverdagsliv, der rummer det store drama, opleve i en landsby i Vestjylland. Byen hedder Løkke, og året er 1984, så er vi også i gang. Hverdagsstemmer fra et liv i 1980erne, elegant og detaljeret beskrevet med detaljer som gratinerede fiskepandekager og enebærgryde fra Karolines kogebøger i en tid, hvor den nære verden er i opbrud. Hvor landet affolkes, og landsbyernes små butikker fik plader for vinduerne og TIL SALG-skilte langs vejen. På randen af kartoffelkur og fattigfirsere.
De leder, bogens figurer efter noget, der kan give mening, og det de skal gøre, og de famler og roder sig frem, mens verden omkring dem er ganske lille og sitrende uhyggelig. Glas, der knuses, katte, der stirrer og nisselandskaber, der opsluger stuerne. De får hver især stemme og fortæller deres version af virkeligheden. Den ene mere forstemmende end den anden.
Det er en simpel historie, bogens handling kan genfortælles på få sætninger, men den lever og bliver ved med at leve efter endt læsning, både fordi den er så simpelt velskrevet i et ukompliceret sprog, der føles rigtigt og tilfredsstillende som et solmodent jordbær eller en skive nybagt brød, og især fordi bogen føles foruroligende aktuel.
Denne fornemmelse af, at verden igen skrider under vores fødder, dette underlige opgivende »hvad skal der dog blive af os«, der vajer i vinden, og som er det spørgsmål, alle personerne stiller sig. Nu er det ikke købmanden, der lukker, og landsbyen der slukker, men hele landet, der står på kanten af ingenmandsland, arbejdspladser, der forsvinder, fornemmelsen af at være de privilegerede, der smuldrer. Hvad gør man, når verden, som man kender den, forsvinder? Og når der ikke er flere livsløgne at gemme sig bag? Svaret? Det giver Lone Hørslev ikke. Hun stiller bare spørgsmålet, der bliver ved at murre i kroppen, pirke i hjernen, kradse i tankerne. For måske er der ikke noget svar? Udover at løbe væk fra hinanden for ikke at konfronteres med sig selv?
